Læsetid: 5 min.

Michael Moore er endt som en oppustet hykler

25. november 2005

Successen har placeret filminstruktøren Michael Moore et sted, hvor han har langt mere til fælles med præsident Bush, end han bryder sig om. Han er selv blevet en del af det USA, han tordner imod

Hvad er der i grunden blevet af Michael Moore - manden, der brovtende betroede os, at han største mission i livet var at hindre George Bush i at blive genvalgt? Manden, hvis afsky for Bush var så intenst, at han brugte millioner af dollars på at lave en film, Fahrenheit 9/11, hvis primære formål var at miskreditere USA's præsident. Manden, der konstant sås på landsdækkende tv og utrætteligt turnerede rundt i USA for at trygle amerikanerne om at stemme de skændige republikanere fra magten. Moore gik aldrig glip af en chance for at bøje i neon, at det, han tilstræbte, var intet mindre end den totale ydmygelse af George W.

Siden Bush genindtog Det Hvide Hus, har Moore været ejendommelig tavs. Det er forståeligt, at han må have været ved at brække sig over resultatet af præsidentvalget, for Moore er en mand, som kan blive helt ude af sig selv, når han ikke kan få sin vilje. Med en vægt på over 130 kg er den tungeste instruktør i amerikansk film svær at overse. Men bortset fra at åbne en filmfestival i en fjern afkrog af Michigan for et par måneder siden, ser han ud til at være forsvundet op i den blå luft. Der har verseret rygter om, han skulle have afsondret sig på en kuranstalt i Florida for at tabe sig. Og det forlød også, at han rejste rundt i New Orleans-området efter Katrina, men hvis man læser hans website, fremgår det, at skønt han var ivrig for at tilkendegive solidaritet med de hjem- og arbejdsløse, så dukkede han aldrig op selv personligt

I en bog Do As I Say (Not As I Do) - Profiles in Liberal Hypocrisy af den højresnoede kommentator Peter Schweizer - kritiseres Moore nu for ikke at leve op til de høje moralske standarder, han selv påstår at forfægte. Schweizer, der også er forsker ved Stanford Universitets tænketank Hoover Institution, har skaffet sig aktindsigt, gennemgået skattebilag og afsløret, at Moore Foundation har købt aktier i en række af de selskaber, Moore har brugt en hel mediekarriere på at angribe. Og vel at mærke ikke bare nogle få aktier (glem i øvrigt ikke, at Moore altid har bedyret, at han ikke ejer en aktie og aldrig kunne finde på at omgås børsmæglere), men aktier for titusindvis af dollars i Boeing, Sonocco, Eli Lilly og jo, mindsandten også Halliburton - det selv samme entreprenørselskab, som han i Fahrenheit 9/11 angriber for at skabe sig kolossale profitter på at genopbygge lande som Afghanistan og Irak efter amerikanske militærinterventioner.

Endnu flere pinligheder kan man stifte bekendtskab med ved at klikke sig ind på websitet Name the Hypocrite, hvoraf det fremgår, at den Moore, som kalder konservative for "racister", fordi de ikke går ind for positiv særbehandling, kun har været i stand til at skaffe ansættelse til tre sorte personer ud af den arbejdsstab på 135, der har hjulpet med ham med hans film, bøger, tv-shows og radioprojekter. Og Moore, som også kalder amerikanere, der foretrækker at bo i hvide boligkvarterer for racister, har selv i syv år haft adresse i en villa med søkig i det eksklusive Central Lake, Michigan - et velhaverghetto på 2.600 sjæle. Folkeregisteropgørelser fra 2000 viser, at antallet af derboende sorte er nul.

For 14 måneder siden skrev jeg i The Independen, at "Moore får politik til at tage sig lige så spændende ud som en fodboldkamp og lige så ensidig og endimensionel som en tegneserie. Han sigter så lavt, at man tror, det er løgn."

Alligevel har jeg også flere gange hyldet Moores talenter som kommunikator og evne til at trænge igennem med komplicerede emner til et massepublikum. Jeg har bl. a. skrevet, at det var malplaceret og misforstået at rakke ned på Moore, fordi han "forvansker sandheden i sine film", for hvis hver eneste stor politiker skulle bedømmes på, hvordan de omgikkes med kendsgerninger, så skulle George Bush, Jacques Chirac og Tony Blair have været sparket ud fra deres embede for mange år siden. Igennem det seneste år er Moore ikke blot blevet rigere, end han i sin vildeste fanatasi kunne have drømt om. Hans status som berømthed betyder også, at han nu kan omgås de mest mondæne kredse.

Frasagnene om hans gigantiske ego og enorme raserianfald er talrige - men hvor mange af dem er opfundet af de kræfter på højrefløjen, der frygter hans indflydelse? For at finde ud af det, besluttede jeg selv at drage til USA's for at lave et dokumentarprogram om, hvordan Amerikas selvbestaltede beskytter af den lille mand gradvis har udviklet sig til en af de skabninger, som han oprindelig selv foragtede så voldsomt.

Nu er Moore imidlertid mere utilnærmelig end Paven selv og mere besat af sikkerhedsforanstaltninger end selv en Elton John. Kløften mellem mytens Moore og virkelighedens Moore har vokset sig farligt dyb. En overgang under præsidentvalgkampen forekom det, som om han selv søgte at lade sig vælge til et offentlig embede for at udrense et korrupt system på og gennemføre en rimeligere fordeling af velstanden i landet. Men mange vil mene, at han ved at angribe Bush på så hovedkuls og skinger måde i virkeligheden hjalp sin ærkefjende til at vinde ved at mobilisere vaklende republikanere til at begive sig hen og stemme. Samtidig har han det med at støde alle fra sig, som arbejder for ham (ud over hans lille trofaste inderkreds) ved at formulere krav, der kunne få Maria Carey til at ligne en ræsonnabel kvinde.

I min film afdækker jeg, hvor rædselfuldt han faktisk opførte sig under sin rundtur i Storbritannien, hvor han proppede sig med pizza hver aften, imens han lod sit publikum vente på, at han gik på scenen. Og nægtede at mødes med en kvinde, som kendte hans mor og var kommet helt fra sin hjemby og havde taget hjemmebagt æbletærte med. Og skrydede i telefonen til sin kammerat i New York om, at Vanessa Redgrave og Bianca Jagger var blandt publikum, imens samme publikum ventede på, at han skulle komme og underholde dem. Den samme mand, som slog af en handel af med to ludfattige mennesker i filmen Roger and Me, hvorved de tjente lusede 100 dollars, mens han selv tjente millioner.

I sidste ende må jeg konkludere, at Moore er et offer for sin egen succes og har langt mere til fælles med Bush, end han vil bryde sig om at indrømme. Han siges at have planer om en film om sygesikring i USA, men med hans generalieblad kan man spørge om, den ikke burde rumme en sundhedsadvarsel.

Janet Street-Porter er journalist og tv-producer. Hun er blandt idémagerne til serierne 'Gnavne gamle mænd' og 'Gnavne gamle kvinder', der har været vist på DR2. Det vides ikke om hendes dokumentar om Michael Moore - 'Michael and Me' - vil blive vist i dansk tv

©The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu