Læsetid: 5 min.

Et mesterværk!

24. november 2005

Spændende som en krimi. Klog som en lærd afhandling. Med indsigt i menneskets natur som en roman af Dostojevskij. Niels Barfoeds nye bog rummer det hele. Og lidt til. Det er et mesterværk og uden tvivl årets vigtigste og mest velskrevne bog, der lander med et brag her, mens bogsæsonen går på hæld. Tidens overlegne prosaister og suveræne kronikører blegner ufrivilligt i sammenligning med Barfoeds i mere end en betydning store portrætbog om Ole Lippmann.

Hvem er Ole Lippmann, spørger mange måske? Det korte svar er, at Ole Lippmann var et af de mennesker, der med ubestikkeligt mod kæmpede for civilisationen. En af de mænd, som vi her i landet kan takke for, at civilisationen kunne slikke sårene og komme videre efter Anden Verdenskrig.

Lippmann var mest kendt som faldskærmschef og de allieredes cheforganisator i Danmark og dermed den frie verdens direkte bindeled til den hjemlige modstandsbevægelse. Han stod i maj 1945 for den officielle modtagelse af befrierne anført af general Dewing. Efter krigen fortsatte han i kraft af forskellige officielle poster aktivt i demokratiets tjeneste. Med sit enorme engagement var han gennem et helt liv ubestikkelig i kampen mod totalitarisme og undertrykkelse. Men han var samtidig en mand, der ikke umiddelbart kan passes ind i en ramme, som bevægede sig i legitimitetens gråzoner og på kanten af god borgerlig praksis.
Barfoeds bog om Lippmann er ikke bare en gængs portrætbog. Den er mere end det. Det er et menneskeliv opløftet til noget større for at gennemlyse en periode af Danmarks historie. På en måde, så vi alle bliver klogere heraf. Meget klogere.
Barfoed håndterer mesterligt et enormt kildemateriale. Barfoed væver det sammen i en elegant og meget litterær stil, der fastholder læseren fra første til sidste side. Trods de litterære kompositoriske greb synes Barfoed ikke at foretage fortolkende overgreb på Lippmann.
Barfoed er nødt til at bevæge sig mod konklusioner i det stof, han sidder med, men ganske karakteristisk rummer disse også ofte en ny åbning. Den person, der fremstilles, bliver som en bevægelig kerne, der hele tiden bliver påvirket af omgivelserne, samtidig med at man tydeligt mærker noget sammenbindende.
Den absolutte genistreg i Barfoeds portrætbog er, at han ser begivenhederne fra sin hovedpersons position og samtidig lader sin hovedperson træde frem med det, der rørte sig i ham, mens det skete, og mens han fik det til at ske. Og læseren er med hele vejen. Og forstår.

Reportageforfatter
Der findes passager i Barfoeds bog, hvor han er på højde med de allerstørste reportageforfattere.
Tag eksempelvis beretningen om den purunge erhvervsmand Lippmann, der tilfældigt lander på den japansk-kinesiske krigsskueplads i 1937. Eller tag beretningen om dagene før bombningen af Shellhuset, Gestapos hovedkvarter i København, i 1944. Operationen blev, via de allieredes ledelse i London, iværksat af Lippmann. Eller tag det hæsblæsende afsnit om Lippmanns tur ind i det indre Budapest i 1956, hvor han endnu en gang befandt sig lige midt i begivenhedernes centrum. Og hvor han i Røde Kors-regi fik stablet et mægtigt mobilt lazaret på benene og (forgæves) forsøgte at få det ind til de mange sårede i Budapests gader.
Her er Lippmann endnu engang, og i overensstemmelse med sin natur landet midt i løvens hule. Jeg mindes i det hele taget ikke at have læst så gribende et kapitel om den ungarske tragedie i 1956 for øjnene af de hjælpeløse europæere.
Bog om en helt
Det er især stærkt, at Barfoed får en mand til at leve på papiret med alle de modsætninger og sprækker, som et sandt liv i begivenhedernes centrum må rumme. Engagementet lyser ud af hver en linje i bogen, men også den elegante diskretion, der kendetegner en stor mand.
I den forstand er En kriger en bog om en helt. Og så alligevel ikke rigtig. Dertil er Barfoed altid for klog. Som han skriver: »For sin nærmeste er ingen en helt«. Barfoed har et eminent greb om også den konflikt, der for de fleste mennesker går mellem det store samfundsmæssige engagement og det private liv med kone og børn. Uden at forklejne nogen viser han stilfærdigt og elegant, at livet som helt også har store familiemæssige konsekvenser. På tidens afstand har man en tilbøjelighed til at se bort fra disse eventuelle skærmydsler.
Tilbage står de store gerninger, men hvis man vil tegne et helt og sandt billede af en stor mand, må man også have disse sider med.
Bogen om Lippmann står i et interessant modsætningsforhold til den forrige bog, Barfoed skrev om Peter P. Rohde.
Hvor Rohde var et af de højt begavede mennesker, der i stålsat tro på revolutionens nødvendighed var parat til at ofre de menneskelige grundsyn og acceptere, at staten er vigtigere end mennesket, er Lippmann en mand, der overlevede alle ideologiske fristelser og angreb, fordi »det bestemmende i ham var moral, der var stærkere end alle ideologier. Det var rygraden i hans livsindstilling og kunne ikke passes ind i glade utopier.«
På den måde tegner Rohde og Lippmann et afgørende modsætningsforhold i det tyvende århundredes intellektuelle tænkning.

Samarbejdspolitikken
Under færdiggørelsen af sin bog må Barfoed i foråret under de heftige diskussioner i forlængelse af statsministerens udtalelser om samarbejdspolitikken have siddet og gemt på sin viden. Han luftede ved den lejlighed i hvert fald ikke sit syn på sagen. Måske fordi han på det tidspunkt ikke var i stand til at skelne mellem, hvad Lippmann og han selv mente om den sag. Hvis der da er en forskel?
Karakteristisk for sin essayistiske tilgang til sin hovedperson vil Barfoed ikke blot besvare spørgsmålet enkelt, men sætte det i en sammenhæng.
For det første: Hvad betyder det for selvbevidstheden hos et folk ikke at have kæmpet imod, men blot overgivet sig til tyskerne? Man kan ikke bare sidde og se til, mens de andre, de store nationer, led og stred og kæmpede og mistede. Freden fik vi foræret på en sølvbakke af andre. Der er en grundopfattelse af det lorne og moralsk tvetydige i det åndelige danske klima.
For det andet: Trods modstandskampen var det ikke nogen selvfølge, at Danmark efter krigen blev regnet blandt de allierede nationer. Det var en kamp, og Lippmann var i høj grad med til at kæmpe den kamp – takket være modstandskæmpen at få indskrevet Danmark i rækken af allierede nationer. Trods svigt var det trods alt vigtigst at redde den nationale selvfølelse og principielle politiske tilhørsforhold.
Der findes værker, som efterlader en med en helt ny forståelse og indsigt. Der findes værker, hvorefter verden ikke længere er den samme. Sådan en bog er En kriger. Bogen er en gennemlysning af hele den danske mentalitet, men også hudfletning af passivitet og håbløs naivitet. Og den er en umådelig hyldest til livet og alt det, som det er værd at kæmpe for.
Med sin bog om Ole Lippmann føjer Barfoed et stærkt og stort portræt til galleriet af store danske personligheder. Og vi er alle blevet lidt rigere.

Niels Barfoed: En kriger. Portræt af Ole Lippmann. Forlaget Gyldendal, 496 sider, 375 kr. ISBN 87-02-02303-2. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her