Læsetid: 11 min.

Merkel - den fremmede

9. september 2005

For 15 år siden muterede en ukendt østtysk kemiker til politiker, siden blev hun både minister og konservativ partiformand. Navnet er Angela Merkel, hendes mål er at blive tysk kansler, men hvem er hun egentlig? Alt privat holder hun helst for sig selv

Bayreuth i juli. Det er tid for den årlige Wagner-festival, og cremen af det tyske samfund stimler sammen på højen ved operahuset.

De prominente gæster går over den røde løber, mens fotograferne knipser løs. Hvis man er noget, er man her.

Wagner-dyrkeren Angela Merkel har været her hvert år siden begyndelsen af 1990'erne sammen med sin mand Joachim Sauer. I år har hun valgt en gammelrosa nederdel med tilhørende jakke, aldrig var hun mere avanceret og feminint klædt. Frisuren er sat, hælene syv centimeter. Da fotograferne råber hendes navn, vender hun sig halvt, løfter armen og vinker.

Men hvad er det? En mørk svedplet har bredt sig i armhulen!

Hvor kikset. Billedet går landet rundt og giver gamle spørgsmål irriterende aktualitet. Hvad tænker hun på? Ved hun egentlig noget om tøj? Hvad er hun for et menneske?

Hos det bayriske regional-tv BR skynder man sig at retouchere pletten væk, og så bliver svedpletten pludselig politisk: Agerer den konservativt kontrollerede tv-station som pletfjerner for CDU's kanslerkandidat?!

Angela Merkel hader al den snak om hendes tøj og hår. Som barn af DDR stiftede hun ikke noget indgående bekendtskab med make up og hårspray, senere blev det hende komplet ligegyldigt.

I hendes fag - politik og teoretisk kemi - er resultaterne målbare. Hvad der kommer ud af et billede i et ugeblad er fuldkommen umuligt at forudse.

Først i år har hun skænket emnet personlig fremtræden opmærksomhed, men Merkel foretrækker stadig at lever bag en mur, bygget op for at beskytte hendes person og familie.

Muren er lige så gammel, som hun selv. 51 år.

Angela, født Kasner, kom til verden i Hamborg i 1954. Den Kolde Krig var i gang, Jerntæppet stillet op langs den tysk-tyske grænse. Tusinder af østtyskere undslap via Vestberlin, men familien Kasner drog den anden vej. Angelas far, Horst Kasner, var netop blevet færdig med sin teologiske uddannelse og rejste til det ateistiske DDR for at virke som præst. Få uger efter Angelas fødsel flyttede familien til landsbyen Quitzow 150 km nordvest for Berlin, siden til Templin, nord for Berlin.

Regimet så med den største, ideologiske mistillid på familien. Moderen Herlind, uddannet lærer, fik aldrig lov at arbejde. Hun måtte gå hjemme og passe de i alt tre børn.

Udspioneret blev Kasner-familien også. Måske stammer Angela Merkels store ulyst til at besvare personlige spørgsmål fra disse oplevelser i barndommen, hvor de østtyske lærere forsøgte at finde ud af, om deres elevers forældre så forbudt vest-tv. Under disse luskede udfritninger forsøgte børnene at efterleve forældrenes instruks om at holde mund.

Hvis man ville leve i fred i DDR, holdt man sine private tanker for sig selv.

Horst Kasner var ingen systemkritiker, hans fløj af DDR's protestantiske kirke ønskede at leve i samklang med regimet. At hans datter gik ind i det kommunistiske ungdomsforbund FDJ, havde han ingen problemer med.

"Jeg havde en dejlig barndom. I Vesten bliver det overset, at livet i DDR var andet end politik," har Merkel sagt i et interview.

Angela viste sig at være en særdeles velbegavet skoleelev i næsten alle fag. Med sine russisk-kundskaber vandt hun en tur til Moskva.

Det uheldige faktum, at hun tilhørte en mistænkelig familie, måtte hun opveje med flid.

"Jeg benyttede bestemte former for tilpasning for at få en bestemt uddannelse. Jeg vidste fra bekendtskaber med præstefamilier, at mange præstebørn ikke havde andet valg end at læse teologi."

Præst ville Angela ikke være. Hun ville studere et verdsligt fag og besluttede sig for fysik i Leipzig. År senere forklarede hun, at det fine ved naturvidenskab var, at regimet ikke kunne øve indflydelse på naturlovene.

Hendes medstuderende beskriver hende som en livlig studerende, glad for fester.

På universitetet mødte Angela den fysikstuderende Ulrich Merkel. De giftede sig og fik tildelt en ét-værelses - et stort fremskridt i forhold til kammeraterne på studenterhjmmet, der boede fire på et værelse.

Efter studierne flyttede parret til Berlin. Som datter af en præst kunne Angela ikke få et af de prestigefyldte job ved universitetet, kun ved Videnskabernes Akademi.

Kærligheden til Ulrich kølnedes hurtigt, efter bare tre-fire år flyttede Angela og tog vaskemaskinen med.

"Vi giftede os, fordi alle giftede sig. I dag lyder det dumt, men jeg gik ikke ind i ægteskabet med den nødvendige alvor," forklarede hun senere.

Skilsmissen gør hende sårbar som top-politiker, for i CDU spøger man ikke med ægteskabet. Også derfor taler hun kun nødigt om det.

Den fraskilte Merkel 'besætter' en lejlighed i bydelen Prenzlauer Berg. Den står forladt, de tidligere beboere er stukket af til Vest.

"Meget har du ikke drevet det til," konstaterede hendes far, da han besøgte datteren i de år.

Sandt nok. Hun havde rundet de 30, var fraskilt og beskæftiget med en grundforskning, som de færreste interesserede sig for.

Det var på én gang et forlænget studenterliv og en ørkenvandring. Åndeligt og materielt stod livet på vågeblus - hun spildte sit liv som millioner af andre i DDR. Hun var gået i indre eksil, passede sin forskning, gik til fest med vennerne.

På akademiet mødte hun kemikeren Joachim Sauer, der siden forlod sin kone og flyttede sammen med Angela. Indtil 1998 levede de papirløst sammen, så blev presset fra partiet for stort.

Aktiv modstand mod det østtyske regime gjorde hun ikke, men hun insisterede på at gå ind i stemmeboksen, når DDR afholdt sine ufrie valg. En sådan opførsel var yderst subversiv - enhver fornuftig østtysker afgav sin stemme i fuld åbenhed for ikke at tiltrække sig regimets opmærksomhed.

Heller ikke de store demonstrationer i efteråret 1989 kunne lokke hende på gaden - først da Muren var faldet, vågnede hun politisk.

Hun begyndte at opsøge de forskellige, politiske grupperinger, der opstod i disse uger. Over alt blev der diskuteret: Hvad skal DDR? Blive ét med Vesttyskland eller fortsætte som selvstændig nation?

Håbet om en anden fremtid, og muligheden for at være med til at skabe den, frigjorde enorme kræfter hos Angela Merkel. Hun kastede sig over politik med en forskers nysgerrighed.

Socialdemokraterne brød hun sig ikke om - de var dus og virkede anmassende. Større sympati fattede hun for det lille, nye parti, Demokratisk Opbrud (DA), selv om programmet ikke var på plads.

I starten ville DA fastholde DDR's "vision om et socialistisk samfund", måneden efter stod DA for "den sociale markedsøkonomi med høje, miljømæssige krav."

I løbet af vinteren 1989-90 skiftede hele Angela Merkels liv retning. Hun tog orlov fra akademiet for at arbejde med politik på fuld tid. På partikontoret gjorde hun sig uundværlig, fordi hun kunne tilslutte computere. Snart efter var hun DA's talsmand.

Kort før valgdagen den 18. marts 1990 blev DA ramt af en skandale. Partiformand Wolfgang Schnur var blevet afsløret som Stasi-mand, og DA fik kun fire mandater ind i Folkekammeret, der skulle fastlægge Østtysklands fremtid.

Allerede på valgnatten forberedte Angela Merkel sig derfor på at vende tilbage til akademiet, men DA fik plads i regeringskoalitionen, og så blev der også job til hende som 2. talsmand for ministerpræsident Lothar de Maizière (CDU).

DDR havde kun et halvt år tilbage at leve i, men der var meget at gøre, før landet kunne genforenes med Forbundsrepublikken - og Angela Merkel stod for at formidle beslutningerne til journalisterne.

Hurtigt vandt hun respekt for sin flid og energi. Hun var ansvarsbevidst og hurtigt opfattende. Kort sagt: Uundværlig.

DA gik sammen med det konservative CDU, og Merkel lod sig med strategisk tæft introducere for kansler Helmut Kohl. En vigtig kontakt var knyttet.

Genforeningsvalget den 2. december nærmede sig. Merkel fik tildelt Rügen-kredsen og drog rundt på den østtyske ø for at overbevise sine vælgere. Meget kunne hun ikke fortælle dem, det meste af tiden lyttede hun til, hvad de mente. Hun forskede stadig.

Ved valget hentede hun 48,5 procent og opnåede direkte valg.

Helmut Kohl ønskede, at hans kabinet skulle afspejle det genforenede lands befolkning; med Angela Merkel havde han en ung, østtysk, protestantisk kvinde. Så mange fortrin kunne de færreste i CDU-gruppen præstere. Efter bare et år i politik fik hun posten som kvinde- og ungdomsminister. Fra 1994-1998 miljøministeriet.

"For mig lå der i netop denne opgave en stor chance. Jeg kunne lære faget og mekanismerne at kende, og jeg løb ingen risiko for at gå til grunde på grund af vanskeligheder," forklarede hun siden og indrømmede, at hverken kvindesag eller ungdomspolitik førhen havde interesseret hende.

"Ministerpraktikant," hånede man i parlamentet i Bonn. Kohl kaldte hende respektløst das Mädchen.

Lidt var der vel om snakken. Angela Merkels ministertid efterlod ikke mange spor, mest omtalt var hendes grådanfald, da hun under et kabinetsmøde opdagede, at hendes planer ikke lod sig gennemføre.

På dette møde lærte hun at styre sine følelsesudbrud. Og siden har hun forsøgt at holde alle sine optioner åbne til sidste øjeblik for ikke at blive fanget i et hjørne uden flertalsmulighed.

Efteråret 1998 var det slut. Kohl tabte valget til den socialdemokratiske udfordrer Gerhard Schröder. Angela Merkel måtte nøjes med sin post som CDU's generalsekretær, højrehånd for den nye formand Wolfgang Schäuble, der var indenrigsminister under Kohl.

Den gamle patriark hang som en skygge over partiet, fra kulissen øvede han dominerende indflydelse og bremsede et nødvendigt generationsskifte. Valgnederlaget blev ikke bearbejdet, i stedet lod Kohl sig hylde i én tårevæddet uendelighed som genforeningens store helt.

10-årsdagen den 9. november 1999 for Murens fald var næppe overstået, før en mindre skattesag mod partiets kasserer fik hele Kohl-affæren til at rulle. Partiet havde modtaget sorte penge, som kun en lille håndfuld mænd omkring Kohl kendte til.

Angela Merkel forstod hurtigt, hvilket omfang - og hvilken sprængkraft - affæren ville få. Æresformand Kohl måtte ofres, hvis partiet skulle reddes. Hun skrev et indlæg i avisen Frankfurter Allgemeine den 22. december, hvori hun opfordrede Kohl til at gå på pension.

Artiklen var et mesterværk i intrige, for Kohl kunne ikke tro andet, end at Wolfgang Schäuble var indforstået med den. Ergo lod Kohl sive, at Schäuble også havde modtaget sorte penge, hvilket Merkel allerede var bekendt med.

Kampen mellem Kohl og Schäuble blev blodig, og da roen endelig sænkede sig over slagmarken CDU, lå de begge ned. Kohl gik som æresformand, Schäuble som partiformand. Og Merkel kunne triumfere.

Uden selv at få blod på hænderne havde hun skaffet partiet af med to problemer - og hun selv var sluppet af med to store forhindringer på hendes vej til magten. Kohl og Schäuble blev hverken hendes første eller sidste ofre, men de er de mest prominente.

I CDU-hierarkiet havde de færreste lyst til at rydde op efter Kohl-affæren. Mismodet bredte sig, i månedsvis lykkedes det ikke at sætte en politisk dagsorden. Men Merkel meldte sig gerne som ny formand.

Den unge generation af konservative ministerpræsidenter og parlamentarikere regnede med, at hun blot ville være en overgangsfigur. Deres tid ville komme, og så snart partiet havde erklæret Kohl-affæren for opklaret - det blev den nu ikke - begyndte intrigerne imod hende.

Hvis hendes rivaler havde været enige om rollefordelingen, var hun sikkert væltet hurtigt. Men de var alt andet end enige, og intrigerne løb hver gang ud i sandet.

Sit sidste store nederlag led Merkel hjemme hos Edmund Stoiber i 2002, da hun under en fælles morgenmad opgav sit krav på rollen som konservativ kanslerkandidat.

Stoiber indledte en hektisk valgkampagne og tabte knebent. I nogle få minutter ud på valgaftenen troede han, at sejren var hjemme, men til slut manglede han 6.000 stemmer.

Herefter begyndte Merkel koldsindigt at demontere sine vigtigste rivaler. Straks efter valget måtte gruppeformand Friedrich Merz gå, eks-formand Wolfgang Schäuble holdt hun væk fra posten som forbundspræsident.

Langsomt fik hun ryddet alle forhindringer af vejen før valget i 2006, og ikke engang Gerhard Schröder kunne ødelægge hendes kanslerplaner.

Da Schröder den 22. maj i år afslørede sine planer om et valg i utide, håbede han formentlig på at overrumple CDU og udløse en opstand blandt partiets ledende figurer; de skulle trampe hinanden ned i kampen om at blive kanslerkandidat og dermed ruinere CDU.

Men tiden var for kort til at organisere kup mod Merkel, og CDU's meningsmålinger for gode - helt op til 48 procent.

30. maj blev Angela Merkel kåret som konservativ kanslerkandidat.

"Jeg vil tjene Tyskland," sagde hun, da hun blev kanslerkandidat.

Det lød på samme tid selvopofrende og abstrakt, for hvem er hun? Hvad ansporer hende?

Lige siden Merkel trådte ind i Kohls regering, har hun bestræbt sig på ikke at blive identificeret med Østtyskland. I den aktuelle valgkamp understreger hun, at hun er hele landets kandidat.

Hun forsøger jævnligt at forklare sine politiske forestillinger som en direkte forlængelse af kansler Konrad Adenauer og det vesttyske wirtschaftswunders minister, Ludwig Erhard. Men hendes kendskab til de to store vesttyske politikere er teoretisk, og derfor virker hendes hyldest af de to kunstig. Og eftersom hun holder stort set alt privat skjult for offentligheden, virker det næsten chokerende, når hun under valgkampen indvilliger i at lave en hjemme hos-historie i Bild Zeitung.

Synet af Angela Merkel og hendes mand Joachim Sauer iført joggingbukser og gummisko bidrog ikke til at formidle billedet af et ægte privatliv - det lignede mere et svindelnummer, selvom det måske var ægte.

Vesttysk er hun ikke, og østtyskerne kan ikke heller ikke spejle sig i hende, for hun gjorde karriere i et vesttysk domineret politisk system og fik helt andre erfaringer end de østtyskere, hun lod bag sig. Hun er kvinde i et mandefag, protestant i et katolsk parti. Hun er en levende selvmodsigelse.

"Kvinde eller mand - det er et ligegyldigt spørgsmål. Menneskene har helt andre bekymringer. Om et parti har klare ideer til, hvordan landets problemer skal løses - dét tæller," svarer hun, når emnet bliver taget op.

Merkel er fortsat en fremmed i Tyskland. En politiker, som dukkede op ad intet for godt 15 år siden, og forsvinder igen hver aften.

Hvor Gerhard Schröder kan trække sin Doris frem i offentligheden og stråle lykkeligt, virker Angela Merkel i samme situation beklemt. Ikke nok med at hun selv er tilbageholdende, hendes mand Joachim Sauer, professor i teoretisk kemi, afskyr at vise sig offentligt. Under de sjældne fælles optrædender står mishaget som regel malet i hans ansigt. Efter Merkels formentlige valgsejr den 18. september vil han under ingen omstændigheder give den som 'kanslermand'.

Den holdning respekterer Merkel fuldt ud.

"Min mand er en fin fyr," har Merkel fortalt i tv. Han har en sarkasitisk, engelsk humor og kigger somme tider i hendes talemanuskripter.

Resten er skjult bag muren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu