Læsetid: 6 min.

Midlertidigt gavlmaleri af urin

Var det kunst eller forstyrrelse af den offentlige orden, da Uwe Max Jensen opførte et værk i Brande med egen urin? Det kommer for retten i Herning i januar. Kronikøren mener, at dommeren må kende til de kunsthistoriske referencer, som ligger til grund for den pågældende happening
22. december 2005

Mandag den 9. januar 2006 kl. 13.00 skal billed- og performancekunstneren Uwe Max Jensen møde i retten i Herning. Her skal kunstneren gøre rede for, hvorfor hans seneste værk Midlertidigt gavlmaleri er kunst og ikke forstyrrelse af den offentlige orden. Værket Midlertidigt gavlmaleri blev for nogle måneder siden politianmeldt af en lokal borger i Brande, og kunstneren fik en bøde på 2.000 kr. En bøde som Uwe Max Jensen nægter at betale. Han har derfor anket dommen. Det bliver en interessant retssag - ikke kun for Uwe Max Jensen. For ud fra hvilke præmisser vil kunstværket Midlertidigt gavlmaleri blive vurderet? Hvilket grundlag har dommeren for at afkode indholdet såvel som formsproget i værket og derigennem tage stilling til det?

Uwe Max Jensen har de seneste 10 år udført en lang række happenings. Han gør i sine happenings brug af en overskridelsens dramaturgi, hvor faste forestillinger om en fiktionskontrakt imellem performer og publikum samt mellem performer og institution udfordres, idet han ser stort på almindelige regler for civil opførsel. Disse happenings er grundlæggende bygget op omkring klassiske narrative strukturer. De har en begyndelse, en midte og en slutning.

Man kan også relatere disse happenings til det klassiske aristoteliske begreb 'katharsis'. Det er et omdiskuteret begreb, men har med muligheden for 'renselse' af publikums følelser at gøre. Publikum her er ikke kun de vilkårlige personer, der befinder sig på de steder, hvor kunstneren opfører sine happenings. Publikum er også dem, der følger kunstnerens arbejde igennem mediernes dækning af det. Aktører i en happening er således ikke kun kunstneren selv, men også repræsentanter fra den institution, som kunstneren udøver kritik af, og andre, der deltager i debatten omkring værket.

Brande som brand

Happeningen Midlertidigt gavlmaleri, der blev opført i Brande, var et gavlmaleri, som kunstneren lavede med sin egen urin. Kunstneren tog udgangspunkt i byen Brandes navn.

Det, at tage udgangspunkt i et konkret navn, er et stilistisk træk, der ofte forekommer inden for happeningkunst. En kunstner kan gøre brug af sproglige ytringer, som kunstneren tager bogstaveligt og udfører som konkrete handlinger. Eller en kunstner kan benytte tekster og ord som en slags indramning af sine arbejder. I Midlertidigt gavlmaleri relaterede Uwe Max Jensen navnet til det engelsk-amerikanske ord brand. Ved at gøre byen Brande til en scene for sit værk brandede kunstneren Brande. Værket knytter videre an til et i malerkunsten ofte benyttet motiv: Vanitas - forfængelighed/forgængelighed - der i denne happening rent sprogligt fik ordlyden Vanitis. Happeningen gjorde endvidere opmærksom på gavlmaleriet som genre.

Når Uwe Max Jensen bruger sin egen urin som et kunstnerisk materiale i værket Midlertidigt gavlmaleri, finder der en instrumentalisering sted af kunstnerens egen krop. Herigennem trækker kunstneren på genrer inden for kunsthistorien som body art og en nyere variation af denne, live art. Der er også reference i materialevalg til wieneraktionisterne, der benyttede kropslige væsker som f.eks. blod i deres værkproduktioner. Når kunstneren viser overskridende handlinger som at præsentere urin, fækalier og blod offentligt og sætte det i forbindelse med vigtige spørgsmål, f.eks. omkring fordeling af midler inden for kunsten, censur etc., får publikum mulighed for at genkende egne mulige følelser af repression og eksklusion. Kunstneren selv gennemgår også en renselse. Han kommer af med noget. I mere end én forstand.

Et berømt værk inden for kunsthistorien, der har med en instrumentalisering af kroppen såvel som institutionskritik m.m. at gøre, er værket Merda d'artista (1961) (kunstnerlort, red.) af den italienske avantgardekunstner Piero Manzoni. Det bestod i, at Piero Manzoni kom sin egen lort på en konservesdåse.

Uwe Max Jensen har arbejdet direkte med en reference til dette værk ved at lave en happening: Lort på kunstdåse. Her gjorde han brug af en dåse fra dagligvarekæden Irma, der har lanceret nogle blikdåser dekoreret af anerkendte billedkunstnere. Uwe Max Jensen købte en Irma-dåse, lagde en lort i den på toilettet på Herning Kunstmuseum og afleverede den som et værk på museumsdirektørens kontor. Museumsdirektør Holger Reenberg tog imod den foran pressen, men direktøren gjorde dagen efter kunstneren opmærksom på, at værket var destrueret og alligevel ikke blev optaget i samlingen på Herning Kunstmuseum.

Afvisning af værker

Når en given kunstinstitution ikke vil have en kunstner eller et kunstværk indenfor, kan en kunstner aktivt bruge denne afvisning som materiale i sin kunst i ærindet at udøve institutionskritik. En kunstinstitutions afvisning af en kunstners værker kan blive et vilkårligt symbol på en institution, der repræsenterer og i konkret forstand besidder ressourcer, økonomiske midler og magt. En kunstner kan herigennem stille relevante spørgsmål til, hvem der har, og hvem der ikke har del i midlerne. Uwe Max Jensen har med afsæt i disse spørgsmål lavet en række happenings på kunstinstitutionen ARoS, Århus Kunstmuseum, hvilket har medført, at han har fået karantæne fra museet. Han er således ikke alene nægtet adgang til ARoS som kunstner, men også som civil person. Uwe Max Jensens indendørs manifestationer på ARoS har været "uinviterede", dvs. han er mødt op i rollen som almindeligt 'gæst'.

En af hans første happenings på ARoS gik ud på at transformere ARoS til et toilet. Han benyttede ARoS som sit toilet igennem en hel uge (I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide). Senere, da ARoS i 2005 fik besøg af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, der skabte en enorm vandfaldsskulptur til museet, udvidede Uwe Max Jensen sin toilet-transformation af ARoS ved at urinere i Olafur Eliassons vandskulptur i den erklærede hensigt at "forankre værket lokalt". Olafur Eliassons interaktive værk blev mødt på sin interaktivitet.

Ved at operere med forskellige betydningsmæssige transformationer af ARoS kan man betragte denne form for happening, der netop udspillede sig i og omkring ARoS, som en måde at yde modmagt på. ARoS blev til en scenografi i et kunstværk. En kunstner kan på den måde tage den magt, som er blevet taget fra kunstneren selv og andre kunstnere i form af den ulige fordelingspolitik og institutionernes afvisning af dem, tilbage.

Grænser for kunsten

Når man som kunstner oplever at være udgrænset og ekskluderet og ikke får del i kulturmidler eller udviklingsstøtte og nægtes adgang til institutionerne som arbejdsrum, så kan man som Uwe Max Jensen bruge denne marginaliserede position og dyrke den. Fra positionen udenfor kan man italesætte forhold omkring det kulturpolitiske ansvar for fordelingen af midler til kunst; de midler, der er nødvendige for at muliggøre det kunstneriske eksperiment. Man kan udtrykke det synspunkt, at muligheden for at danne ramme for det kunstneriske eksperiment er et kollektivt ansvar, som de store institutioner må forholde sig til.

Retssagen den 9. januar 2006 i Herning bliver en næppe uforudset og måske uvillet fuldbyrdelse af kunstværket Midlertidigt gavlmaleri. Kunstnerens brug af overskridelsens dramaturgi i ærindet at yde institutionskritik udfolder sig denne gang inden for retssalens vægge. Nye spørgsmål omkring grænser for kunsten og kunstnerens arbejde kan efterfølgende opstå. Hvis Uwe Max Jensen dømmes skyldig i forstyrrelse af den offentlige orden, så kan man opfatte det som en grænse i konkret, juridisk forstand i forhold til hvilke virkemidler, en kunstner i dag i en given offentlig kontekst kan gøre brug af.

Udfaldet af retssagen vil kunne få betydning for de fremtidige vilkår inden for kunstnerisk arbejde i forhold til censur og i sidste ende i spørgsmålet om ytringsfrihed.

Kronikken er en omskrivning af en artikel til det seneste nummer af bladet UD-tryk, der udgives af Randers Kunstmuseum

Gritt Uldall-Jessen er dramatiker og happening-kunstner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her