Læsetid: 3 min.

Midtvejsportræt af en forhåbning

Connie Hedegaard præsenteret på pudset sølvbakke
10. oktober 2005

Kurt Strand afslutter sin bog - biografi i utide, kan man mene, af miljøminister og kollega Connie Hedegaard, med ordene: "En anstændig borgerlig har talt." Det siger sig selv, at forfatteren med en sådan afskedssalut til sin hovedperson har valgt synsvinkel og jo antyder, hvis man da kan tolke det ind i sætningen, hvad man næppe skal, at borgerlige eller konservative politikere i al almindelighed ikke kan bære dette prædikat.

Rent bortset fra det, og at sætningen jo adviserer læseren om, at den store kritiske analyse er blevet hjemme i skuffen, kan man vel på det mere uudtalte plan og uden selv at skulle skrive sådan noget direkte om en minister ikke være uenig med Strand.

Connie Hedegaard, der jo vendte tilbage eller hjem til borgen efter et langvarigt politisk eksil for at blive miljøminister efter en endog for denne regering skandaløs forgænger, er faktisk et respektabelt og ordentligt papir, en dygtig politiker, en intelligent person, og et menneske man godt tør betro talenterne, uanset om man er enig eller uenig i hendes grundholdninger.

Nærvær og smag

Dertil kommer i den portrætteredes fortid og nutid et demonstreret personligt og betydeligt mod til at sige fra og smække med døren, når det bare bliver for meget. Ingen, der i sin tid iagttog den da meget unge politiske ordfører og hastigt stigende komet på den konservative himmel, kunne være i tvivl om hendes modvilje mod Ninn-Hansens forvaltningsmetoder.

Vejen ud åbnede sig, og leden ved politik kom den gang op over grundfjeldet; Hedegaard smøg sig ud af karrieren for at blive journalist, hvortil evnerne også rakte rigeligt. Som gammel fagmand fik man hurtigt respekt for hendes evner for tv's vanskeligt håndterlige og højst påtrængende krav om nærvær og - nå ja: smag.

Også den har hun, hun er i den forstand atypisk for så meget og så mange i medier og politik.

Bogen Kurt Strand, der skriver godt, har leveret, kan uden konspirationskuller, men også uden besvær ses som et forberedende træk i den tilstundende kamp om tronfølgen efter Bendt Bendtsen, hvis egenskaber som fredsstifter har været bemærkelsesværdige, men som næppe ejer mentaliteten til at forny og forstærke det konservative apparat og styrke begrundelsen for det, de konservative opfatter som partiets nødvendighed.

Der er ingen tvivl om, at Connie Hedegaard vil være den rette til at overtage Poul og Axel Møllers, Palle Simonsens og Schlüters gamle parti og vil kunne formulere den moderne konservatisme, som Brian Mikkelsen har profaneret ved sin gumpede ubehændighed, og Lene Espersen umenneskeliggjort med sin hårdtpumpede kriminalitetsfiksering.

Kroniske nederlag

Eller er der tvivl? Nederlagene, Hedegaard har scoret i sin ministertid, som kunne have fældet en mindre satsning, og som ændrede Connie-effekten til defekten, fortalte historien om en konservativ, der i denne ombæring måske er kommet for sent til at kunne gøre godt med sin anstændighed.

Dansk Folkepartis ydmygelser af de konservative besvares jo kun af eftergivenhed, hvilket næppe er Connie Hedegaards kop te. Miljøministerens gentagne forsikringer om sin forpligtelse på politiske resultater ved sammenfatningen af mange mennesker, meninger og temperamenter, forekommer ikke helt overbevisende på baggrund af hendes eget noget nær kroniske nederlag efter de lykkelige hvedebrødsdage på posten.

Kan dét mon være meget anderledes i den politiske konstellation og i den regering under den ledelse, i hvilken hun indgår?

Bogen om den sympatiske og på mange måder usædvanlige danske borgerlige politiker med de, det skal vel nævnes, betragtelige ambitioner er blevet til på hendes præmisser. I en række interview, klippet godt op i teksten, går Hedegaard rundt om Hedegaard og doserer et selvopgør i milde, meget milde doser. Kurt Strand er høvisk sagt ikke den, der lægger alen til kritikken.

Det ville da have været en runde værd, om forfatterren var gået i dybden med begrundelsen for at genoptage det politiske arbejde nu efter dengang at have forladt det på baggrund af en skarnsstreg. Men Ninn-Hansen, og det han bedrev, er jo for intet at regne mod det flertal, der for tiden sætter al ordentlighed over styr, og en regering, hvis skandaleregister og magtfordrejninger efterhånden fortjener plads i Guiness Rekordbog. Et særligt fænomen i den type politisk litteratur, der her foreligger, og som er en særlig stilart efterhånden, fremstår i new-journalism maneren med at detaljere et rekonstrueret virkelighedsbillede. Connie Hedegaard bliver således ikke kørt til og fra dronningen i en ministerbil, men i en orientblå BMW 735i. Er det vigtigt?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her