Læsetid: 2 min.

Miljøpolitik for miljøets skyld - naturligvis

16. oktober 2006

Clemen Rasmussen og Uffe Nielsen fra Institut for Miljøvurdering (IMV) fremfører den 11. oktober, at miljøpolitik bør føres for miljøets og ikke for økonomiens skyld. Ja, naturligvis, men det er jo ingen skade til, hvis miljøpolitikken samtidig har samfundsøkonomisk gode virkninger.

Der foreligger et omfattende videnskabeligt materiale, også i Danmark, der dokumenterer de miljøeffektive teknologiers økonomiske potentiale. F.eks. offentliggjorde Økonomi- og Erhvervsministeriets enhed for erhvervsøkonomisk forskning og analyse (FORA) i år en rapport, der udpeger fem miljøteknologiske styrkepositioner.

Her findes store fremtidige muligheder for produktion, beskæftigelse og eksport. Undersøgelsen begrænser sig til at vurdere de erhvervsmæssige muligheder på miljøområderne energi/klima, vand og kemikalier. Men FORA tager det forbehold, at der inden for de andre miljøområder kan være erhvervsmæssige potentialer, som er på højde med eller måske større end inden for de områder, der er udvalgt - og anbefaler at de bliver undersøgt nærmere.

IMV har i sit prestigeprojekt Green roads to growth undladt at tage højde for den globale ressourceknaphed, de stigende oliepriser og forsyningssikkerheden. Projektet skulle analysere de miljø- og energieffektive teknologiers økonomiske potentiale. Resultatet var, at IMV udtrykte skepsis overfor regeringens finanslovforslag, hvor der er afsat 305 millioner kroner til miljøet, bl.a. til fremme af miljøeffektiv teknologi.

Global omstillingsproces

Det karakteristiske for de miljøeffektive teknologier er, at de er relevante for alle samfundets funktioner, alle produktionsformer, alle erhverv og alle teknologier, ikke kun i Danmark, men over hele verden.

Overalt i den vestlige verden - og også i Østens vækstøkonomier og på lidt længere sigt i udviklingslandene - står man overfor at skulle foretage enorme investeringer i miljøeffektive teknologier - ikke mindst på området for vedvarende energi. Det er et led i en global omstillingsproces. Dansk industri indtager en ledende position på mange af disse områder. Men denne position kan hurtigt forsvinde, hvis man ikke aktivt bidrager til at fastholde denne position.

Heldigvis slutter Clement Rasmussen og Uffe Nielsen deres indlæg med en positiv holdning til miljøpolitiske redskaber som grønne afgifter og støtte til forskning og udvikling - netop politikker, som Det Økologiske Råd m.fl. har arbejdet for igennem mange år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu