Læsetid: 3 min.

Det er et migrantliv

Der er ingen andre til at beskytte dem, så to kinesiske ngo'er har sat sig for at gøre migrantarbejderne i stand til at gøre det selv
25. marts 2006

"Hjælp arbejdere med at hjælpe dem selv," står der på et banner hos den kinesiske ngo 'Samarbejderne'. Den har netop sat sig for at samarbejde med hovedstadens migrantarbejdere for at give dem styrken til selv at beskytte deres egne rettigheder. "De mangler selvtillid og har ikke modet til at kæmpe for deres egne rettigheder," siger Li Tao, der i 2003 oprettede organisationen.

Kinas bønder strømmer fortsat til byerne for at finde et bedre liv gennem midlertidige job på byggepladser og i serviceindustrien. Der er løbende mellem 120 og 150 mio. migrantarbejdere i landets storbyer. Alene i Beijing har fire mio. bønder sluttet sig til de 15 mio. registrerede beijingere.

Da myndighederne endnu kun er beredt på at tilbyde dem en semi-legal status i byerne, er deres muligheder begrænsede for at forsvare sig mod udnyttelse fra arbejdsgivernes side.

"Migrantarbejdere får ofte ikke udbetalt deres fulde løn, hvis de bliver syge, fyres de bare. Og de har ingen forsikring til at hjælpe dem i tilfælde af arbejdsulykker, de har ingen pensionsordning, og de udsættes ofte for diskriminering," opremser Li.

Kinas arbejdsret, der bl.a. foreskriver underskrevne kontrakter, anstændige lønninger og kompensation i tilfælde af ulykker, ignoreres ofte i praksis. En anden ngo, Xiaoxiao Niao, har oprettet en hotline for at hjælpe arbejderne med at få udbetalt de lønninger, de skyldes. Den blev lanceret i år 2000 af Wei Wei, og modtager hver uge over 100 opkald med klager fra migranterne. "Telefonen kimer hele tiden," siger han.

Wei kom selv til Beijing fra Henan provinsen i midten af 1990'erne, og arbejdede på hovedstadens byggepladser. Han anslår, at XiaoXiao Niao i 70 procent af tilfældene er i stand til at løse lønkonflikterne ved at forhandle direkte med arbejdere og bygherrer. Men hvis det ikke lykkes, har de en række advokater til rådighed, der kan føre sagerne videre til domstolene.

Statistikker fra arbejdsministeriet viser, at myndighederne selv i første halvdel af 2005 hjalp næsten fire mio. migrantarbejdere med at få udbetalt skyldt løn på i alt 2,5 mia. kr.

Regeringen har skitseret forslag, der sigter på at introducere bedre lovgivning for at sikre en mindsteløn for migranterne. "Der er brug for reform. Men spørgsmålet er, hvordan de reformer skal gennemføres," siger Li Tao. "Arbejdslovene i Kina lider af mangel på supervision."

Derfor, mener Li, at den bedste løsning er, at arbejderne selv informeres, så de kan forstå deres egne rettigheder. "Nu ved arbejderne ingenting om deres egne rettigheder. Ifølge vores undersøgelser kender 77,9 pct. af migrantarbejderne f.eks. intet til loven om kompensation i forbindelse med arbejdsulykker."

Han forklarer, at når arbejderne støder på problemer, har de tre måder at få hjælp på: hos arbejdsministeriet, de kan bede medierne om at rapportere om deres lod, og de kan gå til domstolene. "Det kan vi hjælpe dem med. Vi hjælper mange, men hvis vi ikke samtidig gør en indsats for at løse de grundlæggende problemer, kan vi blive ved i en evighed med at hjælpe, efter skaden er sket," siger Li.

"Vi vil give migranterne en stemme," fortæller han. "Og fortælle dem, at de også har rettigheder som borgere."

En anden målgruppe for 'Samarbejderne' er netop byboerne, som de oplyser om migranternes skæbne. Li siger, de normalt ser migrantarbejderne som uudannede, at de er uhøflige og ukultiverede: "De mener derfor, at de ikke fortjener at blive behandlet på lige fod med dem selv. Men denne fordom er resultatet af manglende forståelse."

Ved det netop overståede årlige møde for Kinas lovgivende forsamling var udligningen af landets økonomiske skel øverst på prioritetslisten. "Det er et problem. Men alvorligere er dog det kulturelle og psykologiske skel mellem Kinas bønder og byboere. De forstår slet ikke hinanden, og lever i to forskellige verdener," siger Li.

Hvis regeringens prognose - at 300 mio. flere vil tage til byerne inden for de næste 20 år - holder stik, vil der blive endnu større behov for gensidig forståelse og en løsning på migranternes manglende rettigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu