Læsetid: 4 min.

Midtens sygdom

Det er de store koalitioners tid i flere europæiske lande, hvor der har været valg på det seneste. Vælgerne stemte længere ude på de politiske fløje eller på protestpartier. Men de får det stik modsatte, når borgerlige og socialdemokrater finder sammen og regerer hen over midten
5. december 2006

Der er utilfredshed med de store, klassiske partier. Det viste valgene i både Holland, Østrig og Tyskland. Borgerlige og socialdemokrater i Østrig og Holland er endnu i gang med at føre koalitionsforhandlinger hen over den politiske midte. I Tyskland har en stor koalition mellem kansler Angela Merkels kristendemokrater og socialdemokraterne været ved magten i omkring et år.

Ser man på de politiske blokke de seneste to valg i Tyskland, var blokkene stort set akkurat lige store i 2002 og 2005. På venstre side af Bundestag fik socialdemokrater, socialister og grønne tilsammen 51,1 pct. ved hvert af de to valg, mens de borgerlige og de liberale tilsammen fik 45 pct. i 2005 mod 45,9 tre år tidligere. Det interessante var, at venstrefløjsblokken i 2005 var blevet markant mere rød.

Det gik ikke godt i Tyskland i årene mellem de to valg, hvor der var en rød-grøn regeringskoalition under kansler Gerhard Schröder. Selv om tysk industris eksport drønede derudad, var arbejdsløsheden altoverskyggende. Hvis endelig folk havde penge, holdt de på dem i stedet for at bruge dem og sætte gang i de hjemlige hjul.

Der var et stort vinderparti efter de tre triste år: Det nydannede parti Die Linke.

Den dybrøde venstrefløj opstod på socialistiske og keynesianske ideer i vest og slog sig sammen med reformkommunisterne PDS i øst. Sammen mere end fordoblede de stemmerne fra fire til 8,7 pct. og fra to til 54 pladser i det tyske parlament.

Socialdemokrater, Die Linke og de Grønne ville tilsammen have haft et bekvemt flertal. Men lydhørheden over for vælgernes fingerpeg mod venstrefløjs-idealerne kunne ikke rokke socialdemokraternes leder, Gerhard Schröder. Samarbejdet med Die Linke var blevet udelukket på forhånd, og regeringen hen over midten blev dannet under borgerlig ledelse med Angela Merkel i spidsen.

Østrig og Holland

Valget i Østrig i oktober var lidt anderledes. Den borgerlige kansler, Wolfgang Schüssel, tabte stort efter syv år i højrefløjens favn i koalition med Jörg Haiders parti. Men også her gik vælgerne mere til de politiske ydersider. Den rød-grønne side af parlamentet gik svagt frem fra 46 til 46,3 pct., men blev mere grøn end ved valget i 2002. Rykket skete på højrefløjen, der gik fra 10 til 15,1 procent siden sidste valg. Vælgerne peger altså mod højre. Alligevel er der nu forhandlinger om en stor koalition. I Østrig er højrefløjen internt nemlig ikke på talefod. Jörg Haiders Frihedsparti blev delt op i to, og de to partier vil ikke i koalition sammen, selv om de sammen med kansler Schüssels borgerlige ville kunne få flertal. I Holland er situationen endnu mere broget. Her røg socialistpartiet fra 6,3 til 16,9 pct., og selv en koalition mellem de to største partier, kristendemokrater og socialdemokrater kan ikke få flertal alene. Også i Holland gik vælgerne længere ud til fløjene. Det store ryk skete så på venstresiden med socialistpartiets store fremgang. Også protesterne blev der dog flere af. Summen af proteststemmer steg fra 7,8 til 10,3 pct. Men igen er partierne så splittede, at de ikke flytter meget. Det nye hollandske Frihedsparti under Geert Wilders fik seks pladser i det nye parlament. Wilders & co går ind for økonomisk liberalisme, en stram indvandrerpolitik, er skeptisk over for EU og imod tyrkisk EU-medlemskab.

Holdning

Billedet går altså igen, uanset de forskellige forhold i de enkelte lande. Vælgerne peger mod de politisk markante fløje, og får det stik modsatte: mere midterpolitik.

I årevis har de store, magtfulde partier trofast kappedes om at være det allermidterste midterparti. Tonen lyder bekendt fra Danmark, og går igen i flere andre lande. I de store koalitioners tid viser det sig nu, at socialdemokrater, borgerlige og liberale ikke blot i deres proklamationer om den politiske midte, men også politisk har nærmet sig en bred politisk 'mainstream'. De har det meget bedre med hinanden end med de mere skarpe udgaver af det, der måtte have været deres oprindelige politiske udgangspunkt. Holdninger bliver degraderet til rituelt politisk fnidder, mens det bliver vanskeligt at se den politiske afsenders stempel på beslutningerne.

Kald det holdninger, kald det mærkesager, kald det 'branding' - den markante linje lader til at have mere succes hos i hvert fald nogle af vælgerne end den årelange stræben mod midten.

Men måske er der alligevel stadig nogle holdningsforskelle tilbage også i de forskellige dele af de store koalitioner?

Den tyske Merkel-regering har nu godt et års erfaring med at regere hen over midten. To store sager var føderalisme-reformen og sundhedsreformen. Begge blev af eksperter hilst velkommen med - et træt suk. Der var ikke flyttet ret meget.

Det er måske det mest skræmmende symptom på den politiske sygdom i de store koalitioners tid: Samarbejdet hen over midten sker bag kabinettets lukkede døre, og den store koalition garanterer ikke nødvendigvis store resultater.

Vælgerne kræver forandring, og til gengæld sker der slet ikke noget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her