Læsetid: 3 min.

Mere end spilfægteri

25. januar 2007

Mens vi fandt vores pladser, foregik der allerede noget nede på scenen. To unge fyre fægtede for sjov, iført tykke beskyttelsesvamse. Tjattede til hinandens kårder, fingerede grinende udfald og stød. Pjattede med en yndig ung pige i afslappet dagligdags tøj. Ja, fik tilmed serveret drinks i sølvkrus.

Disse krus var for øvrigt de samme, som i slutningen af Hamlet blev brugt til at rumme dødbringende gift.

Men hvorfor skulle vi absolut inden forestillingen på Gladsaxe Ny Teater se Hamlet og Laertes varme op? I første omgang naturligvis for at få opmærksomheden vakt: Hvad er det egentlig, der skal ske? Hvorfor er det, at legen bliver alvor? I anden omgang som et klassisk teatertrick, der skal markere grænsen mellem virkelighed og spil: Først er Thure Lindhardt og Joen Højerslev to skuespillere, der øver sig i at fægte, ligesom dengang på Teaterskolen. Øjeblikke efter genopstår de som figurer inde i en handling af ord.

Men i tredje omgang har fægtelegen på scenen og drengenes hyggesnak med Malin Brolin-Tani alias Ofelia den betydningsfulde funktion at give stykkets nutid en fortid. Vi bliver på effektiv vis mindet om, at inden Hamlets fader så skammeligt blev slået ihjel, og inden Hamlet drog til Wittenberg og lærte at tvivle, og inden Laertes første gang tog til Paris, ja, dengang herskede der måske idel idyl blandt de tre unge. Hvad der i mellemtiden er gået itu, er ikke bare det gode gamle styre og det mindst lige så gode og i hvert fald gamle fyrsteægteskab, det er også de unges åbne, fremadrettede håb.

Dermed styrker Kaspar Rostrup én af de mange tolkninger, Hamlet lægger op til. Dette verdens vistnok mest spillede drama lader sig jo forstå som politisk tragedie, som flerdobbelt erotisk konflikt, som filosofisk drama og som en gennemsørgelig sindssygejournal, foruden som metadrama, men dets tiltrækningskraft gennem 400 år beror ikke mindst på, at det rører ved al ungdoms søde, sarte drøm om at kunne lave en dødsens kedsommelig og helt igennem forudsigelig voksenverden fuldstændig om, så ædelhed og kærlighed og solidt menneskeværd indsættes på de pladser, der ellers befolkes af usselhed, had og magtstræb.

Polonius bliver troværdig

Netop pga. denne konflikt mellem ungdommens idealer og voksenverdenens realiteter er det herligt på Gladsaxe Ny Teater at se Polonius blive spillet med elegance og tyngde af en garvet teaterrotte, Søren Rode. Iført gråt jakkesæt og med en stok, der skanderer gamle Edvard Lembckes magtfulde blankvers, tildeler Rode den slimede hofsnog netop så megen alvor og stil, at figuren med ét bliver troværdig - han som ellers gerne karikeres og bliver så meget ævl og facade, at det i andre opførelser går ud over hans børn Ofelia og Laertes, i og med at deres smerte tappes for autenticitet. Med fare for at overkomplicere kan man sige, at Søren Rodes Polonius - der er noget af det mest vellykkede i denne hastefrembragte opsætning - fremstår som en skuespiller, der spiller en mand, der spiller en mand osv. Men som gør det med alt, hvad han har, fordi der intet alternativ er. I hvert fald ikke i hans magt- og autoritetsunivers.

Og netop fordi denne forestilling får gjort så omhyggeligt rede for Polonius' skikkelse - manden der dør i levende live, inden han bliver stukket ned stående bag et gardin - giver det pragtfuld kontrast, da Søren Rode i femte akt genopstår i en grav og som graver. Og pludselig snakker et helt andet dansk spækket med eder og ægte vid.

Det kan godt være, at der er something rotten i dansk teaterpolitik. Men der er da i det mindste masser af gode skuespillere at se på og lytte til. Ord, ord, ord. Men hvilke ord!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her