Den kolde krig har fortsat sine levende fossiler i Afrika. Kenyas præsident Daniel Arap Moi er et af disse. Kenya var en vigtig brik i vestens begrænsning af det sovjetiske verdensrige - landet grænser op til det dengang sovjetisk allierede Etiopien, der kontrollerer sejladsen til Suezkanalen - og det gav vigtige havnefaciliteter: Maritim havn i Mombasa, den vigtigste havn på kontinentets Stillehavskyst; lufthavne hos det kenyanske luftvåben, der havde et tæt samarbejde med det amerikanske. Derfor blev der i årtier set gennem fingre med, at det regerende Kanu-parti suspenderede den demokratiske forfatning. Diktatorerne - landets første præsident Jomo Kenyatta og den næste, Moi - vidste, at de havde solid økonomisk og politisk opbakning fra vesten, først og fremmest USA og Storbritannien, uanset hvordan de regerede landet. Som så mange andre steder på kontinentet førte det til, at den gøre-hinanden-tjenester-kultur, der er dybt rodfæstet forhold mellem hersker og behersket i Afrika, eskalerede til grov udbytning og endnu værre korruption, især i statens top.
Da det første demokratiske valg blev gennemtvunget af de vestlige donorer i 1992 - da Den kolde krig var ovre - besad Moi derfor så formidable magtmidler, at hans modstandere havde meget vanskeligt ved at vinde. Det lykkedes for eksempel gennem to svindelnumre at trække 3 milliarder kroner ud af nationalbanken til Kanus valgkampagne (læs: stemmekøb) - hvad der efter valget betød en rasende inflation og en devaluering på 30 pct.
Denne gang har de internationale donorer og deres organisationer holdt så godt øje med statskassen, at Moi er nødt til at forsøge at vinde valget for indsamlede midler (læs: investeringer i forventet fortsat gode muligheder for offentlige jobs og positioner, der gør det muligt at score kassen).
De lange koldkrigsår fra selvstændigheden i 1963 knuste forsøgene på at skabe en politisk kultur i landet. De mest populære blev forbudt eller deres kandidater forhindret i at opstille - eller forfulgt med værre midler. Derfor har kun regeringspartiet en landsdækkende struktur, og de fleste partier er reelt ikke andet end base for en enkelt persons magtambitioner. Dårligt organiseret og evigt internt stridende forærede oppositionen imidlertid Moi sejren på et sølvfad i 1992: Selv om den massive folkelig utilfredshed førte til, at Moi kun fik 32 procent af stemmerne, var han valgt til præsident, fordi de resterende mere end to tredjedele af stemmerne var spredt ud over et dusin oppositionskandidater.
Man skulle tro, at oppositionen derefter havde lært lektien, men nej. I år kæmper hele 14 oppositionskandidater om stemmerne fra Mois modstandere, og der er ikke meget, der tyder på, at de kan knække ham.
Eneste håb ligger i, at han skal vinde mere end 25 pct. i mere end fem af landets otte provinser. Denne kloge regel blev indført i landets forfatning ved selvstændigheden for at sikre, at ingen af landets tre største stammer kom til at dominere det politiske og statslige liv.
I 1992 lykkedes det Moi - mod manges forventning - også at vinde den for regeringspartiet marginale Eastern Province, hjemsted for kamba-folket. Men siden da er utilfredsheden steget blandt kambaerne, der ifølge Financial Times er enige om, at deres rov ikke har været stort nok i de forløbne fem år til, at de vil gentage deres opbakning til Moi. Taber han provinsen, uden at vinde en ny, skal han ud i en ny valgrunde mod den kandidat, der fik næstflest stemmer. Så kan det gå hen og blive interessant, for den ene af de to sandsynlige modkandidater er kamba: Charity Ngilu. Er det en farlig modstander for Moi? Tjah - for fjorten dage siden forsøgte politiet at skyde Ngilu ved et valgmøde; det burde borge for kvaliteten, ikke nødvendigvis af kandidaten, men af Moi's magtapparats vurdering af truslen fra Ngilu.
Det siger noget om Moi's manglende popularitet, at Ngilu kan blive en trussel, for Ngilu har et kolossalt handicap: Hun er kvinde.
Ganske vist siger de ældre og midaldrende vælgere, at de aldrig i livet kunne forstille sig at blive regeret af en kvinde, "men", siger en af hendes kampagnemedarbejdere til Financial Times: "den unge generation er så opsat på forandring, at de er rede til alt, selv en kvindelige præsident".
Hvorfor, må man spørge sig selv, er den 73-årige Moi så opsat på fortsat at være præsident? Han tør ikke andet, kunne være et helt relevant svar.
Han behøver bare at se til Zambia, en anden af Afrikas bananstater, hvor den tidligere diktator Kenneth Kaunda også accepterede frie valg, men hverken fik oppositionen købt eller splittet, hvorefter han tabte valget. Han sidder nu buret inde, ikke fordi han har gjort noget, der er farligt nok til, at det nye styre har fået flikket en anklage sammen mod ham. Han er ganske enkelt tilbageholdt sammen med 90 andre, fordi de er oppositionelle. Angiveligt er de alle spærret inde på grund af en påstået forbindelse til det teaterkup en vis oberst Solo gennemførte i oktober. Dét sluttede, da Solo og hans håndgange mænd, alle barrikaderede i den for et kup så afgørende statsradiofoni, drak sig fulde i et øllager, de havde erobret på stationen.
Således virker den kolde krigs forbening idag dobbelt - først har det knust et politisk miljø, således at en korrupt og forhadt præsident kan vinde et valg. Siden forsøger han med alle til rådighed stående midler at blive siddende, fordi det ganske enkelt er for farligt at lade være. Nå, men den slange man kender, er måske ikke så slem som en ny, man ikke kender, vil kenyanerne måske trøste sig med, når resultatet bliver kendt. Det er en kold trøst - realiteterne er, at landets økonomi lider under autokratiet og den voldsomme korruption. Det går kort sagt ad h... til i Kenya.
Det er ikke helt mørkt endnu, men det bliver det, hvis landet skal have mere Moi.Mere Moi
Den kolde krig har fortsat sine levende fossiler i Afrika. Kenyas præsident Daniel Arap Moi er et af disse. Kenya var en vigtig brik i vestens begrænsning af det sovjetiske verdensrige - landet grænser op til det dengang sovjetisk allierede Etiopien, der kontrollerer sejladsen til Suezkanalen - og det gav vigtige havnefaciliteter: Maritim havn i Mombasa, den vigtigste havn på kontinentets Stillehavskyst; lufthavne hos det kenyanske luftvåben, der havde et tæt samarbejde med det amerikanske. Derfor blev der i årtier set gennem fingre med, at det regerende Kanu-parti suspenderede den demokratiske forfatning. Diktatorerne - landets første præsident Jomo Kenyatta og den næste, Moi - vidste, at de havde solid økonomisk og politisk opbakning fra vesten, først og fremmest USA og Storbritannien, uanset hvordan de regerede landet. Som så mange andre steder på kontinentet førte det til, at den gøre-hinanden-tjenester-kultur, der er dybt rodfæstet forhold mellem hersker og behersket i Afrika, eskalerede til grov udbytning og endnu værre korruption, især i statens top.
Da det første demokratiske valg blev gennemtvunget af de vestlige donorer i 1992 - da Den kolde krig var ovre - besad Moi derfor så formidable magtmidler, at hans modstandere havde meget vanskeligt ved at vinde. Det lykkedes for eksempel gennem to svindelnumre at trække 3 milliarder kroner ud af nationalbanken til Kanus valgkampagne (læs: stemmekøb) - hvad der efter valget betød en rasende inflation og en devaluering på 30 pct.
Denne gang har de internationale donorer og deres organisationer holdt så godt øje med statskassen, at Moi er nødt til at forsøge at vinde valget for indsamlede midler (læs: investeringer i forventet fortsat gode muligheder for offentlige jobs og positioner, der gør det muligt at score kassen).
De lange koldkrigsår fra selvstændigheden i 1963 knuste forsøgene på at skabe en politisk kultur i landet. De mest populære blev forbudt eller deres kandidater forhindret i at opstille - eller forfulgt med værre midler. Derfor har kun regeringspartiet en landsdækkende struktur, og de fleste partier er reelt ikke andet end base for en enkelt persons magtambitioner. Dårligt organiseret og evigt internt stridende forærede oppositionen imidlertid Moi sejren på et sølvfad i 1992: Selv om den massive folkelig utilfredshed førte til, at Moi kun fik 32 procent af stemmerne, var han valgt til præsident, fordi de resterende mere end to tredjedele af stemmerne var spredt ud over et dusin oppositionskandidater.
Man skulle tro, at oppositionen derefter havde lært lektien, men nej. I år kæmper hele 14 oppositionskandidater om stemmerne fra Mois modstandere, og der er ikke meget, der tyder på, at de kan knække ham.
Eneste håb ligger i, at han skal vinde mere end 25 pct. i mere end fem af landets otte provinser. Denne kloge regel blev indført i landets forfatning ved selvstændigheden for at sikre, at ingen af landets tre største stammer kom til at dominere det politiske og statslige liv.
I 1992 lykkedes det Moi - mod manges forventning - også at vinde den for regeringspartiet marginale Eastern Province, hjemsted for kamba-folket. Men siden da er utilfredsheden steget blandt kambaerne, der ifølge Financial Times er enige om, at deres rov ikke har været stort nok i de forløbne fem år til, at de vil gentage deres opbakning til Moi. Taber han provinsen, uden at vinde en ny, skal han ud i en ny valgrunde mod den kandidat, der fik næstflest stemmer. Så kan det gå hen og blive interessant, for den ene af de to sandsynlige modkandidater er kamba: Charity Ngilu. Er det en farlig modstander for Moi? Tjah - for fjorten dage siden forsøgte politiet at skyde Ngilu ved et valgmøde; det burde borge for kvaliteten, ikke nødvendigvis af kandidaten, men af Moi's magtapparats vurdering af truslen fra Ngilu.
Det siger noget om Moi's manglende popularitet, at Ngilu kan blive en trussel, for Ngilu har et kolossalt handicap: Hun er kvinde.
Ganske vist siger de ældre og midaldrende vælgere, at de aldrig i livet kunne forstille sig at blive regeret af en kvinde, "men", siger en af hendes kampagnemedarbejdere til Financial Times: "den unge generation er så opsat på forandring, at de er rede til alt, selv en kvindelige præsident".
Hvorfor, må man spørge sig selv, er den 73-årige Moi så opsat på fortsat at være præsident? Han tør ikke andet, kunne være et helt relevant svar.
Han behøver bare at se til Zambia, en anden af Afrikas bananstater, hvor den tidligere diktator Kenneth Kaunda også accepterede frie valg, men hverken fik oppositionen købt eller splittet, hvorefter han tabte valget. Han sidder nu buret inde, ikke fordi han har gjort noget, der er farligt nok til, at det nye styre har fået flikket en anklage sammen mod ham. Han er ganske enkelt tilbageholdt sammen med 90 andre, fordi de er oppositionelle. Angiveligt er de alle spærret inde på grund af en påstået forbindelse til det teaterkup en vis oberst Solo gennemførte i oktober. Dét sluttede, da Solo og hans håndgange mænd, alle barrikaderede i den for et kup så afgørende statsradiofoni, drak sig fulde i et øllager, de havde erobret på stationen.
Således virker den kolde krigs forbening idag dobbelt - først har det knust et politisk miljø, således at en korrupt og forhadt præsident kan vinde et valg. Siden forsøger han med alle til rådighed stående midler at blive siddende, fordi det ganske enkelt er for farligt at lade være. Nå, men den slange man kender, er måske ikke så slem som en ny, man ikke kender, vil kenyanerne måske trøste sig med, når resultatet bliver kendt. Det er en kold trøst - realiteterne er, at landets økonomi lider under autokratiet og den voldsomme korruption. Det går kort sagt ad h... til i Kenya.
Det er ikke helt mørkt endnu, men det bliver det, hvis landet skal have mere Moi.pety
