Læsetid: 4 min.

Miljø(hjemme)værn

19. august 1997

I OG FOR sig er der ikke noget at sige til, hvis Hjemmeværnet efterhånden har svært ved at rekruttere nye folk. Dette er ifølge nye tal tilfældet. Et netop offentliggjort notat forudser, at antallet af hjemmeværnsfolk vil falde mærkbart frem til årtusindeskiftet. Styrken reduceres med 4000 mand om året fra cirka 68.000 nu til 61.000 i år 2000. Af disse tal vil enhver kunne se, at landet langtfra vil komme til at ligge åbent og øde for en invaderende fjende. Men den uniformerede reservehærs medlemmer i hjelm og hjemmeberoende gevær må fremover cykle rundt i det danske landskab med større indbyrdes afstand for stadig at ligne en hær.
Nu skal man jo ikke på forhånd gøre sig lystig over Hjemmeværnet. Skønt det ved den blotte erindring
om Bo Bojesens hyppige pletskud af denne institutions halvgamle ungersvende kan være umådelig svært at lade være.
Hjemmeværnets baggrund er imidlertid alvorlig nok. Tanken opstod - igen - under den tyske besættelse af Danmark. Man forestillede sig efter krigen at oprette en veltrænet uniformeret modstandsbevægelse som en del af et nyt beredskab. En slags støttestyrke, der ikke først skulle opfindes, når fjenden allerede stod i landet, men som - så såre kamphanen gol - kunne dukke
frem fra intetheden på aftalte mødesteder med udstyr, våben og ammunition opmagasineret i de tusinde hjem og således - i modsætning til de egentlige styrker forsyningsmæssigt - så at sige usårlige over for en ellers determineret og militært velunderrettet invasionsstyrke. Hjemmeværnet skulle herefter operere i de øvrige styrkers bagland - i uniform og hermed beskyttet af Genèvekonventionen om krig og krigsførelse på linie med de militære kollegaer i de professionelle værn.
EFTER KRIGEN, ved den umiddelbart opståede trussel fra Sovjetunionen - og ikke mindst erfaringerne med Tjekkoslovakiet og de andre okkuperede østlande - var det selvfølgelig indlysende for efterkrigstidens borgerlige og socialdemokratiske politikere at vende forsvarets og dermed Hjemmeværnets ansigt mod øst. Hjemmeværnet blev lidt efter lidt et taknemmeligt offer for 60'ernes og 70'ernes dræbende og livsnødvendige satire vendt mod en - andre steder - altædende kommunistforskrækkelse og dertil hørende ulidelig nationalchauvinisme. Hjemmeværnet identificeredes dertil i kønsopgørets navn med forlænget pubertet, stupid maskulinitet og i politisk forstand med den yderste højrefløj, når denne optrådte allermest krigsliderlig.
Satirikerne, og de der lo så hjerteligt, lod sig sjældent distrahere af den uafviselige kendsgerning, at Hjemmeværnets førstemand, dets kommitterede fra stiftelsen i 1948 og helt frem til 1971, var den nyligt afdøde besættelsestidshelt, daværende MF for Socialdemokratiet Frode Jakobsen, som ingen jo kunne beskylde for at lide under hverken blodtørst eller pubertetsbesvær.
Hjemmeværnsfolk, som de fremtrådte flest, var jo ikke desto mindre disse aldrende spejderdrenge, som søndag efter søndag rendte rundt med løst krudt og skræmte livet af kvinder, børn og lokale husdyr. Sådan nogle søndagssoldater måtte blive til grin. Indtil grinet stivnede, når én og anden hjemmeværnsmand med hår på brystet og hul i hovedet fik en lys idé, greb kanonen og skød hovedet af konen eller kærestens elsker. Hver gang den slags tragedier udspillede sig, og det gjorde de med mellemrum, rejstes fornyede krav om afvæbning af styrken og våbnenes sikre forvaring i depoter. Hvilken disposition i givet fald ville have afmonteret hele ideen med et hjemmeværn.
Men for en ikke ringe dels omfang var disse ufordelagtige møder med offentligheden: Det komiske og det farlige - hvad der udstyrede Hjemmeværnet med et lidet glorværdigt offentligt omdømme.
HJEMMEVÆRNSIDÉEN var - og er for den sags skyld - ikke desto mindre indlysende om end langtfra ny. Forestillingen om en borgervæbning er så gammel som borgerbegrebet. At byens folk således på lige vilkår og ud fra et eller andet frivillighedsprincip under skiftende andre vilkår deltager i stammens forsvar. Institutionen har mange navne: Milits, landeværn, territorialtropper, landstorm - og under svenskernes belejring af København i 1658 den navnkundige studentervæbning (som selveste psalmedigter Ingemann var medlem af). Senere under Napoleonskrigene oprettedes på ny hjemmeværn og endnu senere - efter første verdenskrig - de frivillige rekylkorps og altså endelig Hjemmeværnet.
Én ting er sikkert: Man kan dårligt motivere folk, der ikke ligefrem elsker uniformer, skydevåben og kammeratlig nærkontakt til at stille op, såfremt fjenden ikke er synlig eller sandsynlig.
Den Røde Hær går jo efter alt at dømme ikke mere i land på Falster om søndagen. Femte kolonne har ikke længere Dybbølsbroen som angrebsmål hver anden weekend. Fjenden er væk, Hjemmeværnet hjemløst. Hvad stiller man i en sådan situation op, når man nu lever for - og af Hjemmeværnet? I Radioavisen foreslog en tidligere hjemmeværnskonsulent en løsning: Hjemmeværnsfolkene oprustes mod en anden og nok så farlig trussel: Vor tids enemy within, miljø-ødelæggelserne. Se, det lader sig høre!
Såfremt Hjemmeværnet fremover - i stedet for fiktive fjender - øver sig i at opspore og udslette miljøsvin, åbner sig et nyt perspektiv for hjemmefronten. Dertil kommer, at et nyorienteret hjemmeværn med sindsro kan afvæbnes og udstyres med forureningsmåleudstyr og poser til indsamling af udløbne éngangsbatterier. Ingen siger, at de ligefrem behøver lægge uniformen, og kammerater har man vel for at beholde. Sker det utænkbare, at fjenden alligevel dukker op i håndgribelig skikkelse, kender Miljøhjemmeværnet til den tid utvivlsomt et par beskidte kneb til biologisk bekæmpelse. Den er med andre ord hjemme! mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu