Læsetid: 4 min.

Milosevic' gravmæle

22. februar 1999

For syv år siden tegnede USA's præsident George Bush en streg i sandet. Hvis Serbiens præsident Slobodan Milosevic forestillede sig, at han ustraffet ville kunne sende sit paramilitære korps ind i Kosovo og gennemtvinge etnisk udrensning, burde han tænke sig godt om forinden.
USA var nemlig rede til at anvende våbenmagt mod Serbien for at hindre, at den ulmende konflikt i Kosovo spredte sig til resten af Balkan-halvøen, advarede den udgående præsident i julen 1992.
Formaningen kom på baggrund af den serbiske offensiv tidligere på året mod Bosnien, der havde erklæret sin uafhængighed fra eks-Jugoslavien i april. USA og dets europæiske allierede vidste, at krudttønden i Kosovo kunne eksplodere ethvert sekund, såfremt den lokale albanske og overvejende muslimske befolkning blev udsat for samme brutale behandling som den bosniske civilbefolkning.
Som vi nu ved, valgte Milosevic i de efterfølgende tre år at vie al sin opmærksomhed samt Serbiens militærapparat til at undertvinge og udrense muslimer og kroatere i Bosnien-Hercegovina. At skabe et Stor-Serbien var hans plan, og hvis det ikke havde været for USA's og i mindre grad Europas sene - men heldigvis resolutte svar - i sensommeren 1995, ville Balkans geopolitiske kort utvivlsomt se ganske anderledes ud i dag.
I stedet gik amerikanske og britiske bombefly på vingerne og bombede Milosevic og hans allierede i Bosnien til at give de nødvendige indrømmelser.

Det er trist at måtte konstatere i dag, at USA's forhandler Richard Holbrooke af taktiske grunde undlod at inddrage Kosovo-skismaet under Dayton-forhandlingerne i efteråret 1995. Kosovo-albanerne havde inderligt håbet, at Serbiens nederlag i Bosnien ville smitte af på deres situation og i det mindste gengive dem det selvstyre, som Milosevic på brutal vis havde frarøvet dem i 1989.
Det var ikke et naivt håb, for i mange nyere europæiske krige har det været sådan, at taberen måtte opgive territorier, hvis nationale tilhørsforhold var omstridt.
Denne gang valgte stormagterne at lade Milosevic slippe med skrækken. Serbien fik frie hænder til at fortsætte den brutale kolonisering af kosovo-albanerne, blot fordi det internationale samfund havde anerkendt annekteringen af territoriet i 1912, og fordi det senere var blevet indlemmet i Titos kommunistiske Jugoslavien i 1945.
Kosovo, hed det, er på papiret en provins i Serbien, hvorfor der skal meget til, førend NATO-landene vil krænke Serbiens ydre grænser.

Hvis Serbien nogensinde har haft et krav på Kosovo, og det kan der i sandhed stilles et meget stort historisk spørgsmåltegn ved, så fraspillede Milosevic sig enhver legitim ret til at opretholde serbisk suverænitet over området gennem de sidste ti års grusomme undertrykkelse af to millioner albaneres fundamentale politiske, sociale og økonomiske rettigheder.
Dét var kilden til oprøret og dannelsen af Kosovos Befrielseshær i 1997-98, en begivenhed, som erfarne Balkan-iagttagere havde varslet i længere tid. Nu er vi kommet til slutspillet om Kosovo, og det ville være naivt at tro, at den kosovo-albanske delegation i Rambouillet skriver under på et papir, der undlader at stille dem selvstændighed i sigte inden for en overskuelig årrække.
At Milosevic kæmper for sin og hustruens politiske overlevelse, kan der næppe være tvivl om. Hans karriere startede i Kosovo, hvor han stik imod sine kommunistiske overordnedes befaling, holdt en brandtale i 1989, hvis pseudo-nationalistiske indhold spredte sig som steppebrand til resten af Jugoslavien og beredte vejen for hans magtovertagelse i Beograd.
Siden har Milosevic skabt den ene krise efter den anden på Balkan-halvøen - med en kombination af serbisk chauvinisme og religiøs intolerance - for derefter at tilbyde sig som frelseren, der kan løse den selvskabte konflikt.

Om Milosevic følger samme scenarie i disse dage, er det store mysterium. Politisk set har russerne og europæerne mest at tabe, hvis NATO med USA som primus motor beordrer et luftangreb mod Serbien. De håber derfor, at den serbiske leder bluffer. Amerikanerne, og især europæisk-fødte Madeleine Albright, der kender den serbiske leders mentalitet langt bedre end englændere og franskmænd, deler ikke denne optimisme.
Hun gik nødigt med til at udsætte deadline for et forhandlingsresultat fra lørdag middag til tirsdag kl. 15. Kosovo-albanerne, som har følt den serbiske repression på egen krop, nærer absolut ingen tillid til Milosevic' intentioner og kan ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at Serbien vil lade 28.000 NATO-tropper indtage Kosovo. Befrielseshæren kontrollerer en tredjedel af territoriet og har vundet den diplomatiske dyst. Uanset om NATO bomber Serbien eller sætter tropper ind i Kosovo efter en fredsaftale i Rambouillet (eller gør begge ting i nævnte rækkefølge), kan kosovo-albanerne være rimeligt sikre på at vinde selvstændighed på lang sigt.
Symbolsk set ville det være passende, historiens ironi, dersom Kosovo skulle gå hen og blive stedet, hvor Milosevic træder af og skriver sit makabre politiske gravmæle.
Tanken virker mere og mere realistisk, efterhånden som tiden går, og manden tøver med at følge NATO's ordrer. Ingen bør være chokeret, hvis han konkluderer, at den eneste udvej er at lade bombardementerne starte og svare igen med et frontalt angreb på befrielseshæren.
Det kunne udløse en kædereaktion og føre til storkrig på Balkan. Idéen har sikkert strejfet Milosevic, men han skal ikke gøre sig nogen illusioner. Et sådant træk ville være det sidste strå for USA og Europa, hans dage ville være talte. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu