Læsetid: 3 min.

Da midtbanen blev uinteressant

1. juli 2006

Hvorfor ikke starte med Peter Handke? I romanen Målmandens frygt for straffespark lader han sin hovedperson, Bloch, filosofere over målmandens chancer for at aflure, hvor skytten vil placere bolden. "Målmanden kunne lige så godt forsøge at låse en dør op med et halmstrå," skriver han. Den lader vi lige stå i 170 linjer. Og spoler tilbage til åbningsbilledet: Forskellen har været slående under hele dette VM: Franz Beckenbauer i æreslogen, ulasteligt klædt, ultra kontrolleret. Diego Maradona, altid fanget af kameraet, som om han er ude i den gemene hob iført den argentinske landsholdstrøje, gebærdende sig som en blanding af en lavstammet Elvis og en landsbytosse. To forskellige skæbner fra samme fodboldgeneration, og to vidt forskellige spillertyper, men lige uundværlige, når man skal forstå udviklingen i fodbold. Dobbeltbilledet er også fristende at bruge som illustration af forskellen på gårsdagens to første kvartfinalister, Argentina og Tyskland, mødet mellem det rationelle og det artistiske. Bare måden, spillerne tager imod bolden på. Argentinerne kæler for den, som om den er en gammel kæreste, der vender hjem, og som man nødig vil slippe igen uden at have gjort noget helt uforglemmeligt ved og for hende. Tyskerne derimod tænker ikke erotik, når de spiller bold. De tænker systematik. Derfor vil de af med bolden i forhåndsudstukne linjer.

Mens jeg skriver dette, kan jeg godt se, at det kan læses, som om de to hold ikke havde noget at sige hinanden. Men det forholdt sig faktisk modsat i går på det olympiske stadion i Berlin, der var rammen om en kamp, som blev noget så paradoksalt som en bevægende stillingskrig. Kampen stod om midtbanen, for den var argentinernes vej til spildominans. Latinamerikanerne er nemlig for små til at matche den tyske forsvarsakse, Per Mertezacker og Christoph Metzelder. Derfor skal der shortpasses, og det virkede. Tyskerne løb og løb, og argentinerne spadserede, men fik aldrig skabt et reelt tryk. Corinthians-talentet Carlos Tevez var blevet valgt af director tecnico José Pekerman på bekostning af Javier Saviola, Christian Poulsens kommende klubkammerat i Sevilla, og var i perioder en pestilens for den tyske ordenssans, men løb for tit alene.

Dødemandstaktisk

I stedet måtte argentinerne leve med risikoen for at få revet overtaget fra hinanden, som da Michael Ballack dybdeløb sig til et hovedstød i 16. minut, sat i gang af midtbanekollegaen Bernd Schneider, som virkede mere parat end Bastian Schweinsteiger, der spillede det, DR1-kommentatoren, Niels-Christian Holmstrøm, kaldte alibifodbold.

Men da den usynlige, og derfor upåklagelige, slovakiske dommer Lubos Michel fløjtede til pause, skrev jeg 'dødemandstaktik' på blokken. Det var, hvad denne avis' navnkundige fodboldekspert Per Høyer Hansen kaldte argentinernes spillestil, da de tabte VM-finalen i 1990 0-1 til netop Tyskland. Også dengang var forskellen på offensiv og defensiv hårfin, når den blev fortolket på spansk. Det er den stadig. Det så man i 2. halvlegs fjerde minut. Juan Ramon Riquelme afleverede et drønhårdt hjørne, tyskerne fór vild i hinandens positioner, og den fremstormende Roberto Ayala headede bolden forbi en fortvivlet Jens Lehmann. Det vækkede Tyskland. Pludselig begyndte Ballack at løbe. Også for holdet. Og magtbalancen tippede. Argentinerne gik i stilling til pindsvinebold latino style. 1-0-føringen skulle holde. Som for at betone det, skiftedes først arkitekten Riquelme ud i 71. minut og syv minutter satte også Hernan Crespo sig på bænken. Men Pekerman havde overspillet sit defensive kort. I 80. minut sendte Ballack en bold indover, Borowski snittede videre, og så stod Miroslav Klose der, hvor han skal stå - på pletten. 1-1, så rent, så nemt, og forlænget spilletid var uundgåelig.

Her tvang enmandshæren Tevez argentinerne frem i en offensiv af flagrende, trodsig skønhed, og bortset fra den chanceskabende kantspiller, David Odonkor, så tyskerne slidte ud. Midtbanen blev ikke mere det mest interessante sted at opholde sig. Og straffesparksafgørelse lignede det logiske udfald. Her viste det sig så, at Jens Lehmann ikke kunne sin Peter Handke. Med to redninger sikrede han tysk 4-2 sejr. Jeg ved ikke, hvor godt det var for fodbolden, men det er godt for VM.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu