Læsetid: 7 min.

Midt i Europas bankende hjerte

En rapport fra drømmenes Prag, en magisk tidslomme, hvor moderniteten godt nok banker løs bag de kærligt restaurerede facader, men hvor man altid kan søge skjul i en ølstue
25. februar 2006

Nu ligger det bare på bordet og er et dumt kort over en fjern by, men det er ikke længe siden, det agerede rejsefører og stum samtalepartner i de snævre gader i Prags centrum, hvor et par smukke dage fløj af sted i en uvirkelighed af bøhmiske stemninger, garneret med en Kentucky Fried Chicken her og et imponerende opbud af boghandlere der. Som en drøm.

Mens de korte ture ud i det blå på den ene side er de mest uvirkelige, er de på den anden de mest uforglemmelige med deres pikante løften en flig ind til en labyrint af skatkamre. I sandhedens interesse er de korte ture også de hyppigste, ja der var en til London, der hed flyver-taxa-interview-taxa-flyver, men den var så heller ikke noget at skrive hjem om. Det skulle da lige være for absurditetens skyld. Så måske en dag.

Men udgør en række løsrevne førstehåndsindtryk intet solidt grundlag for en solid antropologisk undersøgelse, kan de minde lidt om poesiens flagrende uhåndgribelige væsen. For man må bare elske en europæisk hovedstad, hvor antallet af boghandlere og ølstuer langt overstiger antallet af dvd-gesjæfter og stripklubber.

Blandet med bittersød erkendelse af kun lige at have fået smagt på en udsøgt ret uden mulighed for at spise sig mæt. Velvidende det tjekkiske køkken aldrig kommer til at fortrænge hverken det franske eller italienske fra smagsløgenes prestigiøse førsteplads; tværtimod må det for evigt se sig henvist til en rimelig lav position blandt de mange østeuropæiske nationalkøkkener med forkærlighed for kål, knödel og kogt kød og en udpræget berøringsangst over for krydderier og friske grøntsager. Hvorfor nu også det, når lortet kan syltes?

Broccoli med smør

For nogle år siden havde min svigerinde således et tjekkisk par til middag, hvilket var ved at ende i gråd og tænders gnidsel, da de med urokkelig overbevisning insisterede på, at hun havde fået maden leveret fra en restaurant, for "så god mad kunne private simpelthen ikke selv lave"! Mens Robert, en tjekke, Deres udsendte mødte, og som var gammel nok til at huske tiden, før Muren faldt, som absolut livret havde broccoli med smør! Det kunne stadig fylde ham med henrykkelse, at det overhovedet var til at få.

Så lad os klappe hesten og konstatere, at lige meget hvad der sættes på det tjekkiske bord, skylles det ned med god og billig øl, der serveres i endog meget generøst udformede krus. Og så er alle glade - hvad Deres udsendte konstaterede ved selvsyn, da han under et toiletbesøg i kælderen under en restaurant med speciale i det tjekkiske køkken - der består en del af knödel, som vist nok er en kogt brøddej - løb ind i en delegation af danske tele-arbejdere, der havde det syndigt sjovt på en facon, der i vid udstrækning forklarede, hvorfor tjekkerne, når talen falder på tilstanden 'grønlænderstiv', tyr til vendingen "fuld som en dansker".

Lingvisten, der udgjorde den ene halvdel af værtsparret, påstod, det kunne føres tilbage til Tycho Brahe, der forståeligt nok slog sig ned i byen i 1599, hvorfra han også bød verden ret farvel i 1601. Ifølge folkemytologien fordi hans blære sprængtes under en royal middag, thi det var ikke tilladt at rejse sig før det kronede hoved, men den prosaiske sandhed var vistnok blyforgiftning. Eller syfilis. Om han ragede fuld rundt i Prags snævre gader i tide og utide, vides ikke, men da udtrykket tilskrives hans tilstedeværelse, mon ikke?

Mens værtsparrets anden halvdel, guiden, supplerede med, at der om kleptomaner og lignende til gengæld benyttes udtrykket at "stjæle som en svensker"! Det handler om det krigsbytte, svenskerne scorede hen imod slutningen af 30-årskrigen, hvilket de mange tomme helgensokler ved kirkerne rundt om stadig vidner om. Og så var der noget med en uvurderlig sølvbibel fra det 6. århundrede, den såkaldte Codex Argenteus, som svenskerne hjemtog i triumf i 1848 og siden har holdt godt fast i. Så også der har vi skandinaver formået at gøre indtryk med vores diskrete facon og afslappede forhold til alkoholiske drikke.

Men selv om det sikkert er skægt, ville det nu være synd og skam at rage uafbrudt beruset rundt i, hvad der er en af de smukkeste byer i denne, den på en gang bedste og værste af alle verdener. Man skal lede længe efter en renere og mere velholdt hovedstad, og den sætter det almindelige svineri, der nu om stunder er en selvfølge i Københavns parker og på dens pladser og gader, voldsomt i relief.

Tal lige om historiens vingesus, for alle de milliarder, UNESCO har pumpet ind i foretagendet, må siges at være brugt med omtanke og omhu; også selv om sporene efter den katastrofale oversvømmelse i 2002 stadig er synlig mange steder.

Skæbnen ville, at Deres udsendte indlogeres på noget nær den sidste rest Østblok, der er at finde i den gamle bydel, et kollegium af en sådan beskaffenhed, at man føler sig øjeblikkeligt hensat til en sær og streng sort-hvid verden, hvor håb og drømme ved lov på det strengeste er forbudt, og planøkonomien stadig kører på skinner.

Little Richard i Prag

Fraset en farverig plakat nede i den ellers dystre reception, der annoncerer, at Little Richard gav koncert et sted i byen i løbet af den sommer, der forlængst er forbi. Dens blodrøde kulør og hele bralrende opsætning får den til at ligne noget fra en anden planet, som ved en fejltagelse er blevet teletransporteret fra en paralleldimension. Billedet på plakaten stammede i øvrigt fra comeback-pladen Little Richard Is Back fra 1965. Det får én til at spekulere over, hvordan han egentlig ser ud i dag, en små 40 år efter og godt oppe i 70'erne, som han efterhånden er.

Fordelen ved den ydmyge indkvartering er dog det behagelige chok, det er at træde ud ad fordøren og ud på Petrská, en gade, der øjeblikkeligt er flyttet ind i det kammer, de uudslettelige minder bebor. Her er godt at være.

Midt i Staré Mesto, den gamle bydel over for Hradcany, det sagnomspundne og visuelt dominerende slot på den anden side af floden. Og hvis det, som nogle påstår, skulle være sundt at sove på et jernhårdt leje, var det helsemæssigt det rene svir.

Rigtig gode ben

Men ud over en herlig bytur med lingvisten og guiden, der former sig som en guddommelig Prague by night-oplevelse iblandet en moderat pub crawl med blandt andet et passende besøg på ølstuen Den Sorte Okse, hvor også Herman Bang i sin tid nød en pils eller to, samt en stemningsmættet gåtur rundt i kvarteret omkring det enorme slot - med et smut om Franz Kafkas hus (som ifølge guiden nok snarere var Kafkas søsters elskovsrede!) og en slentretur hen over Karlsbroen, som denne milde hverdagsaften i november er næsten mennesketom, men som i højsæsonen skulle være stort set ufremkommelig, samt et længere undervisningsforløb på byens tussegamle universitet, kan det med glæde herfra konstateres, at turen forløb fuldstændig begivenhedsløst om end mættet med indtryk og appetitvækkere nok til, at det med sikkerhed kan slås fast, at det ikke er sidste gang disse fødder vil slentre hen over byens brolagte gader, mens øjnene nyder tjekkernes uforlignelige sans for med lys stemningsfuldt at illuminere dette overflødighedshorn af eventyrlig arkitektur, der præger Bøhmens elegante hovedstad.

Det havde selvfølgelig været både festligt og farverigt, om skribenten for ikke at kede læserne var blevet frarøvet alt af en bande opgejlede sigøjnere eller i en brandert var trimlet en tur i Moldau, men turens højdepunkt handlede mest om en drømmende isdessert (helt fri for kål!) og en kop kaffe på Wenzelas Pladsen i den gamle bydel, der trods det fantastiske opbud af blæret arkitektur på en eller anden måde kom til at handle mest om dameben.

For de tjekkiske kvinder har rigtig gode ben og er ikke bange for at vise dem frem. Tværtimod! Og så ville man da være et skarn, hvis ikke man skænkede dem sin fulde opmærksomhed. Af alle arkitekturens vidundere er der stadig ingen, der helt kan måle sig med de kurver og former, som i et virvar af variationer præger den kvindelige anatomi. Et i sandhed syn for guder, der dog ikke blev mindre guddommeligt af den imposante kulisse, de spankulerede omkring i, som var det deres personlige ejendom.

Da jeg på det nedslidte, men meget levende og dynamiske universitet er færdig med mit dansksprogede foredrag, som er den egentlige grund til såvel rejse som ophold, spørger jeg den lille gruppe forsamlede danskstuderende, om de har nogen spørgsmål.

Det har de først ikke, men efter en lang pause rækker Robert hånden i vejret. Hvad vil du gerne vide, spørger gæstelæreren interesseret. "Jo", siger Robert så, "Hvad betyder 'lir' egentlig?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu