Læsetid: 7 min.

Milosevic var den første post-titoist

Den serbiske folkeførers fundamentalistiske nationalisme blev oplevet som en befrielse af hans folk. Og i Vesten blev han længe hyldet som fredsmager for de samme handlinger, han senere blev anklaget for i Haag
16. marts 2006

Mellem Slobodan Milosevic og serberne bestod en særlig symbiose. Skribenten Aleksandar Tijanic, der en kort overgang var Milosevics informationsminister, beskrev den således: "Milosevic passer serberne godt. Under hans styre har serberne afskaffet trælsomt arbejde. Ingen behøver længere foretage sig noget. Han har ladet smuglervirksomhed og sortbørsøkonomi blomstre op. Han har gjort indslag i det statslige fjernsyn, der fornærmer Blair, Clinton og andre 'verdensdignitarer', til populær underholdning. Han har givet os ret til at bære våben - ja, ret til at løse alle vore problemer med våben. Han har også givet os ret til at køre i stjålne biler. Faktisk har Milosevic forvandlet serbernes tilværelse til en lang ferie, hvor vi alle kan føle os som nybagte studenter på soldetur og ikke behøver at frygte for, at noget af det, vi gør, skal medføre straf", skrev Aleksandar Tijanic, 'Forandringens dag er fjern' i den slovenske avis Mladina, den 9. august 1999.

Af dette følger, at vi må vende den klichéforestilling om, ifølge hvilken lidenskabelig etnisk identifikation skal genoprette de faste værdinormer og trosidealer i de moderne, sekulære, globaliserede samfunds forvirrende usikkerhed. Den nationalistiske fundamentalisme fungerer snarere som udløser af et hemmeligt, men knapt nok tilsløret DU MÅ GODT! Vore dages hedonistiske og frisindede 'postmoderne' samfund gennemsyres i stigende grad af regler og regulativer, der angiveligt skal tjene vores velfærd, det være sig restriktioner på rygning, og hvad vi har godt af at spise, lovgivning imod sexchikane osv.

I denne kontekst fungerer påberåbelsen af lidenskabelig etnisk identifikation ikke som en yderligere hæmning, men tværtimod som et befriende udbrud: DU MÅ GODT overtræde de stive omgangsregler, der skal sikre fredelig sameksistens i et frit og tolerant samfund, du må æde og drikke, hvad du vil og forfalde til de patriarkalske skikke, som 'politisk korrekte' meningstyranner vil forbyde dig.

Milosevics to midler

Uden den fulde erkendelse af disse pervertede, pseudoemancipatoriske effekter af vore dages nationalisme forstår vi ikke de egentlige dynamikker bag Milosevics opstigen til magten under den jugoslaviske krise i 1980'erne. Den eksplosive kraft, der gjorde ham til folkefører, blev udløst af sammensmeltningen af to ingredienser, som oprindeligt ikke var forbundne - ja, som længe var hinanden direkte fjendtligt stemt: Den kommunistiske nomenklatura, der stræbte efter at bevare magten, og den antikommunistiske nationalisme, der især dyrkedes af konservative digtere og forfattere. Udviklingen tog en katastrofal drejning, da nomenklaturaen i Serbien i 1986 som overlevelsesstrategi valgte selv at omfavne nationalismen. Vel er det sandt, at Milosevic 'manipulerede' med de nationalistiske følelser, men det var førnævnte digtere, der leverede ham den ammunition, som indbød til manipulation.

Disse oprigtige digtere - og ikke de korrupte politikere - blev den oprindelige årsag til Jugoslaviens undergang, da de i 70'erne og de tidlige 80'ere begyndte at så kimene til den aggressive nationalisme, som skulle blusse op i ikke kun Serbien, men også de øvrige eksjugoslaviske republikker.

I stedet for det militærindustrielle kompleks havde vi i Jugoslavien det 'militær-poetiske' kompleks, frem for alt personificeret i Radovan Karadzic, den bosnisk-serbiske krigerpoet. I Åndens fænomenologi beskriver Hegel "verdensåndens tyste spinden": den umærkelige forskydning af ideologiske koordinater, der længe forbliver usynlig for offentlighedens øje, men som så pludselig viser sig i et lynglimt, der kommer bag på alle. Denne "tyste spinden" var, hvad der gik for sig i Jugoslavien op igennem 70'erne og 80'erne, og da eksplosionen kom sidst i 80'erne, var det allerede for sent: Den gamle ideologiske konsensus var gennemtæret indefra og faldt sammen af sig selv. Jugoslavien var i disse år som den famøse kat fra tegnefilmen, der fortsætter med at vade ud i det blå over en afgrund og først falder ned, da den omsider kigger ned og indser, at den ikke længere har fast grund under fødderne.

Milosevic var den første, der tvang os alle til virkeligt at se ned i den afgrund. Man bør derfor afvise yndlingsillusionen hos de pseudo-venstreintellektuelle - nemlig forestillingen om, at Jugoslavien sidst i 80'erne forpassede en gylden mulighed for at skabe en demokratisk-socialistisk platform imod Milosevic, der kunne redde arven fra Tito.

Titos regerende spøgelse

Dette forsøgtes faktisk i 1989, da politbureauet i det jugoslaviske kommunistparti indkaldte til møde for at diskutere, hvordan der kunne dannes fælles front, som kunne forsvare Titos arv imod stormløbet fra Milosevics nationalisme.

Det blev et af de jammerligste skuer, der nogensinde er set. De 'demokratiske' kommunister - kroaten Ivica Racan, som holdt åbningstalen, sloveneren Milan Kucan m.fl. - ønskede at påvise, hvad der var åbenlyst for enhver, nemlig at den serbiske nationalisme, Milosevic talte for, ville undergrave selve grundlaget for Titos Jugoslavien.

Problemet med den strategi var, den gav ynkeligt bagslag, fordi "Titos demokratiske forsvarere" havde malet sig op i et hjørne ved deres latterligt uholdbare og selvgendrivende position: For at forsvare demokratiets potentialer imod den nationalistiske trussel følte de sig nødsaget til at tale på vegne af selv samme ideologi, som den demokratiske bevægelse i Jugoslavien havde defineret sig i opposition til.

På denne vis gjorde de det let for Milosevic at komme igennem med sit budskab, som var: "I er stadig besatte af spøgelser fra en ideologi, som har mistet sin magt, mens jeg er den første politiker, som fuldt ud tager konsekvenserne på mig af den kendsgerning, I ikke har vedkendt jer: At Tito er død!"

Det var således den overfladiske troskab over for Titos arv, som gjorde det jugoslaviske kommunistparti afmægtigt, hvorved det politiske initiativ blev overladt til Milosevic.

Sandheden om dette jammerlige skue i senfirserne var, at Milosevic satte spillereglerne og bestemte den politiske dynamik. Han agerede, hvor de andre fraktioner i kommunistpartiet re-agerede. For at udtrykke det mere patetisk var det ikke kun Milosevic, der forrådte Titos arv - i dybere forstand forrådte også titoismens Milosevic-fjendtlige forsvarere selv denne arv ved at klynge sig til liget af en forlængst afdød, ritualiseret titoisme.

Over for sådanne modstandere fremstod Milosevics populistiske bevægelse ligefrem som retfærdiggjort, da den væltede de lokale nomenklaturaer i Vojvodina og Montenegro i de såkaldte youghurt-revolutioner.

Vestens fejllæsning

For et par år siden erkendte en amerikansk forhandler, at Milosevic ikke var en del af problemet. Han var selve problemet. Den store gåde er, hvorfor dette ikke stod klart fra begyndelsen af. Hvad var forklaringen på vestmagternes mangeårige langmodighed, som kun spillede Milosevics spil ved at gøre ham til den afgørende faktor for regionens stabilitet?

Hvordan var det muligt at fejllæse klare tilfælde af serbisk aggression som borgerkrige og etnisk strid for i stedet at lægge skylden på dem, der som de første straks indså, hvad Milosevic stod for og af samme grund søgte desperat at vriste sig fri fra hans greb (se f. eks. den amerikanske udenrigsminister, James Bakers åbne accept af en "begrænset militæraktion imod slovensk løsrivelse")?

Hvordan kunne Vesten støtte Jugoslaviens sidste ministerpræsident Ante Markovic og i et enestående udslag af politisk blindhed opfatte hans program som den sidste chance for et demokratisk, markedsøkonomisk orienteret, samlet Jugoslavien?

Da Vesten omsider tog kampen op mod Milosevic, var det ikke, fordi han repræsenterede en af de sidste modstandslommer imod den liberale demokratiske verdensorden. Det, Vesten gik til angreb på, var dens egen skabning - et uhyre, der var vokset frem som følge af den vestlige politiks mange selvmodsigelser og kompromiser i disse år.

Derfor var det også berettiget, da Milosevic under Haag-tribunalet anklagede Vesten for dobbeltmoral, idet han mindede de vestlige ledere om, hvordan de for 10 år siden allerede havde kendskab til det, de anklagede ham for nu, og som de dengang hyldede ham som fredsmager for. Dette er den sande historie om Milosevic - ikke at han endte med at blive udpeget som hovedskurk, men at han i så lang tid blev anset for en acceptabel partner.

USA's dobbeltmoral

Samme historie stiller os over for det centrale paradoks i amerikansk udenrigspolitik af i dag: Ikke at USA er vor tids globale imperium, men at det ikke er det. At det foregiver at være det, alt imens det forstætter med at handle som en nationalstat, der skruppelløst forfølger egne interesser.

Det er, som om styringsprincippet for vor tids amerikanske udenrigspolitik er en bizar omvending af økologisternes velkendte slagord: "Handl globalt, tænk lokalt".

Dette modsætningsforhold kender ingen bedre illustration end det dobbelte pres, USA udsatte Serbien for i sommeren 2003. Dengang krævede amerikanske diplomater på én gang, at den serbiske regering skulle udlevere efterlyste krigsforbrydermistænkte til Haag-domstolen (i overenstemmelse med et globalt imperiums logik, der må tilstræbe en transnational retsorden) og lagde pres på samme regering for at underskrive en bilateral aftale med USA, der pålagde Serbien ikke at udlevere krigsforbrydermistænkte amerikanske borgere til en international retsmyndighed (i overensstemmelse med nationalstatslig magtlogik). Intet under, at den serbiske regering reagerede med vrede og forvirring.

Så da Timothy Garton Ash om Haag-tribunalet patetisk udbrød: "Ingen Führer eller Duce, ingen Pinochet, Idi Amin eller Pol Pot kan længere vide sig sikre imod folkets retfærdighed. Den tid er omme, da de blot kunne skjule sig bag suverænitetens paladsporte", skal man lægge mærke til, hvad der mangler i navneopremsningen, som ud over den selvskrevne sorte duo, Hitler og Mussolini, indeholder tre tredjeverdens-diktatorer:

Men hvor findes et navn fra de rige og mægtige magter i G7-gruppen? Er udeladelsen af en person som Kissinger bevidst? I stedet for smagsløse variationer over temaet "tyrannen, der unddrog sig velfortjent straf", burde Milosevics død for Vesten blive anledning til at reflektere over fiaskoerne i dens egen politik.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu