Læsetid: 7 min.

Det meste sker uden for Christiansborg

Enhedslisten er blevet et nyt parti, der har succes med at trække de øvrige mod venstre, mener Rune Lund. Næste kamp bliver modstanden mod privatisering
20. juli 2006

"Jeg havde aldrig udelukket, at jeg skulle herind i Folketinget. Men helt grundlæggende havde jeg bare ikke nogle planer."

Enhedslistens unge håb, 29-årige Rune Lund, griner af sin egen tilsyneladende utjekkethed. Han er lige landet på Christiansborg efter et besøg på SF's sommerlejr på Livø, hvor han var inviteret til at give Søvndal & Co. en omgang politisk spanking.

"Politisk masochisme, ha ha. Nej, det var i en kærlig ånd, for de to partier minder på mange måder om hinanden. Men der er også forskelle. Jeg har givet dem en opsang på EU-politikken, hvor SF stemmer ja til EU's budget, og for udbud i EU inden for kollektiv trafik, mens vi har en pro-fællesskab eller pro-offentlig sektor på dagsorden. SF befinder sig på højrefløjen af det rød/grønne spektrum på europæisk plan. Der er et politisk tomrum med plads til et venstreorienteret parti i dansk politik. Og der er også plads til, at vi bliver større."

Rune Lund blev valgt ind i Folketinget som et af to nye medlemmer, da Enhedslisten ved valget i 2005 fik en fremgang på godt 31.000 stemmer. Han blev varslet i god tid, da han allerede to år forinden blev valgt til at stille op i den sikre kreds i Odense Øst. Trods sin årelange aktive indsats for partiet gjorde han sig ingen tanker om en plads i Tinget.

"Jeg var studerende og hyggede mig med at arrangere demonstrationer i udlandet og lave forskellige ting for Enhedslisten. Der var bare ingen planer," smiler han.

Men det er der nu. Enhedslisten skal frem over stepperne, og stemningen i gruppen er god. Det forgangne år har budt på flere sejre: Rune Lund lister områder som fokus på multinationale selskabers skattebetaling, at den kommunale vækst skal følge væksten i samfundet - en strategi både S og SF delvis har adopteret - samt åbenhed i Europa-udvalget, som har været en af EU-ordførerens mærkesager.

Vi husker vore sejre

"Enhedslisten spiller en god rolle. Vi vinder den ene sejr efter den anden, og er utvivlsomt med til at trække de øvrige partier til venstre," siger han og supplerer succeslisten med kampen for, at Danmark må gå enegang i EU, når det handler om fødevaresikkerhed. En sag, der blev særdeles aktuel i forbindelse med forårets fødevareskandaler.

"Fra at vi ikke kunne få nogen journalister til at skrive om det, er det nu svært at møve sig ind med bare to linjer i de historier. Så kan man sætte sig ned og flæbe over det, men dybest set er vi glade for, at vores synspunkter trænger igennem. Man skal være glad, hvis man kan lege konsulentbureau og få sin politik igennem, og vi er gode til at huske på vores sejre. Vi har medvind i en sådan grad, at vi skal til at opdyrke vores andre synspunkter." Enhedslistens næste mærkesag bliver modstanden mod privatisering og udlicitering. En strategi, der ifølge Rune Lund helt fejlagtigt har fået alt for meget vind i sejlene.

"Der har gennem mange år været en tendens til at se den strategi som effektivitet og forbedring. Men i virkeligheden bliver det ofte bare dyrere og dårligere. Arriva og togtrafikken i Vestjylland er et glimrende eksempel, og nu skal Kystbanen udbydes. Det kan let føre til en tilsvarende uheldig situation. Derfor skal den diskussion på dagsordenen."

Vi får ton af ikke-svar

På trods af at Enhedslisten kun har seks mandater, er det det parti, der stiller flest §20-spørgsmål til ministrene. Det har fået flere eksperter til at advare mod, at spørgelysten skævvrider det parlamentariske arbejde.

- Overvejer I nogen sinde at skrue ned for spørgelysten?

"Ja, det gør vi faktisk. Og vi overvejer det altid, før vi sender et spørgsmål af sted. Men en af årsagerne, til at vi stiller så mange spørgsmål, er, at vi får så mange ikke-svar," siger Rune Lund og fremviser en god portion mangelfulde svar. Samlingen er nyligt påbegyndt, så der er fortsat plads i den blå mappe.

"For at få et svar skal man nogle gange stille 10 spørgsmål. Vi ved, at vi med jævne mellemrum bliver anklaget for at stille for mange spørgsmål. Derfor samler vi nu eksempler, som vi sender til Christian Mejdahl (Folketingets formand, red.) for at gøre opmærksom på problemet."

- Hvordan er det at blive opfattet som nogle få, der bare står på sidelinjen og råber op?

"Jamen, sådan mener jeg heller ikke, at det er længere. Enhedslisten har lavet et tydeligt hamskifte, som begyndte ved valget i 2001. Vagthunden lever stadig, men vi har planer på en lang række områder eksempelvis for, hvordan Danmark skal blive 100 procent økologisk og gå over til vedvarende energi i løbet af 15-20 år samt en skatteplan og en boligpakke, som skal gøre op med spekulationsgevinsterne. Vi er blevet mere dygtige. Man skal have et mål ude i horisonten, men man skal også kunne vise en konkret vej, så det ikke bliver alt eller intet."

Mens andre partier ofte tilslutter sig en aftale for at søge indflydelse, forholder det sig anderledes med det lille venstrefløjsparti. Enhedslisten vælger ofte at stå uden for selv de brede aftaler, hvad forårets medieforlig er et af mange eksempler på. Ikke overraskende valgte partiet også at stå uden for velfærdsforliget med dets forringelser af efterløn og tilbagetrækningsalder. Ved det sidste kommunalvalg oplevede Enhedslisten en fordobling i sin repræsentation, og også medlemstallet er blevet dobbelt så stort som ved valget i 2005.

- Hvordan oplever du det, at I har fremgang blandt medlemmerne, mens I alligevel står uden for de store aftaler?

"Indflydelse er mange ting. En form helt konkret at trykke på knapperne i salen, mens en anden indflydelse er, når man går og leger konsulentbureau og får trukket politikken i de andre partier til venstre. En tredje vej til indflydelse er den 17. maj og alle demonstrationerne, som var med til at sætte en dagsorden og pege på, at nedskæringer ikke er nødvendige. Det er for forsimplet kun at se på, hvad der sker i salen. Vi ved mere eller mindre, hvad alle partier mener om alt lige fra kultur til rentebetaling på kreditkort. Der, hvor tingene rykker sig, er, når der sker noget uden for Christiansborg - det kan være meningsmålinger, som kan give andre konstellationer, en læserbrevstorm eller store demonstrationer. Det, der sker herinde, er i høj grad et resultat af, hvad der sker uden for Christiansborg."

Regeringen er uduelig

- Hvad har du fundet mest bemærkelsesværdigt i året, der gik?

"Hmm, at folk ikke kan se, at vi har en fuldstændig uduelig regering, som burde afsættes med det samme. Nedskæringer til de fattigste, skattelettelser til de rige, nedskæringer på u-landsbistanden, ulovlig krig i Irak, kommunalreform med mindre demokrati, Muhammedkrisen, som har smadret det danske brand i hele verden, og som det vil tage årevis at genopbygge. Det er en katastroferegering, vi har, og jeg forstår ikke, at der ikke er mere oprør.

- Er danskerne dumme?

"Nej, danskerne er ikke dumme.

- Hvis fortjeneste er det så, at regeringen stadig sidder?

"Dybest set er det oppositionens egen skyld. Med alle de kiksere regeringen har haft, burde de have paraderne nede. Men - og det er lige som at jeg går til karate," siger han og peger over på sportstasken:

"Det nytter ikke, at modstanderen har paraderne nede, hvis ikke du selv formår at slå og sparke fra dig. Regeringen er uduelig, men oppositionen er ikke god nok."

- Hvem skal være statsminister efter et valg?

"Vi plejer at pege på lederen af det største arbejderparti, og det er så Helle Thorning-Schmidt. Alternativet er Fogh, og så må man se, hvor det er bedst - eller mindst skidt. Og det er at pege på en socialdemokratisk statsminister.

- Hvad betyder den radikale afvisning af Socialdemokraterne?

"Der er store forskelle på S og R, men jeg er ret sikker på, at de radikale kan falde til patten og støtte en S-regering. Alternativet er Fogh, og det tror jeg ikke, at de radikale kan bære. Ellers er vi nogle, der går på strandhugst blandt deres vælgere, det er helt sikkert. Men når de nu ikke melder klart ud, så er vi på dem. Folk skal have at vide, at en stemme på Marianne Jelved kan være en stemme på Fogh."

70 timers arbejdsuge

Rune Lund kalder sig ikke kommunist, selv om det med hans egen henvisning til det italienske kommunistparti ikke behøver at være noget negativt. Han er socialist - og revolutionær. For han vil lave verden grundlæggende om.

"Når vi hver dag har 25.000 børn, der dør af slut og underernæring, mens andre dele af verden lever i vild luksus, så er der bare noget fuldstændig helt forkert og galt. Dem med pengene og den største kanon bestemmer, og det er forkert. Derfor vil jeg lave verden om, og det opfatter jeg som et revolutionært projekt," siger han og medgiver, at det kan ske på mange måder. I Danmark er den fredelig vej i følge Lund fuldt tilstrækkelig:

"Men hvis jeg havde boet andre steder i verden... Jeg forstår godt, hvorfor folk i Columbia eller Palæstina griber til våben. De politiske kanaler er lukket, og hvis du stiller dig op på en ølkasse eller arbejder som fagforeningsmand i Columbia, ender du på en dødsliste. Jeg bakker op om legitim væbnet modstand mod en besættelsesmagt eller et undertrykkende regime, men ikke om selvmordsbomber og terroraktioner mod civile."

Trods sine græsrodsaktiviteter befinder Rune Lund sig godt bag Christiansborgs mure.

"De er tykke, men jeg føler mig ikke isoleret. Jeg har god kontakt til omverdenen," siger han og anslår sin ugentlige arbejdstid til 70 timer.

- Hvad er dine ambitioner på sigt?

"At Enhedslisten bliver større og stærkere, så vi kan få vores politik gennemført.

- Men hvad med dine personlige ambitioner?

"Jeg har tænkt mig at køre perioden ud, indtil jeg bliver roteret ud, hvis vælgerne vil (Enhedslistens medlemmer kan maksimalt sidde to valgperioder, red). Men mine planer på sigt? Dem er der ikke nogen af."

Mere Indland side 22

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu