Læsetid: 3 min.

Miljø er ikke in

23. september 1996

OVERSKRIFTEN er miljøminister Svend Aukens. Den blev fremsat som en simpel men også provokerende konstatering under Socialdemokratiets kongres for godt en uge siden i et "politisk værksted", der skulle besvare spørgsmålet: "Danmark som foregangsland i Europa på miljøområdet?" Næppe nogen kunne være tvivl om, at Svend Auken ville svare ja. Han (og hans forgængere) har da også meget at være stolte af. Men succes'en truer med at slå om i sin egen modsætning. Den er ved at efterlade indtrykket af, at nu er alt det der med bekæmpelse af forurening, beskyttelse af næsten udryddede dyre- og plantearter, fredning af truede land- og vandområder og regnskove, omstilling til bæredygtig, mere eller mindre vedvarende energi, afskaffelse af jorderosionen og rovdriften på Jordens uerstattelige ressourcer og dens grundvand, omlægning af naturødelæggende produktion og forbrug og nedsættelse af det klimaskadelige CO2-udslip efterhånden en kedelig banalitet. Enten er miljøet allerede så godt som frelst eller også er økologien i hvert fald lagt på skinner (DSB-skinner!) med sikker kurs mod den evige naturharmoni. Nu gider vi ikke høre mere om det. Zap videre til næste kanal.

Det forholder sig omvendt. Siden FN's store miljøkonference i Rio for fire år siden er Verdens miljøsituation blevet markant værre, måtte miljøministeren gøre opmærksom på. Alene hvad væksten i energiforbrug angår, er den i løbet af de fire år øget med uhyggelig hast og risikerer nu at blive 50 procent større i 2010.

I EU går det nu direkte den forkerte vej. Det indre marked vinder gang på gang over miljøet, hvad affaldsstrategien og drikkevandsstandardene viser, sagde Svend Auken.

Danmark selv har noget nær verdensrekord med sin årlige CO2-udledning på 10 til 12 tons pr. dansker. Er vi på andre områder ganske rigtigt et foregangsland, sviner vi i kraft af trafikeksplosionen noget så eftertrykkeligt. Den pinlige sandhed er, at nok tager katalysatorerne sig af kvælstofilterne, men til gengæd øger de udslippet af CO2! Og bilparken vokser stadig: I året første otte måneder blev der solgt 100.941 personbiler. Fem procent mere end i samme periode sidste år.

Salget af varebiler og lastbiler ligger også højere.
Til gengæld skrottes færre biler, så det lille yndige
foregangsland rummer nu 1.719.976 personbiler.

ZAP HURTIGT VIDERE. Ikke fordi miljøet er reddet og forureningen et overstået kapitel, som kun fundamentalistiske dybdeøkologer i deres religiøse tilbedelse af den hellige og ukrænkelige Natur kan tilfredsstille deres fanatisk reaktionære lyster ved. Nej, vi zapper, fordi "det største miljøbeskyttelsesproblem er håbløsheden".
Dén konstatering skyldes Danmarks Naturfredningsforenings præsident gennem mere end 12 år Svend
Bichel, der nu takker af. Hans forenings vigende medlemstal fra 273.000 husstande for forholdsvis få år
siden til nu godt 220.000 kan selv være et udtryk for håbløshedens zapperi. Ikke for nogen ærlig og begejstret godkendelse af tingenes tilstand. For stadig væk er det den relativt største forening af sin art i verden med ti procent af samtlige husstande som medlemmer i en og samme organisation.
Sammen med Svend Auken skulle Naturfredningsforeningens nye direktør Lone Johnsen besvare spørgsmålet om Danmark som foregangsland i Europa. Med et blik i øjet oplyste hun, at det typiske medlem af hendes forening er en voksen, bilkørende kvinde, der ikke er socialdemokrat..,

Også et sigende udtryk for den mentale tvetydighed, der i dag er ved at blive hovedudfordringen for enhver, der ikke i glad eller snarere lad optimisme eller fortrængt håbløshed bare kan zappe uden om kendsgerningerne. Tvetydige er vi, for sandelig om ikke et markant flertal af vi yndige svin til danskere fra Fremskridtspartierne til SF og Enhedslisten ifølge en nylig opinionsundersøgelse ønsker alle DSB-skinner bevaret og DSB støttet med klækkelige offentlige tilskud. Og så tager vi ellers bilen og kører videre.
Undersøgelser viser, at hvad f.eks. befordringsfradraget angår, kommer det især direktører og højrelønnede funktionærer til gode - og det især i Nordsjælland. Hvornår knytter vi naturkampen sammen med den sociale kamp, spurgte Lone Johnsen. Hun havde rekvireret en oversigt over Socialforskningsinstituttets publikationer fra de seneste fem til syv år og konstateret, at ud af 600 titler omhandler (bortset fra arbejdsmiljøet i snævrere forstand) ikke en eneste sammenhængen mellem skidt behandling af miljøet og skidt behandling af særlige sociale grupper. Hvilke bebor især de kvarterer, der rammes af luft- og støjforurening? Vi kender alle svaret, men hvorfor forskes der ikke i det mere præcise omfang af den sociale undertrykkelse som naturundertrykkelsen også er?
Fordi hverken de sociale eller miljømæssige spørgsmål længere er in. Zap.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her