Læsetid: 2 min.

Militærmand tager bladet fra munden: Danmark bør forlade Irak

Danske politikere har sat kikkerten for det blinde øje. Irak har intet med terror at gøre, det har derimod Pakistan, siger Peter Gundelach, afdelingschef i Søværnet
6. september 2005

Irak-krigen bygger på en løgn, og derfor bør Danmark hurtigst muligt trække sine soldater hjem. Det eneste, vi får ud af at beholde de danske styrker i Irak, er at Danmark bliver det næste terrormål.

Så skarp lyder konklusionen fra afdelingschef i Søværnets Materielkommando, Peter Gundelach.

For første gang siden Irak-krigen startede, tager en chef i det danske forsvar nu bladet fra munden og råder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at kalde de danske soldater hjem. Danmark burde i stedet bruge sit krudt på de lande, der er terrorens egentlige bagmænd, heriblandt Pakistan, mener han.

Krigens løgne

Irak-krigen bygger på to løgne; at Irak havde masseødelæggelsesvåben og forbindelser til international terrorisme.

"Begge argumenter er for at bruge et pænt udtryk, udokumenterede," mener Peter Gundelach, der understreger, at så længe, det er tilfældet, giver koalitionsstyrkernes tilstedeværelse i Irak kun næring til mere international terror.

"Det er en fejltagelse, at vi er i Irak. Danmark bør trække sig ud og i stedet rette opmærksomheden mod de lande, der er kendt for at være involveret i terror, heriblandt Pakistan," siger Gundelach, der gør opmærksom på, at han udtaler sig som privatperson og ikke i kraft af sin stilling som ingeniør og afdelingsleder i Søværnets Materielkommando.

Det blinde øje

"Jeg mener, at politikerne har sat kikkerten for det blinde øje. Irak har intet med international terror at gøre, det er der til gengæld flere andre lande, der har, heriblandt Iran og Pakistan," siger han og gør opmærksom på, at adskillige af de involverede i 11. september er blevet pågrebet i Pakistan samt at blandt andet Osama bin Laden og hans næstkommanderende Ayman al-Zawahiri menes at befinde sig i ingenmandsland på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.

"Men det lukker man øjnene for, fordi Pakistan er USA's allierede," siger han.

Peter Gundelach understreger, at han ikke bare skyder på USA, den danske regering eller Forsvarets Efterretningstjeneste.

"Jeg skyder på alle, der ved bedre. Vi skal være opmærksomme på, hvor problemerne virkelig ligger - og det er ikke i Irak," siger han.

Fokus på Pakistan

Peter Gundelach understreger, at han ikke mener, at Danmark skal vende sig militært mod Pakistan: "Man kunne i stedet hjælpe Pakistan. Der er jo kræfter i landet, som gerne vil trække i en mere vestlig retning. Vi burde tage fat i Pakistan og støtte de kræfter, ikke mindst i lyset af den risiko, der er for en islamisk magtovertagelse i landet. Hvis det sker, sidder vi pludselig med et meget stort problem," siger han og gør opmærksom på, at Pakistan er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, herunder atomvåben.

Peter Gundelach, der er fremkommet med sine kontroversielle synspunkter i Politiken mandag, har hverken mødt kritik fra sine militære kolleger eller fra forsvarets side. Hos Forsvarskommandoen i Vedbæk bekræfter presseofficer Peter Abildgaard, at FKO ikke har nogen problemer med Peter Gundelachs kritik af Danmarks militære tilstedeværelse i Irak.

"Han udtaler sig helt klart som privatperson, så det er der ingen problemer i," siger Peter Abildgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu