Læsetid: 4 min.

Mester Erik vender tilbage

Der skulle nok være brug for ham, thi kloden ryster stadig
23. november 2006

Anne-Marie Mai opsøgte digteren Erik Knudsen i Humlebæk for et års tid siden. Deres samtaler udviklede sig til en bog. Den har digterens værk som grundlag og er mest til undervisning i gymnasiet. Den hidtil seneste bog fra Erik Knudsens hånd, Sand, udkom i 1990. Måske han siden da har siddet og ventet på, at nogen skulle savne ham. Nu ved han, nogen gør det.

Digtene i Sand swingede flot, og det har han altid gjort. Allerede i 1949 satte han sit "Credo" forrest i Blomsten og sværdet. Det var hans gennembrud:

Med en rystende klode som underlag

For et snavset stykke avispapir

Skriver jeg tværs over telegrammer

Fra Lucifers faste borg

Og tværs over sorte portrætter

Af alle hans stolte drabanter

Disse glemte ord: Jeg tror!

Digtet er med sine tunge anapester vel nærmest en slags begravelsesmarch fra New Orleans. Ivan Malinovski gjorde åbenbart nar af det dengang. Det er patetisk, det har svære religiøse undertoner, det er helt som en tromme, men Erik Knudsen har jo altid buldret, som Malinovski også selv gjorde, og digtets budskab hænger sasmmen med dets rytme. Det er stadig gyldigt.

Noter

Samtalen mellem Mai og Knudsen er det centrale i bogen. De tolker en hel del, pædagoger som de begge to er. De er optaget af, hvad det gode digt er. Men det mest interessante er nok oversættelserne, Knudsens egne og Ivan Malinovskis, af Bertolt Brecht, T.S. Eliot, de svenske fyrtiotalister, Rimbaud, Po Chü-I. Dertil kommer aforistisk stof fra digterens gamle og nye notesbøger, refleksioner over Heretica og strøtanker om lidt af hvert. Endda en kommentar til Ole Wivel, som ifølge Knudsen var så uheldig at vokse op i "et sporty politisk stimulationsfattigt grosserermiljø" og derfor ikke var vaccineret mod fascismen. Socialisten Erik Knudsen er ikke fordømmende, blot bedrevidende, for han bedømmer mennesker "efter deres livs helhed, ikke efter fejltrin i '(sen)pubertetens danseskole'".

Klog og dum

Hvad siger han ellers, den gamle? Han siger f.eks.:

"Fæ! du er ikke født dum, du er gjort dum; købestærke skrog, du formøbler din kraft i varehuse: bøf ! du var nem at designe, din narcissisme er approberet på højeste sted".

Her er det agitatoren, den poetiske agitator, der taler, med kraftigt ekko af Malinovski, mens det i det følgende er pædagogen:

"Smag for kvalitet? Sans for det gode digt? O, det kommer. Lysten til poesi har du med fra starten, ligesom tørst, trang til at dykke, begribe, klatre i træer, løbe, falde i kærlighed. Udsæt dig for poesi, vær opmærksom og find ud af om digtet har indre sammenhæng og om der er en der har skrevet det."

Her er Knudsen stadig tynget af, hvad han selv et andet sted kalder "den lidt belagte, prækenagtige stemme, som jeg har arbejdet på at komme væk fra." Stemmen fra Heretica. Men han kan også godt være praktisk, som de store amerikanske modernister, som han ellers ikke rigtigt har dyrket:

"Det er måske derfor, jeg blev lyriker, for at klare mig med så lidt litteratur som muligt. Romaner kræver vedvarende arbejde af producent og forbruger. Jeg vil ikke trælle for at få min henrykkelse."

Og helt kort kan der næsten gå William Carlos Williams i det:

"Det lyder poetisk. Det gør gode digte ikke."

Kanon

Erik Knudsen og Anne-Marie Mai har i et særligt afsnit af bogen valgt hver 10 digte af produktionen, som de så gensidigt kommenterer. Det er fint nok, og til brug i gymnasiet vel uomgængeligt. Ekstra fint bliver det naturligvis af, at en del af tolkningerne eller bare kommentarerne kommer fra hestens egen mund. Vrinske kan den stadig, og det virker som om, den har lyst til at komme helt ind på banen igen.

Erik Kndusen skal være velkommen. Det er en stor og væsentlig stemme, også selv om man i den her sammenhæng faktisk savner både den jazzede satiriker fra Frihed det bedste guld, der var et megahit i 1961, og den forbenede socialistiske agitator. Sidstnævnte stikker dog måske frem i en sur bemærkning om svensk konkretisme i 1960'erne, som Knudsen vrissent kalder "sprog som sprog som sprog".

60'-digtningen, ikke bare i Sverige, var jo nødt til at tage asfstand fra netop det belagte og prækenagtige, fra digte tynget af besættelse, atombomber og dødslejre, fra al den tunge mening man finder i både Eliot og Brecht.

Det måtte skrives af vejen, så en ny generation kunne finde sine egne ord som betingelse, i noget der vel godt for en lyriker af den gamle skole kunne virke meningsløst. Men meningsløsheden var en befrielse.

Erik Knudsen ved det selvfølgelig godt. Han taler varmt for Dada, og han oversætter Rimbaud:

"Alle perversioner udnytter Hortenses hæslige gøren og laden. Hendes ensomhed er den erotiske mekanik; hendes træthed kærlighedens drivkraft. Under børneforsorgen har hun i umindelige tider været slægtens fortærende hygiejne. Hendes dør står åben for nød og elendighed. Dér opløses de levendes sædelighed i hendes begær eller bedrift. - O nybegynderes gys på blodig bund og i gaslygtens skær ! - find Hortense.

Som Knudsen selv siger om et helt andet digt: "Et pragtfuldt digt! ... Hvorfor er det pragtfuldt - Den der spør' - ved det ikke."

* Virkeligt. Om Erik Knudsens digtning. Redaktion: Erik Knudsen & Anne-Marie Mai. Gyldendal og Syddansk Universitetsforlag. 203 sider med fotos og Erik Knudsens egne akvareller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her