Flere fremtrædende militærfolk foreslår, at Danmark gør noget aktivt for at forbedre sit image blandt den irakiske lokalbefolkning. F.eks. har det danske forsvar et supermoderne og nøglefærdigt felt-hospital stående, som passende kunne sendes til Irak for at yde civilbefolkningen en hårdt tiltrængt og meget synlig hjælp. Det siger bl.a. brigadegeneral Finn Særmark Thomsen og tidligere chef for FN's vagtstyrke i Irak, oberstløjtnant Poul Dahl.
Hospitalet, der står pakket og klar i en container, har endnu ikke været i brug i Irak, og det undrer de to officerer
"Felthospitalet vil gøre det mere tydeligt for befolkningen, at de danske soldater er der for at hjælpe og genopbygge landet. Det er jo det, der er hovedformålet med vores tilstedeværelse i Irak," siger han.
Poul Dahl er helt enig.
"Vi skal bl.a. hjælpe irakerne med at få et sundhedssystem op at køre. Ud over felthospitalet har vi moderne ambulancer og ambulancehelikoptere, som vi kunne sætte ind dernede," siger han og efterlyser i det hele taget flere af den slags humanitære projekter i Irak.
Begejstrede politikere
Ideen om at sende det danske felthospital til Irak møder begejstring hos flere af Folketingets partier.
De radikales udenrigsordfører, Naser Khader, synes, det vil "være et helt rigtigt signal at sende et felthospital til Irak". "For det første er humanitære opgaver noget af det, som Danmark er bedst til, men samtidig vil det også tydeliggøre, at den danske deltagelse i Irak kommer den irakiske befolkning til gode," siger han og undrer sig over, at regeringen ikke har været mere offensiv med at satse på nogle af 'bløde' indsatsområder, som Khader mener, er Danmarks primære styrke.
"Man skal jo huske på, at opbakningen til koalitionen er stærkt faldende. Tre ud af fire irakere mener, at koalitionsstyrken er en del af problemet snarere end en del af løsningen," siger Khader.
Nok i selvbeskyttelse
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, bakker ligeledes op om en anderledes indsats i Irak.
"Det vil være fornuftigt, at forstærke indsatsten på områder som eksempelvis et felthospital. De steder, hvor det er muligt i Irak, bør man desuden sætte alt ind på en styrkelse af uddannelse inden for demokratiet,"siger han.
"Det er de opgaver, som er blevet skudt i baggrunden, også det viser, at hele indsatsen i Irak er på en katastrofekurs. Man har simpelthen ikke længere opbakning fra den irakiske befolkning," siger Mogens Lykketoft.
Både han og Khader peger på, at Danmark bør bruge langt flere resourcer på at hjælpe de irakiske flygtninge i Iraks nabolande, samt at Danmark bør gå forrest i forhold til demokratiudviklingen i Irak.
Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, er imidlertid ikke enig i, at Danmark skal øge den humanitære indsats i Irak
"I øjeblikket har vi sådan set nok at se til i forhold til at beskytte os selv, så derfor skal vi ikke sende et felthospital til landet. Det er spredt fægtning," mener han.