Læsetid: 2 min.

Messe for messing

Under ledelse af Jim McNeely var der dømt hundesvært partiturspil og højt specialiseret orkesterjazz, da DR Big Band opførte den såkaldte 'Dedication Suite'
31. januar 2006

Det var ikke jazzens spontane løsagtighed og særlige tilfældighedsprincipper, der prægede fredag aftens koncert med Danmarks Radios Big Band - første dag under den landsdækkende Vinterjazz Festival 2006, der kører ugen ud. Derimod fik vi et bigband at høre, der fokuserede på noder med rynkede bryn og koncentration i opmærksomme øjne.

Ledelsen var lagt i hænderne på amerikanske Jim McNeely, den amerikanske komponist, orkesterleder og pianist, der i 1998-2002 var en succesfuld leder af det danske orkester. Og centrum for aftenens program var hans egen Dedication Suite, et værk i fire hovedled, som han i 2002 skrev som afskedshyldest til DR Big Band.

Jazz med ambitioner

Skulle man være i tvivl, kræver det en høj specialisering at skrive ordentligt for bigband. McNeely er en af tidens mestre i denne disciplin med sin store orkestrale erfaring. Og Dedication Suite viste på visse punkter den orkestrale jazz' ligheder med kompositionsmusikken, som den også blandt andet sugede næring af. Jazz som sofistikeret klangverden, jazz med sindrige melodiske forskydninger og tæt vævede harmonier i den velklingende messinggruppe af trompeter, basuner og saxofoner. Jazz som en højt uddannet kunstform, formidlet af perfektionens ryttere, der udførte deres prædeterminerede kunster i overensstemmelse med komponistens partitur. Jazz med ambitioner om at udtrykke væsentlige følelser om livsvigtige emner. Således også her, hvor satserne rundede temaer som kærlighed, død og slægtens betydning!

Savnede veloplagthed

Første sats, "Love", blev smukt introduceret af Steen Hansens bløde basunspil, der snart blev til et større tæppe af lyrisk-melodisk stof, vævet af mange blæsere. Og den afsluttende sats, "Muckians' Bluff" (til minde om McNeelys irske immigrant af en tipoldefar) legede herligt over en irsk reel med festlig melodik og fremdrift. Her fik også aftenens skarpretter, saxofonisten Lars Møller, taletid. Med sin rytmiske sikkerhed og runde tenortone var hans duel med Anders Chico Lindvalls ekspressive guitar et fremstående solistisk moment. Men ellers var det ikke en bigband-koncert ud over det sædvanlige. Der var allerhøjest tilløb til intense soli af bl.a. Henrik Bolberg på trompet og Peter Fuglsang på klarinet. Og selvom der blev løst lidt op i mundvigene og skuldrene i koncertens andet sæt, der bød på en række jazznumre med flere velklingende, sindrige arrangementer af McNeely, sad man i perioder og småkedede sig med dette fremragende jazzorkester, der ikke for alvor løftede sig op.

Personligt savnede jeg veloplagthed, dén fornemmelse af spontanitet og brændende spilleglæde, der sagtens kan eksistere side om side med et indstuderet og partiturbaseret program.

Danmarks Radios Big Band & Jim McNeely, Copenhagen Jazzhouse, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her