Læsetid: 2 min.

Mezzo med råstyrke

En verdensstjerne gæstede Tivoli og sang for en beskeden skare. Skal sangeren virkelig hedde Kiri eller Placido for at tiltrække folk uden for insidermiljøet?
21. april 2006

Der var noget næsten komisk ved, hvor indspist publikum var ved koncerten i Tivolis Koncertsal onsdag. Der var absolut intet fyld mellem alle de sædvanlige ansigter. Skal sangeren virkelig hedde Kiri eller Placido for at tiltrække folk uden for insidermiljøet?

Denne aften hed hun Magdalena Kozena - ikke et navn folk i almindelighed kender. Ved koncerten i Tivoli sang hun Lieder af Mozart, Schumann, Eben, Dvorak og Wolf akkompagneret af Karel Kosarek, ligeledes fra Tjekkiet.

Mozarts sange stod først på programmet. De er på den ene side så let tilgængelige, at enhver kan synge dem, og på den anden side så svære at forme kunstnerisk, at ingen kan synge dem godt. Her var Kozenas befriende valg at dramatisere dem så meget som muligt med en sund fornemmelse for 1700-tallets ironiske teater.

Det helt befriende ved Kozena er hendes uforstillelse. Hun er ingen storbarmet diva, der kommer fejende ind på scenen, men en smuk langlemmet kvinde i elegant hvid kjole, der nærmest kommer skødesløst stolprende i sine stilletter. Hun har sunget tilpas mange bukseroller til at befinde sig et afslappet sted mellem anima og animus. Hvilken frihed! Dertil kommer den frihed, Kozena kan nyde af en stærk og smuk naturstemme og en god teknik.

I Mozart kunne man undre sig lidt over, at hun insisterede så meget på sin mezzoklang og lukkede vokalerne i mellemlejet. Men hvad man manglede af sølv på bunden, fik man serveret som guld på toppen. Et kunstnerisk valg der udelukkede den sædvanlige sopranyndighed.

Mezzos have more fun

Hvis pianisten havde den musikalske føring i Mozart, hvor han til tider var den, der skabte orden i skuespillet, var det omvendt i Schumanns musik. Pianisten var alt for akkompagnerende. Jeg nød en sanger, der ikke forholdt sig ærefrygtigt til denne musik, der er så meget tænkt ud fra klaveret, at sangeren ofte forholder sig til sangstemmen som en uselvstændig, nygift hustru. Men alt det psykologiske stof, der er klaverets, og som er styrende for hele værket, hørte man simpelt hen ikke.

Derudover må man også sige, at hvis Kozena har en udpræget sans for det komiske, er der til gengæld lukket til de tragiske rum. Sidste sangs indadvendte drama udeblev. I Dvoraks Zigeunermelodien og sange af Petr Eben havde man den enorme glæde at lytte til den ægte vare. Ingen cirkusudtale, ingen dårlige oversættelser. Kozena pakkede stemmen helt ud på sit modersmål og smed mezzodramatikken over bord til fordel for en vital og naturligt lysere klang. Hvis hun undveg sopranfims i Mozart, valgte hun mezzoklimakterium fra i Dvorak. At der var overskud til Wolf og tre ekstranumre af Janacek er tegn på råstyrke.

Kozena er en stærk, uhysterisk sangerinde med en fantastisk stemme, en dramatisk vildskab og ingen nykker, men måske heller ikke med så meget på spil, hvorfor man bliver mere imponeret end berørt. En bedre pianist kunne kompensere for hendes svagere sider og give hende kunstnerisk og dramatisk med- og modspil.

Mezzosopran: Magdalena Kozena. Klaver: Karel Kosarek. Sange af W. A. Mozart, Robert Schumann, Petr Eben, Antonin Dvorak og Hugo Wolf Tivolis Koncertsal onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu