Læsetid: 4 min.

Mere globalisering, tak!

10. juli 2003

SANDELIG er vi omringet af vore efterlignere, som den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger sagde i det sidste tumultariske århundrede. De afkolonialiserede, de undertrykte, de fattige og de udpinte i den såkaldte tredje verden – der ikke længere er tredje, fordi den anden er gået i indre eksil – forlanger med stadig stærkere røst at blive en del af globaliseringen, få lov at handle frit og at kaste sig ud i et globalt ’flow’ som folkevandrere, når deres hjemlige kår bliver for begrænsede. Det mere end antyder en meningsmåling af det amerikanske institut Pew Research, der har udspurgt 38.000 mennesker fra 44 nationer på hele kloden. Folkene i de fattige u-lande, selv i Afrika, ser meget mere positivt på globaliseringen, åben handel over grænserne og moderne teknologi end borgerne i Nordamerika, Vesteuropa og Japan, der normalt betragtes som globaliseringens avantgarde!

AMERIKANERNE og vesteuropæerne er ikke så glade. Kun 28 procent af dem mener, at mere global handel vil være godt for deres land, men i lande som Vietnam og Uganda er det et solidt flertal, der siger det. Selv i fattige afrikanske lande syd for Sahara er der et klart flertal på 56 procent, som kalder en stærkere global integration meget positiv. Pessimismen er også størst i det rige Nord, hvor næsten en tredjedel siger, at »globaliseringen har en dårlig effekt på mit land.« Det er allerhøjest en tiendedel af de adspurgte i det globale Syd, der brokker sig. Usikkerheden er selvfølgelig enorm i Pews undersøgelse, hvor det ofte er under tusind personer pr. land, der har medvirket. Og små skvulp i menneskehedens store ocean giver os kun en anelse om, hvad der er på spil. Men når både eksperter og nypopulister gør sig kloge på verdens beskaffenhed, vil det være dumt helt at ignorere budskabet fra Pew.

GODT nok var det Vestens rige kapitalistiske samfund, der med oplysningstidens ideologi forsøgte at udbrede kolonialismen, imperialismerne og senest globaliseringen til andre stammer, folkeslag og kontinenter – men i dag viger flere og flere i de vestlige samfund tilbage fra det projekt. Nogle af frygt for at miste egne velstandsgoder oparbejdet med kolonialisering, handel og lang historisk overlegenhed. Andre i angst for at miste deres identitet. Nogle er så bange for at blive udstødt som moderniseringstabere, at de med Pia og Silvio puster sig op som civilisatoriske overmennesker, der kræver afstand til alt fremmed, muslimer og ukendte dufte fra det dybe syd. Og de råber i kor magt al magt til Big Brother Bush i USA.

EGENTLIG er verden meget mere broget og modsætningsfyldt på dens tusinde plateauer, end det kollektive og ustyrlige ’Vi’ i Vesten vil være ved. Globaliseringen er kommet for at blive, for folkene i det globale syd omfavner den, fordi de har indset, at mere globalisering og ikke mere isolation kan bringe dem fordele i fremtiden. Det rige Vestens svar bør ikke være at vende ryggen til dem og deres håb. Opgaven er tværtimod at regulere globaliseringen politisk – på demokratisk vis i nye grænseoverskridende fællesskaber, der bindes sammen af menneskelige og retslige regler, som ikke diskriminerer og udstøder flertallet.
I Vesten kan man i dag se både elitære hoveder og folkepopulister tvivle på demokratiets værdi – i EU forenes de endda om at undgå en demokratisk forfatning – men inden man helt forråder demokratiets smukke idealer, kan man glæde sig over, at flere og flere lande i verden er konverteret til demokratiet. Ifølge Pew er et pænt flertal i de fleste muslimske lande nu tilhængere af demokrati med ytringsfrihed, flere partier og lighed for loven. I enkelte lande er der mange, der heroiserer den globale terrorist Osama bin-Laden, men man kan håbe, at det store, fredelige og stadig mere demokratisk sindede flertal får inddæmmet det destruktive had, der kun fører til større forarmelse.

NU ER DER i de muslimske lande en udbredt frygt for USA’s globale militære dominans, og stærke grupper ønsker at bevare religionens traditionelle magt. Men ubehaget ved USA’s globale magthaveri er skam også velkonsolideret i det gamle Europa. Det er ikke helt uforståeligt, for USA’s præsident George W. Bush har i flere sager vist, at han bekæmper globaliseringen, når den går på tværs af USA’s nationale magt. Ved at vende ryggen til Kyoto-aftalen, at bekæmpe den internationale straffedomstol, at mishandle Guantanamo-fangerne i et juridisk ingenmandsland og med sit arrogante optrin i FN’s Sikkerhedsråd har Bush ikke styrket USA’s globale og moralske lederskab.
Desværre, kunne man måske sige. For der er brug for et stærkt globalt lederskab, hvis de nye fælles sikkerhedstrusler med global terrorisme, masseødelæggelsesvåben, opløsning i svage stater, naturødelæggelser og mere end en milliard mennesker under fattigdomsgrænsen skal tackles, og verden skal komme helskindet igennem det 21. århundrede. Ja, der er brug for en ny global pagt, som FN’s menneskelige udviklingsprogram efterlyste her tirsdag.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu