Læsetid: 7 min.

Mere sport om lidt

Nu er Tour de France i gang, og endnu engang skal man sidde og føle sig udenfor som mand. Tænk hvis der var lige så meget kultur i tv som sport. Tænk hvis det snart var Tour de Kulturs tur
13. juli 2005

Jeg kan allerede nu mærke rastløsheden og høre jublen fra tv. Først Wimbledon så nu Tour de France og sikkert også et fodboldmesterskab af en eller anden slags, VM for bøsser og lesbiske, og hvorfor ikke lidt forberedelser til en eller anden olympiade.

Med andre ord: sportssommer! Endnu engang skal man gnide lår med sportsentusiaster og sidde med følelsen af at være udenfor som mand, mens man kigger på sine håndled, for at tjekke, at de ikke er begyndt at vippe. Med det ene øje prøver jeg at følge med. Jeg kigger længe på dametennis og deres kortere og kortere, kridhvide skørter, men det kan ikke optage mig rigtigt. Jeg må opsøge min læge. Jeg må indlægges. Jeg lider af sportofobi, især om sommeren.

Jeg kan godt lide diskussionen omkring det. Tour de france er spændende på grund af doping. Disse stjerner skyr da bare ingen tænkelige midler. Jeg kan godt lide Lance Armstrong, fordi han har dediceret sit liv til dette løb, og det skulle heller ikke undre mig, om han vandt igen. Han kæmper og giver energi og udtrykker den amerikanske drøm: du kan, hvad du vil. Jeg kan også godt lide de forskellige trøjer, og Jørgen Leths sprogbilleder. Men jeg kigger på det udefra.

Da jeg var lille og så tennis, var McEnroe favoritten, fordi han lavede scener og skabte sig, kastede ketcheren op i luften, skældte ud på dommeren og på et tidspunkt gav ketcheren til en bolddreng, fordi denne sikkert kunne gøre det lige så godt. Bjørn Borg var også sej, men ham har jeg nu på i stedet for. Så er han placeret.

Og nu til kulturen...

Der er ikke mange McEnroe-typer. Hvordan kan vi sports-ignoranter overhovedet overleve sommeren?

Jeg er imponeret af DR TV's Louise Bjerregaards iver, mod og lyst, og det er fint, at hun ser godt ud, og at hun er ung og frisk og tændt, men hvorfor taler hun ikke om kultur?

Hvorfor hedder det ikke fra nyhedsoplæseren med et glimt i øjet: Og nu til kulturen? Det er det, jeg ikke forstår.

Jeg vil gerne beklage mig over at have overhørt så meget sport uden at have interesseret mig ordentligt for det, som en støj, der siver ud i alle kroge. Det begyndte allerede ved morgenbordet derhjemme, hvor vi hørte Radio Syd. En overgang, da jeg var dreng, havde de et morgenprogram, hvor resultater blev læst op i radioen. Der kunne man sidde og høre på, at Bolderslev havde vundet 24-22 over Hammel. Hvad var menin-gen?

Claus Borre er stoppet nu, og det er en trist sag. For når jeg så ham, så jeg et menne-ske, der gik op i sit arbejde, og det er altid inspirerende og godt. Hvad det var han gik op i, og hvorfor, er mere uklart. De mennesker må have deres grunde. Okay med folk, der dyrker sport selv, og kan finde på at tage på sports-weekend og svede i motionshaller eller på udendørs håndboldbaner. Men der er noget grotesk over synet af sportsentusiaster, der med sække af chips og paller af øl følger med i sportskampe på magelig afstand af nogen som helst form for frisk luft. Fint at have en interesse, og fint nok at se TV, det går jeg ind for, det er en del af os. Men det er mange, mange timer, det drejer sig om, og som kulturjournalist har jeg det sådan lidt: Hvor mange timer bliver der sat af til sport i medierne i forhold til kultur?

Jeg er misundelig

Jeg trøster mig med, at vi ikke har nået norske (fjeld)højder herhjemme endnu. De flipper da bare fuldstændig ud, når de vinder i fodbold eller meget overraskende i langrend og råber: Vi er de største! Vi har slået dem alle! Bare de får et enkelt mål mod Brasilien, og det går fremad. Fedt med begejstring, og at de viser, at de er levende, men slap da af! Det siger jeg selvfølgelig udelukkende, fordi jeg er misundelig, misundelig på interessen, hele området og den måde, det får lov at fylde på. Jeg vil gerne have samme engagement udvist i medierne over kultur og kunst, fordi det kan forandre os og gøre os dybere, mere åbne, rummeligere og klogere.

Men så er man en ånds-snob eller intellektuel og smal og lige til den lukkede ligesom Van Gogh. Forfatteren Henrik Nordbrandt gjorde grin med nationalfølelsen i forhold til sport. Han har aldrig forstået, hvorfor vi stolt råber: Vi vandt! når f.eks. fodboldlandsholdet har vundet en kamp. Vi var jo ikke med i kampen! Vi så på! Måske i et helt andet land. Det var ikke os, der løb rundt og fik spark over skinnebenet og vådt græs på røven! Digtere forstår sig naturligvis ikke på sport, lige bortset fra én, der er blevet en del af det: Jørgen Leth. Jeg kan godt lide hans sportsdigte. Her er en mand, der ved, hvad koncentration betyder og bruger sporten til at beskrive følelserne omkring det, som respekt, ære og viljen til at vinde. F.eks. i det her bordtennisdigt:

Jeg ser på bolden / modstander / i min venstre hånd / jeg Ser på / ser på min modstander / bolden i min venstre Hånd / jeg skal serve / jeg ser på bolden / på min Modstander / ser på bolden i min venstre hånd / samlede Ben / bolden / samlede ben ved venstre hjørne / jeg Stiller mig med samlede ben / ser på min modstander / Ser på bolden / ser øjne bat / ser min modstanders Øjne / ser hans bat / jeg ser på bolden / samlede Ben ved venstre hjørne / ser på bolden i min venstre Hånds let krummede flade (-)

Bevægelserne bliver beskrevet nøje her, så meget der foregår, og nogle af os kan godt lide at få action og energi beskrevet, få fortolkninger af virkeligheden. Sporten eksisterer da også i litteraturen, f.eks. hos Hans Jørgen Nielsen og i dag hos en Jacob Weinreich, men det er altså ikke dem, der er på tv.

Kultur til konkurrence

Løsningen er måske at gøre kultur til konkurrence. Man gør det jo lidt med Poetry Slam, adopteret fra USA og dyrket i litterære kredse. Alle, der har været til sådan noget, vil sande, at her er der virkelig gang i den, det må kunne gå for at være en sportsagtig disciplin i lighed med dans. Folk råber og skriger, for det handler om at opføre det bedste digt, der gives point af et panel og af repræsentanter fra publikum, og man kan få den dér eftertragtede følelse af, at det handler om liv og død. Vi har også kulturelle konkurrencer, prisuddelinger og andet, der får medie-dække, og det er fint.

Men at forestille sig, at der hver dag var fem til ti minutters kulturnyheder på tv som en fast rutine, ville det ikke være vildt?

En rastløs outsider

Jeg ved godt, at idrætsforeninger i hele landet gør et stort stykke arbejde for landets unge, såvel som for seniorer, ikke bare om søndagen, og jeg har selv oplevet, hvordan en hal i en lille by, fungerer som et vigtigt samlingssted og nærmest er ensbetydende med alt socialt liv. Klar respekt for det.

Jeg ved også godt, at kulturministeren opfatter sport som kultur. Men der er altså også biblioteksarrangementer og små kunstforeninger rundt omkring. Der er også små museer. Der er også gallerier, drevet af skønånder, egnsteatre, porcelænsmalings-udstillinger, udendørs revyer, og der er forsigtige digtoplæsninger i nystartede caféer, hvor luften bliver tæt og intim, og lyrikeren begynder at græde, måske af lykke.

Der er store grønne plæner, der fylder rundt omkring i landskabet, og det matches godt af sport i medierne. Men det er ikke alle, der er interesseret i det. Det vil jeg bare gerne sige. Eller man er interesseret, men ikke SÅ interesseret.

Vi kunne også gøre landet til en kulturnation, hvor vi i langt højere grad bliver vænnet til at diskutere kulturelle emner og bedre til at opleve den. Og når det er sagt, så ja: Man sidder der jo nok alligevel ind imellem. Det kan nemlig slet ikke undgås, hvis man her i løbet af sommeren vil være bare en lille smule social. Det er ikke sjovt at gå rundt og være en outsider. En rastløs outsider med ørerne fulde af sport. Der er nemlig mere om lidt. Der er altid mere sport om lidt, men ikke mere kultur. Der står altid 5-1 til sporten i den kamp, og sporten har vinden i ryggen. Og straffespark. Og fordel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her