Hvad gør en franskmand, hvis hun ikke vil vælge mellem den socialistiske kandidat Ségolène Royal, den liberale kandidat for UMP, Nicolas Sarkozy, eller ekstremerne til begge sider?
I denne uge ville hele 19 procent af vælgerne stemme på den i udlandet relativt ukendte politiker François Bayrou, der er leder af partiet UDF. Og skulle den nye, funklende 'tredje mand' overraskende gå videre til anden runde, vil han ifølge samme meningsmålinger og i modsætning til Le Pen i 2002 blive Frankrigs næste præsident.
Det er dog temmelig usikkert, om det kommer så vidt. De vælgere, der i øjeblikket hævder at ville stemme på Bayrou, hører til det mest flygtige segment af vælgerskaren. Til gengæld er det netop her, der skabes overraskelser i de franske valgurner.
Midtsøgende
François Bayrou er ikke et ubeskrevet blad for franskmændene. Han har siden 1991 været leder af Valery Giscard D'Estaings gamle parti, UDF. I den højreorienterede cohabitations-regering under den socialistiske præsident Mitterrand, bestred han den i Frankrig så brændvarme post som undervisningsminister. Ikke med udelt succes. 600.000 vrede franskmænd gik på gaden i protest mod hans forslag om at bringe privatskoler på linje med det offentlige skolesystem. Forslaget blev trukket tilbage, men Bayrou erindres som en forhandlingsvillig minister.
Samarbejdet hen over midten var i Bayrous smag. Han er ivrig fortaler for et flerpartisystem, som vi kender det i Danmark, i modsætning til den franske politiske polarisering. Efter præsidentvalget i 2002, hvor han opnåede en fjerdeplads med 6,2 procent af stemmerne, satte han sig voldsomt imod præsident Chiracs gennemtrumfning af dannelsen af ét stort højreparti. UMP så dagens lys, men det blev uden Bayrou. Han holdt - som en dengang noget ensom ridder - fast i UDF.
En messe værd
Måske er det François Bayrous lidet karakteristiske opvækst, der har givet ham smag for modsætninger. Han stammer fra Bearn i det sydvestlige Frankrig, forældrene var bønder og katolikker. Faderen var 'autodidakt intellektuel', og sønnen blev i 1974 magister i klassisk litteratur. Faderens pludselige død bragte Bayrou tilbage til gården, hvor han i en årrække tog sig både af kvæget og en lærerstilling. Han kaldes den sidste store politiske orator i Frankrig - en markant sejr over den stammen, han led af som ung. Som far til seks i en tidlig alder vrimler det med børnebørn omkring huset i hjemstavnen, som lokalbefolkningen kalder 'Det hvide hus'. En succesfuld biografi om Henri VI, gjorde det i 1994 muligt for Bayrou at starte et opdræt af avlsheste.
Nøglen til 'mysteriet Bayrou', ligger måske netop i hans beundring af Henri IV, kompromissernes mand. Henri IV tilbragte barndommen blot to kilometer fra Bayrous hvide hus, som protestant midt i religionskrigenes Frankrig. Krigene blev bragt til en afslutning, da Henri IV i 1593 omvendte sig til katolicismen med ordene "Paris er vel en messe værd".
Med freden blomstrede Frankrig op under den økonomisk kløgtige regeringsleder de Sully, der forblev protestant. Det er svært ikke at tænke på de Sully, når Bayrou i disse dage nævner den forsmåede socialistiske præsidentkandidat Dominique Strauss Kahn som muligt premierministeremne eller højlydt drømmer om 'en ung Jaques Delors'.
Men er François Bayrou så til højre eller til venstre? Henholdsvis Sarkozy og Royal har i disse dage travlt med at smide ham over til modparten. Socialisterne minder om Bayrous modstand mod at gå ind på den socialistiske - og protestantiske - premierminister Michel Rocards kompromisforslag i 1980'erne, da han havde brug for at regere hen over midten. I 1991 hævdede Bayrou "at han aldrig nogensinde ville kunne regere sammen med socialister".
En udtalelse han siden offentligt har fortrudt, men som Royal husker på:
"UDF lægger altid deres stemmer til højre."
UMP-folk peger på Bayrous ambivalente holdning. Ikke mindst med de Villepinregeringen er UDF under Bayrou trådt i karakter. I juni 2005 gik partiet med på et mistillidsvotum til regeringen, og Bayrous parti stemte mod den stærkt omdiskuterede arbejdskontrakt CPE, der for et år siden skabte enorme demonstrationer.
Ekstrem centrist
Samler Bayrou i øjeblikket de to fløje i fransk politik, er det således i fælles modstand mod sin egen, stadig mere aggressive og fremtrædende person. Den respekterede politiske kommentator Alain Duhamel - som internettet siden har afsløret som Bayrou-tilhænger - har karakteriseret den 'nye' Bayrou som "ekstrem centrist".
Med mindre Le Pen endnu engang overrasker, kan Bayrou vise sig at blive den person, der redistribuerer kortene i valgkampen. Franskmændene, der stemte imod unionstraktaten, synes selv at skræve bredere end bukserne kan holde. Bayrou er en af Valery Giscard d'Estaing-traktatens mest renhjertede tilhængere.
Foreløbig diskuterer det klassiske politiske Frankrig over, hvilket hold Bayrou egentlig spiller på, og Nicolas Sarkozy konkluderer:
"Selv med de allerstørste talenter løber man panden mod en mur uden strategi, holdkaptajn eller træner."
