Læsetid: 5 min.

Milan, min Milan

Finalen den 23. maj bliver et hedt opgør mellem Daniel Aggers sejrsvilje og og Kakas genialitet
5. maj 2007

Champions League.

AC Milans 3-0-sejr over Manchester United i onsdagens Champions League-semifinale må lune ekstra godt i milanesernes trængte hjerter. De ved godt, at spillere som Ricky Kaka og Andrea Pirlo er i en klasse for sig. De færreste hold kan stå distancen mod et suverænt taktisk Milan, som elsker at spille bolden rundt, eksplodere i offensive ryk, og som i toppen af formkurven i næsten fordistiske ressourceoptimeringer kan pille pynten af fjendens angrebsiver. Læg dertil en Gino Gattuso, som i et åbent brev til de italienske tifosi - bragt i avisen Corriere della Sera - havde anmodet om fest, farver og slagsange i skæbnens stund. Og husk endelig på træner Carlo Ancelotti, som gang på gang har mindet den internationale presse om holdets drøje vej mod triumf. "Vi har allerede bagt kagen," som han siger. "Nu mangler vi bare at putte kirsebæret på toppen."

Symptomer på både hopla og panik

Først måtte hans hold tilkæmpe sig en plads i Champions League-turneringen efter dommerskandalen i den italienske Serie A. Langt ind i sæsonen lå de og rodede nede i midterfeltet, mens rivalerne fra Inter, Lazio og Roma strøg til tops. Nu har AC Milan, hvis gennemsnitsalder er et godt stykke over 30, erobret en lukrativ tredjeplads i kampen om Scudettoen, og med Kakas lynende knaldskud, Seedorfs fejende halvflugter og Gilardinos stilsikre kontrascoring har Paolo Maldinis rød-sorte føjet et vigtigt kapitel til fodboldens moderne fortælling. Next stop Liverpool i finalen i Athen den 23. maj. Lige som for to år siden. Dén historie sidder stadig i benene på de fleste af Milans modne krigere.

Uniteds stjerneskud virkede opgivende på forhånd. Mens regnen silede tungt over San Siros mørke stadion, som end ikke utallige tifo'er og viftende halstørklæder formår at lysne helt, røg englændernes afleveringer og forsøg på at åbne det elegante Milan-forsvar konstant i fødderne på hurtige igangsættere som Pirlo og Seedorf. Så var det ellers ud på fløjene, hvor Kaka efter behag fik Gabriel Heinze og Nemanja Vidic til at ligne marionetdukker i slowmotion, eller det var startskuddet til det formfuldendte positionsspil i små og store trekanter, som Milan dyrker, og som tydeligt frustrerede United og skabte dybe pandefuger hos den hysterisk tyggegummityggende Alex Ferguson. United fik simpelthen ikke et ben til jorden. Det er sådan, connaisseurer spiller fodbold. Og det behøver man ikke at være flammende Milan-fan for at indse.

Symptomerne på henholdsvis hopla og panik kunne man se allerede i kampens gryende minutter. Tidens mest fashionable kæledægge, 22-årige Cristiano Ronaldo, hvirvlede en kvik hælaflevering afsted mod en holdkammerat tæt på fløjen. Men bolden trillede ud over sidelinjen, og initiativet faldt atter tilbage på Milans side ofte personificeret ved Gattuso, som igen og igen vristede kuglen fra Giggs, Ronaldo og Rooney. Og hver gang røg den massive italieners arme energisk op i luften i et råb om endnu mere støtte fra San Siro, mens kampgejsten fra den tidligere Glasgow-spiller lynede fra øjnene. Sekunder efter løb Kaka fra det halve Manchester-kongerige, men skød forbi Edwin Van Der Sar i målet.

Dermed var stilen lagt og uligheden etableret. Milan havde ikke noget adresseløst smartness i benene. I stedet spillede de noget så sjældent som stabilt fantastisk. United manglede aktører med Gattuso-gener. Nogle, der kunne sætte damp under kedlerne og skabe et mentalt Old Trafford midt i fjendeland. Og endelig er Kaka Milan-ejendom. Det gør hele forskellen.

En kamp på råstyrke

Målt i intensitet kunne det ikke blive meget mere opulent end tirsdag aften, da Liverpools røde tog imod Chelseas blå. Til gengæld savnede man en Kaka til li'som at hæve matchen op over infights i målområdet og de alenlange bolde fra den ene til den anden kridtstreg. Anfield Road var fyldt til bristepunktet. Heftige pibekoncerter akkompagnerede José Mourinhos hårdt prøvede mandskab, der ikke alene smed det engelske mesterskab væk i ugens løb til rivalerne fra Manchester United, men ydermere døjer med en lang og dyr skadesliste. Både Liverpool og Chelsea er fantastisk godt organiseret, og taler vi fysisk formåen, er der ikke mange hold i dagens topfodbold, som kan bryde igennem deres defensive vægge. På papiret lignede Chelsea en vinder i den tvist, for hvis der er noget, The Blues kan, så er det at kværne modstanderen sønder og sammen med kynisk løbevilje og en næsten umenneskelig evne til at hanke op i sukkerdepoterne, når kramper og andre biomotoriske skrøbeligheder indfinder sig.

Sig lige dét til fansene på Anfield! For dem var Daniel Agger & Co seje hjertensvenner, som nægtede at give slip på den europæiske drøm. I den pinefulde nedtælling til sidste dommerfløjt, inklusiv forlængede minihalvlege og straffesparkskonkurrence, lignede Liverpool mere og mere et arbejdsomt ekko af finalen fra 2005 mod netop AC Milan, hvor man vendte en tremålsføring af de italienske overhunde til en samlet sejr. Tilbage i nutiden virkede selv ophedede erindringer om den bedrift en håbløs affære. Chelsea plejer nemlig at have et ekstra gear. Men med Aggers gyldne mål i det 22'ende minut på Steven Gerrards indstuderede frisparksfinte vejrede Anfield hævn over London-klubbens historieløse maskine.

1. maj-symbolik

Det var svært ikke at læse en 1. maj-symbolik ind i opgøret. Merseyside nægtede at danse efter chefenterprenørernes overnationale udstyrsstykker og havde i aftenens anledning blot et hånligt skuldertræk til overs for Sjevtjenkos stjernenykker og en fraværende Michael Ballack. Nej, hjemme hos os, på vores side af floden, har vi da bare en 22-årig gut fra Brøndby med forvitrede tatoveringer, der holder Drogba væk fra målet og giver os stabilitet i defensiven. Karakteristisk nok for den benhårde tvekamp i tirsdagens semifinale kom de største tilskuerbrøl, når Liverpool-drengene tacklede hårdt og rent på hovedstadens stjerner. Sjældent har der været så meget kick-and-rush i en engelsk storkamp. Alligevel opvejes det utidssvarende billede af én af nutidens vigtigste fodboldlove. Holdet med den bedste fysik vinder. Så kald det bare et mirakel på Anfield Road med Aggers fod som input fra Helligånden. For Chelsea tabte sgu'.

Opråb til alle drengerøve og andre fodboldelskere: Sæt kryds i kalenderen 23 maj. Det bliver et hedt opgør mellem Aggers sejrsvilje og Kakas genialitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu