Læsetid: 5 min.

Et midlertidigt oprør

11. november 2005

Hvad vil oprørerne i de franske forstæder? Vil de smadre de institutioner, som har svigtet deres sociale projekt: skolen, gymnasiet og socialkontoret? Eller vil de bare i fjernsynet? De franske intellektuelle er i de seneste dage kommet med forskellige forsøg på at forstå urolighederne i forstæderne og samfundet rundt om opstanden

Først var de helt usynlige. Som det blev skrevet i den tyske avis Frankfurter Rundschau: De franske intellektuelle, der plejer at reagere på krænkelse af menneskerettigheder i Tetjenien, overgreb på dissidenter i Kina og dyrevelfærden i provinsen, er helt tavse, når bilerne brænder i Paris' forstæder. Når krænkelserne og afmagten rykker tæt på, siger de ikke noget.

Men det tyske dagblad tog fejl: De franske intellektuelle reagerede bare med et par dages forsinkelse. Den legendariske, nu 80-årige sociolog Alain Touraine skrev i den franske avis Le Monde, at Frankrig er gået fra social integration til desintegration:

"Man har længe talt om integration af børn og børnebørn af immigranter. Denne fase har været kendetegnet af både sejre og nederlag, men den var hele tiden båret af håb. I løbet af det seneste årti er vi trådt ind i en fase af desintegration, hvor mindretal lukker sig om deres egne lokale fællesskaber, der spiller kulturelt fallit ligesom det franske samfunds evne til at åbne sig for nye impulser. Denne ændring af situationen er foregået så hurtigt, at den ikke er blevet bemærket rigtigt og udforsket."

Touraine har støttet den kontroversielle lov, der forbyder slør i franske uddannelsesinstitutioner. Loven er, som han gentager i dag, et positivt eksempel på, det han kalder "den franske forkastelse af forskelle."

Men sådan en lov skal ledsages af anerkendelse af forskelle:

"Den franske republikanisme identificerer sig med en universalisme, hvilket oftest udløser en forkastelse eller en nedgørelse af dem, der er 'anderledes'. Disse barrierer for integration har dybe rødder: Vi har endnu langt fra slettet sporene efter lang tids kvindeundertrykkelse. Vi er mærket af en kolonial tradition. Vi har meget svært ved at forstå, at islam er moderne og ikke lukket inde i en præmoderne fortid."

De aktuelle voldeligheder må begribes på et mere generelt niveau. Problemet er ifølge Touraine det franske samfunds forestilling om sig selv: 'et nationalt idealt mig'. Det kan en undertrykkende politik ikke forandre:

"Det er ikke kun de 'mindre priviligerede' individer, der skal ændre holdninger. Frankrig som samfund betragtet kan blive en trussel mod sig selv, hvis det ikke lykkes at kombinere hver enkelts integration og forskelle, universalisme og kulturelle rettigheder, ved at overskride modsætningen mellem republikanisme belastet af fordomme og kommunitarisme styret af aggressivitet," skriver Alain Touraine og slår et slag for sit fag:

"Den falske bevidsthed, som franskmændene udstiller, når de taler om sig selv, forklarer samfundets lukkethed over for socialvidenskaberne. Men det er trods alt analyserne fra samfundsvidenskaberne, der skal hjælpe samfundet med at træde ud af udstødelsen, lukkethedens og undertrykkelsens onde cirkler."

Ifølge forfatter og kommentator, Joel Kotkin er problemet ikke blot den franske mentalitet, men den franske model:

"Det franske svar på de igangværende uroligheder fokuserer på behovet for multikulturel 'forståelse' for og statsstøtte til de affortryllede masser i landets triste forstæder. Hvad der stort set er blevet ignoreret, er den rolle, som den franske økonomi spiller i den nuværende krise. Statsstyret kapitalisme er måske et ideal for amerikanske beundrere som Jeremy Rifkin og andre på venstrefløjen. Ikke desto mindre er det netop det strengt strukturerede og stadigt mere kriseramte økonomiske system, der tilbyder så begrænsede muligheder for immigranter og deres børn. I et land, hvor kort arbejdsuge og tidlig pension er hellige, lægges der ikke nok vægt på at skabe nye job og endnu mindre på selvstændig entreprenør," skriver Joel Kotkin i Wall Street Journal.

Samfundsforskeren Olivier Roy kendt som forfatter til Globaliseret Islam skriver i New York Times, at "amerikanerne ikke bør glæde sig over Frankrigs elendighed - kampen for at integrere en vred underklasse udspiller sig på tværs af landegrænser i hele den vestlige verden."

Problemet er ifølge Roy hverken religiøst eller nationalt:

"Volden er i virkeligheden hverken særligt fransk eller muslimsk. Det vi ser nu, er snarere et midlertidigt oprør fra en lille del af den vestlige underklasse, der strækker sig fra Paris til London og Los Angeles."

Optøjerne er ikke en forkastelse af det franske samfund. De kan læses som udtryk for at dem, der står uden for, finder det etablerede liv inden tiltrækkende. De fleste uromagere er andengenerationsindvandrere, der betragter sig selv som del af det franske samfund:

"De har troet på den franske model, de har troet individuel integration gennem statsborgerskab, men nu føler de sig snydt, fordi de er endt som socialt og økonomisk udstødte. Derfor ødelægger de institutioner, som de føler har svigtet dem socialt: skoler, socialkontorer, gymnasier. Skuffelsen fører til nihilisme. Kampen mod politiet bliver for mange af dem et spil, et ritual", skriver Roy.

Oprørerne vil på tv. De vil også være stjerne for en aften. På den made er de integreret i den franske mainstreamkultur:

"Se blot på fotografierne i aviserne: De unge mænd bærer de samme hættetrøjer, de hører samme slags musik og bruger slang ligesom de unge i Los Angeles og Washington. Det er ikke tilfældigt, at de afro-amerikanske karakterer i de sprogligt synkroniserede Hollywoodfilm taler med samme accent som de unge i de parisiske forstæder."

Den franske opportunist og medievante mainstreamkommentator André Glucksmann har naturligvis også benyttet lejligheden til at ventilere sin almindelige teser om nihilisme og destruction:

"Forholdene i Frankrigs forstæder er i grunden selvmorderiske. Voldsmændene vil ikke slå sig ihjel, men de sætter deres liv på spil, når de brænder huse, biler og skoler af. Det er deres nabos biler og skoler. De brænder sågar den fabrik af, hvor de selv arbejder." Og som sædvanlig konkluderer Glucksmann, at de udstødte vil det onde for det ondes egen skyld:

"De dyrker den fornøjelse, der består i at se verden gå op i flammer."

På samme måde som oprørerne i forstæderne repræsenterer en afpolitisering af den politiske protest, viser Glucksmann sig som afvikling af den intellektuelle som offentlig figur. De to kriser er forbundet og afviklinger er forbundet i denne samme sociale, intellektuelle og politiske krise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu