Læsetid: 5 min.

En mesterinstruktør taler alt andet end ud

Vil man forny filmkunsten, skal man elske klassikerne. Martin Scorsese fortalte under Rome Film Festival om sit filmiske univers, hvor omdrejningspunktet er værker af alle mulige andre end ham selv
10. november 2006

"Spørger man mig, hvor mange gange, jeg har set Renoirs 'Floden' (1951), er det som at spørge andre, hvor mange gange, de har lyttet til anden sats af Beethovens 7. symfoni. Jeg aner ikke, hvor mange gange jeg har set den. Men jeg kan ikke leve uden."

Ordene falder som de første i Martin Scorseses masterclass under årets film-festival i Rom, hvor han bliver bedt om at forklare sit store engagement i restaurering af film. Som han siger, har han altid haft film som en vigtig del af sit liv. Det har altid været centralt for ham at kunne studere andres film, både film af de anerkendte mestre og af mere ukendte navne. Han så Jean Renoirs hyldestfilm til Ganges første gang som 11-årig, og han ser den stadig. At se andres film giver næring og inspiration til hans eget værk, og derfor er det essentielt, at film er tilgængelige.

Med det indledende spørgsmål om restaurering af film har den italienske ordstyrer på scenen uden at vide det sat dagsordenen for det meste af eftermiddagens forløb. Martin Scorsese er ikke en mand af korte svar, og er han først inde i en tankerække, så fortsætter han glad derudad. Hvis ikke den forpustede tolk engang imellem skulle oversætte hans speedsnakkede ordstrøm til salen, ville han formodentlig snakke nonstop. Energien er ikke til at tage fejl af. Heller ikke begejstringen.

"And this is important!", lyder det med jævne mellemrum midt i en af hans lange svadaer, når han formidler sin spontane filmglæde. Hvad der følger, kan være alt fra nørdet information om, hvorvidt en vis film var skudt i technicolor eller sepiacolor til en konstatering af, at en kendt arkitekt har sagt, at man skal bygge i sten, hvis man vil blive husket - og at lave film er i virkeligheden at bygge med noget så flygtigt som lys.

Martin Scorsese er fuld af anekdoter om film, der har betydet noget for ham, og som han blandt andet derfor har kæmpet for at få restaureret. I Rom vises en nyrestaureret kopi af Lewis Milestones Steinbeck-filmatisering Mus og mænd (1939), som i 1940'erne gjorde stort indtryk på en fem-seks-årig Scorsese, da den igen og igen gik på en af de dengang få amerikanske tv-kanaler. Da han blev voksen, var Sergio Leones spaghetti-klassiker Vestens hårde halse (1968) en stor oplevelse, men som Scorsese pointerer, forstod han først ikke Leones film. En film bliver ikke altid forstået i samtiden, og derfor er det vigtigt, at man bevarer så mange forskellige film som muligt og ikke kun de kanoniserede værker.

"Da jeg så Sergio Leones Vestens hårde halse for første gang, forstod jeg den ikke. Amerikansk western var John Ford, Howard Hawks, Don Siegel og så videre. Hvad lavede han? Jeg forstod Hævn for dollars (1965), men ikke den her. Det tog omkring tre år, før filmen blev vist i en beskåret version i tv. Først der forstod jeg, hvilket værk der egentlig var tale om. Jeg fik forståelsen af, at den amerikanske western ikke er den eneste slags western. Det her var en ny form, en ny genre. Det er næsten som et fantastisk musikstykke, som opera. Nærbillederne af skue-spillerne og kameraet, der kredser om deres ansigter. Hver kamerabevægelse er som et stykke musik, og Morricones musik forstærker selvfølgelig dette."

Den hellige filmgral

Tre år efter filmens premiere gik Scorsese sammen med entusiastiske kolleger, der som ham "came late to that film", derfor i gang med at opstøve en originalkopi for at se den igen i widescreen og technicolor på det store lærred. Jagten på den og andre klassiske værker blev ifølge Scorsese som jagten på den hellige gral. Der viste sig kun at være én tilgængelig 16mm kopi, men ejeren var ikke meget for at vise den, for hver visning slider på kopien. Som Martin Scorsese siger, måtte de gøre kur til ham for til sidst at få lov til at se den.

"Da filmen endelig blev vist hjemme hos nogen, var det en begivenhed. Det var som et hemmeligt selskab. Som stoffer! Man skulle bare have det," fortæller en mindeberuset Scorsese, før han går videre med de mange tekniske aspekter af filmkopiens tilstand og udfordringerne med at restaurere forskellige film.

Fælles instinkter

Selv når Martin Scorsese er ude på de for de fleste uforståelige, filmtekniske overdrev, har han med sit åbenlyse engagement salen i sin hule hånd, og der er ingen tvivl om, at Scorsese selv føler sig tryg og på hjemmebane i Rom. Kort inden sin masterclass er han blevet hyldet med stående ovationer og alskens rosende spørgsmål til pressekonferencen for sin nye film The Departed, som viser, at han i en alder af 65 er i topform og kan lave en film, der både har en klassisk feel og fingeren på pulsen.

Scorsese beskriver produktionen af The Departed som ét langt eksperiment, der først sluttede, da filmen var færdig tre uger inden hans masterclass i Rom. Han var heldig med Warner-studiet, der tillod ham at tage store chancer i forhold til at udforske de psykologiske dybder i karaktererne i en ellers meget plotbåret film. Scorsese føler, at det er første gang, han har lavet en film, der netop ikke bare har en god historie, men et stærkt plot, og processen med at lave filmen har været præget af at han ville udforske forholdet mellem plot og karakterer. Han beskriver forløbet med filmen som lykkeligt, men er ellers på vej væk fra Hollywood ud fra en konstatering af, at jo større en films budget er, jo mindre er viljen normalt til at ville løbe en risiko.

Og Scorsese er ikke færdig med at eksperimentere. Eller med at gå på opdagelse i filmens forunderlige verden, der - som han lægger vægt på at konkludere - tilhører os alle sammen. Det kan godt være, at det ene eller det andet selskab ejer rettighederne til en bestemt film, men selskaberne er i virkeligheden kun kustoder. De producerede film tilhører os alle, og vi skal alle sammen have mulighed for at se dem. Derfor lægger Scorsese meget tid i arbejdet med The Film Foundation, som han selv var initiativtager til i 1990 for at sikre bevarelsen af hele verdens filmskatte. Men heldigvis for alle os, der gerne vil se flere film fra hans hånd, går nørden og instruktøren hånd i hånd. Ifølge eget udsagn er hans næste projekt en filmatisering af japanske Shusaku Endos roman Silence, og han har desuden en film på tegnebrættet om Theodore Roosevelt med Leonardo DiCaprio som den unge præsident.

www.film-foundation.org

'The Departed' har dansk premiere i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu