Læsetid: 4 min.

Metroseksuelt folkeparti

21. maj 2005

Spøgefulde sjæle med såkaldt nær tilknytning til partiet hævder, at ikke ét eneste medlem af Det Radikale Venstres folketingsgruppe har læst forfatteren Richard Floridas bog om den kreative klasse. Også selv om partileder Marianne Jelved personligt har sørget for, at de alle har fået et eksemplar af bogen.

Det er sikkert bare ondsindet sladder. I hvert fald lagde den amerikanske sociologs ideer om, at højteknologisk udvikling, innovation og konkurrenceevne går hånd i hånd med koncentrationer af tolerance og kreativitet, en solid bund i det ideologiske grundlag for den radikale valgkamp tidligere på året. En strategi, der gav det lille parti med den store profil tæt på en fordobling af mandattallet fra ni til 17 ved valget den 8. februar. I Floridas version er den kreative klasse en meget bred gruppe af højtuddannede og kreative mennesker koncentreret i større byer. Og det var netop iblandt disse grupper, at partiet, der i denne weekend fejrer 100-års jubilæum, oplevede den mest markante fremgang. Faktisk var fremgangen i København så massiv, at partiet snart nærmer sig Socialdemokraterne som hovedstadens største parti.

Det tegner en helt ny situation for partiet, der, skal det hurtigt tilføjes, altid har været baseret på brobygning mellem land og by, mellem husmænd og intellektuel byelite. Men meget er sket siden Hørups og Brandes' tid, da partiet opstod som en splittelse fra Venstre, og der tegner sig i dag en større forskel mellem de efterhånden så karikerede caffe latte-bællende unge urbane, som har drevet partiet frem nu, og det oprindelige bagland med rødder i Grundtvig og højskole.

Men det er ikke gjort med det. For i mere end 20 år har partiet på grund af de matematiske vilkår i forbindelse med skiftende regeringer og naturligvis på grund af godt politisk håndværk som dukset korrektiv til de bærende regeringspartier været den nok så kendte tunge på vægtskålen.

Det er imidlertid ikke tilfældet her i jubilæumsåret, hvor de radikale i anden valgperiode i træk kan sidde og nyde deres succesfulde fremgang i en uvant position fjernt fra indflydelse.

Det sker på et tidspunkt, hvor partiet med de altid rigtige meninger oplever, at der er relativt mange stemmer i en stor del af de rigtige meninger, blandt andet i at insistere på en human og konsekvent udlændingepolitik. Og til ros også i at insistere på at markere sig som markant opposition til VK-regeringen og især til hadeobjektet Dansk Folkeparti. Men altså også i at formulere en luftig, værdibaseret politik på Richard Floridas forblommelser, der henvender sig til velbjærgede, ungdommelige segmenter bestående af alt fra arkitekter til journalister.

Partiet har med sin nye politik på mange måder fat i en vigtig dagsorden, fordi det grundlæggende handler om, hvad et land som Danmark skal leve af i fremtiden, og hvordan en national velfærdsøkonomi tilpasses en globaliseret virkelighed, hvor udflytning af arbejdspladser, marginalisering af store samfundsgrupper og nye interessekonflikter hører til dagens orden.

Men det mangler også at give svar på mange spørgsmål. På det helt konkrete politiske plan er der ingen tvivl om, at det vil tale til sine vælgere ved at forsøge at placere sig centralt i forbindelse med kommende forhandlinger om velfærdsreformer. Her var de radikale allerede i valgkampen det eneste parti, der spillede med nogenlunde åbne kort ved at insistere på, at det er en nødvendig forudsætning for en modernisering af velfærdsstaten. Partiet vil også markere sig som stålsat ja-parti ved afstemningen om forfatningstraktaten, og det vil markere sig ved at fastholde sin humanistiske linje i udlændingepolitikken.

Men det mangler at afklare forholdet til Socialdemokraterne, og så mangler det at hæve sig op over værdipolitikkens taknemmelige retorik om kreativitet, tolerance og samhørighed og formulere et troværdigt bud på en sammenhængende ideologi. Det skal til for blandt andet at anskueliggøre, hvordan den liberale skattepolitik, som partiet vil føre, kan forenes med at gøre noget for de 860.000 marginaliserede i dette samfund, som de radikale hævder ligger dem meget på sinde. Med andre ord, hvordan man politisk og ideologisk vil bygge bro, denne gang måske ikke mellem land og by, men mellem dem, der lever i globaliseringen, og dem, der lever uden for.

For hvis ikke partiet i højere grad kan det, vil det måske nok opleve yderligere fremgang, men det bliver i så fald i endnu højere grad som de principielt rigtige meningers holdeplads. Som et oprør fra oven fra en elite, der allerede har stor indflydelse og derfor på afstand roligt kan indtage de rigtige meninger om etnisk mangfoldighed og kreativ lyksalighed.

Der er ingen tvivl om, at de radikale har ret i, at fremgang og udvikling i dagens samfund er afhængig af kreativitet som afgørende drivkraft. Men partiet mangler afgørende at give et overbevisende ideologisk bud på, hvordan kreativiteten skal blive andet end de kreatives, men også kan sikre en social og økonomisk retfærdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu