Læsetid: 5 min.

'Ikke mere musik i denne by'

Seks år efter, at Taleban-regimet blev styrtet i Kabul, er talebaniseringen igen i fremdrift og er godt på vej til at danne en stat i staten i Pakistans stammeområder
26. marts 2007

LAKKI MARWAT - Under Talebans herredømme i Afghanistan forbød den fundamentalistiske bevægelse al musik og skolegang til kvinder - sådanne aktiviteter blev af dens ledere anset for 'uislamiske'. Andre var uenige, og kaldte Talebans primitive og restriktive islam-tolkning for 'talebanisering'. Taleban-regimet blev styrtet, da amerikansk ledede styrker invaderede Kabul som gengældelse for terrorangrebene den 11. september 2001. Men talebaniseringen fortsætter - ikke i Afghanistan, men i Pakistan.

Talebans bagland ligger i de afsides stammeområder, der strækker sig langs Pakistans bjergrige grænse til Afghanistan. Igennem den seneste uge har et af disse områder, Syd-Waziristan, været skueplads for heftige kampe mellem lokale stammefolk og usbekiske militante islamister tilknyttet al-Qaeda. Over 100 er blevet dræbt. Talebans ledere, som forsøger at opretholde gode relationer til såvel stammefolk som al-Qaeda har forsøgt at mægle en våbenhvile i stand. For dem er det vigtigste at holde liv i oprøret i Afghanistan - ikke interne magtkampe i Waziristan.

Men Talebans virke begrænser sig ikke til at stifte fred i Pakistan og føre krig i Afghanistan. Igennem de seneste seks måneder har afghanske og pakistanske talebanere oprettet shariadomstole, politistyrker, skatteopkrævnings- og andre offentlige kontorer i stammeområderne - "en veritabel parallel administration med alle de funktioner, en stat har", siger Ismail Khan, en pakistansk journalist.

Og ildevarslende nok er denne 'stat' nu også begyndt at brede sig til hidtil mere rolige områder som Pakistans Nordvestlige Grænseprovins (NWFP) og dens hovedstad, Peshawar.

Pashtunsk klagesang

Lakki Marwat er en støvet markedsby i NWFP. For to måneder siden begyndte Taleban at oprette 'dydighedspatruljer', og et af de første dekreter fra disse var at forbyde al musik.

Zai-ul-uddin er sanger i Lakki Marwat. Han tjente førhen til livets opretholdelse ved at optræde ved bryllupper med sit band, bestående af en fløjtenist, en trommeslager og en harmonikaspiller. Det gør han ikke mere.

"Jeg fik intet varsel. Jeg fik bare at vide, at fra nu af var al musik forbudt i byen. Jeg gjorde, som de sagde," siger han skyldbetonet.

"Jeg ønsker ikke at få ballade med dem".

Zai-ul-uddin fortæller, at 13 musikere har forladt Lakki Marwat inden for de seneste uger for at søge mod steder, hvor musik endnu er tilladt.

"Men det bliver aldrig det samme," siger han.

I en sjælden optræden bryder han ud i en pashtunsk klagesang om en mand, der lider af ulykkelig kærlighed. Men alle døre og vinduer i hans cellelignende værelse er tæt tillukkede. For som han igen siger:

"Jeg vil ikke have nogen ballade".

Musik sælges om hash

Det vil Inan-ullah-Khan heller ikke. Efter tre år i England vendte han tilbage til Lakki Marwat i 2005 for at oprette en fødeklinik. Begge skridt har gjort ham mistænkelig i Talebans øjne.

"De siger, at jeg er britisk spion, at Storbritannien er USA's allierede, og at USA er islams fjende," siger han.

"De har truet med at ødelægge min klinik."

De har også truet hans kvindelige personale.

"Jeg havde en kvindelig læge ansat, men efter at Taleban opsøgte hende, blev hun væk fra arbejde. Det har voldt os store problemer. På et sted som dette er der visse ting, som kun kvindelige læger kan gøre."

Lakki Marwat er ikke nogen lille by. Men politiet står "magtesløse" over for Taleban, siger Inan. I februar blev to butikker, hvor man kunne købe musik-CD'er og -bånd, ødelagt med brandbomber for at have solgte 'amoralsk' vestlig musik. Den lokale politichef indkaldte derpå alle byens butiksejere til et møde. Hans råd?: "'I må holde op med at sælge musik,' sagde politichefen," fortæller en butiksejer.

Og i dag er det umuligt at opdrive musik-CD'er - kun stakkevis af kassetter med islamisk propaganda og prædikener findes tilbage.

"Men jeg sælger da stadig musik," siger han med et glimt i øjet. "Jeg gør det da bare under disken. Ligesom med hash."

Hvem er disse talebanere? Rahim-ullah-Yousefzai er journalist i NWFP og har betydelig indsigt i bevægelsen.

"Den typiske taleb (talebaner, red.) er en ung, fattig madrassa-elev," fortæller han.

"Han er meget religiøs og meget frustreret. Han er overbevist om, at USA er islams fjende, og at Pakistans præsident, Pervez Musharraf, er USA's lakaj. Besættelserne af Irak, Afghanistan og Palæstina er for ham bevis på dette. Hans ypperste helt er den afghanske Taleban-leder, mullah Omar. Han tilbeder mullah Omar for at have ofret alt - sin magt, sin familie og sine venner og kolleger - for at have trodset USA og nægtet at udlevere bin Laden."

"Men," siger Yousefzai, "Taleban er ikke kun grupperinger af forurettede islam-studerende. Bevægelsen er også et hierarki, hvis lokale kadrer i Lakka Marwat har forbindelser til ledelsen i stammeområderne, som igen refererer til afghanske ledere som mullah Omar."

- Betyder det, at de afghanske ledere står bag talebaniseringskampagnen i Pakistan?

"Nej," siger Yousefzai. "Men, det er klart, at de hilser den velkommen."

Den talebanske syge

Mullah Mohammed Ibrahim er en lokal taleb. Han blev født i Lakka Marwat, men fik sin skolegang i en madrassa i Waziristan. Han er ung med langt, sort hår og skæg og en kåbe omkring sine skuldre. Han har lovet os at formidle et interview med en lokal Taleban-kommandant, "så vi kan høre deres side af historien". Vi kører igennem et landskab af palmetræer, kamelkærrer og tilhyllede kvinder i hvedemarker, der stirrer på os, og ankommer så til Mohammeds madrassa i en landsby ved navn Jara Bazi Khel. Kommandanten er imidlertid ikke hjemme. Måske tror han, at vi er spioner.

Men netop som udsigten til et interview med ham fortoner sig, kommer andre til. Nogle er madrassastuderende iklædt hvide kapper og huer. Nogle er drenge og piger i snavset, laset tøj og med uvaskede ansigter. Men alle udstråler de en sær skønhed. Deres ansigter lyser op, da vi siger "Salaam alaikum".

Hvad mener de om talebaniseringen? De svarer undvigende. En dreng siger, at det er godt, hvis Taleban "forbyder dårlige ting som narko, musik og tyveri".

Men en anden rejser sig trodsigt op med knyttet næve og siger, idet han fremkalder en bifaldende mumlen:

"Vi er endnu ikke blevet smittet af den syge, man bliver talebaner af."

Uden modforholdsregler fra politi og stat vil sygdommen dog efter alt at dømme sprede sig yderligere. Den 18. marts blev Bashir Husseins musikbutik i Peshawar ramt af en brandbombe. En gruppe, der kaldte sig selv mujahadinere, påtog sig skylden, men Taleban menes at være de egentlige bagmænd. Det var første gang, en musikbutik blev ramt i denne myldrende, ældgamle kulturby, der bl. a. er kendt for sin musik. "Det bliver ikke den sidste bombe," siger Bashir.

Graham Usher er engelsk freelancejournalist

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu