ENGANG IMELLEM, når statsministeren begiver sig ud blandt folket, smider han diplomatfrakken og iklæder sig en let vindjakke. Påklædningen synes at have dannet mode. I disse dage kan man i kvarteret omkring Falkonér Alle og Gl. Kongevej på Frederiksberg se hundreder af mænd iklædt sådanne ikke-prangende jakker. De bærer ens bæreposer, går i samme retning, men ligner i øvrigt langt fra den sultens slavehær, som i 1888 oprettede Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, i dag Dansk Metal, som netop nu holder sin 50. kongres, og som de er på vej til.
Mange af dem vil mene, at den nuværende formand, Max Bæhring, har ført forbundet ind i det 21. århundrede på en civiliseret måde med sit klare ja til euroen, til globaliseringen og til konkurrencedygtigheden som roden til alt godt. Selv mener han da også, at det går ufatteligt godt, og åbningstalen søndag handlede nok så meget om TV2, MTV, pc, pizza og Coca Cola som de nye livsvilkår som om medlemmernes fælles faglige vilkår eller for den sags skyld denne verdens store problemer.
Og så gav man sig ellers til på mødets fortsættelse i går at diskutere for eller imod euroen, hvor Metals medlemmer er lige så uenige som resten af befolkningen.
FORMANDENS holdninger løber så meget i et med regeringens og arbejdsgivernes i en stor fællesorganisme, at man skal have den store lup frem for at se forskellene. Det fælles grundlag kan kort udtrykkes som et: Europa mod resten af verden, ligesom forbundets ærinde kan koges ned til et: Vore medlemmers fordele mod andre befolkningsgruppers.
Dermed har Dansk Metal taget et langt skridt væk fra det, der oprindeligt også var en del af fagbevægelsens målsætning: Solidaritet internationalt og med de svageste i samfundet.
Dansk Metal er ikke ene om dette, men virker i særlig grad servil over for de tidligere modpoler.
Bevares fagbevægelsen har haft brug for en gennemgribende modernisering, men ingen havde vel drømt om, at den skulle blive i den grad selvudslettende, at den er blevet på det nærmeste usynlig.
Det kan være fristende at henvise til Max Bæhrings forgængere i embedet, folk som Hans Rasmussen, der fik tilnavnet den stærke smed, og ikke mindst Georg Poulsen, der markerede sig igen og igen i den offentlige debat. Så det gør vi gerne. Her må man dog lige stoppe en halv, for erindringen kan spille en et puds. Både Rasmussen og Poulsen var, når det virkelig gjaldt, partitro socialdemokratiske soldater og så langt fra at være oprørere. Hvad der adskiller dem mest fra Max Bæhring er, at de ikke blot sad med ved bordet, men med jævne mellemrum slog i det.
MEN HAR Bæhring & co. da helt mistet viljen til at ville noget? Næh, der kom et par forslag fra Bæhring, som kunne sendes ud til pressen, og blev det. Men det blev ikke slået stort op, for i takt med manglen på viljen til indflydelse er pressens interesse for fagbevægelsen kølnedes ganske betydeligt.
Max Bæhring eller Max Prodi, som yngre medlemmer kalder ham foreslog, at konflikter gøres korte, så de ikke koster en hel masse penge (arbejdsgiverne kunne ikke have sagt det bedre). Desuden har han foreslået, at det ikke bliver en privat sag, om man vil betale til efterlønnen. Bidraget bør opkræves over skatten, så den bliver en ordning for alle.
Fint, men et besynderligt halvhjertet fremsat forslag som en dråbe i et stort hav af forringelser af velfærdssamfundet.
Der er egentlig ingen grund til for Max Bæhring at optræde så selvtilstrækkeligt og selvtilfreds. De gamle fagforeningsbosser optrådte mere uciviliserede, men netop ved at gøre det, var de civiliserede, for de gjorde det i fremskridtets navn. De havde krævet deres forslag gennemført om det så skulle koste befolkningen dens brødgær i en periode.
Hans Rasmussen gik i al fald ifølge Paul Hammerichs Danmarkskrønike så vidt som til at overtale den daværende statsminister til at udvirke på Amalieborg, at arbejdsgivernes formand fik en danneborgsorden. Det skete, hvorefter denne blev mere mør i nogle forhandlinger og gik med til et 10-øres tillæg til transportarbejderne.
Rasmussen spillede, som man kan se, på samtlige tangenter. Ikke at Bæhring anbefales at gøre det samme. Mindre kan gøre det.
