Læsetid: 4 min.

Milosevic og mytteriet

29. april 1999

Det, der indtil i går kunne ligne et første tegn på jugoslavisk opblødning i forhold til Kosovo, fik et nyt skud for boven, da Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic i aftes fyrede sin viceministerpræsident, Vuk Draskovic. Det skete, efter at Draskovic i et par dage havde antydet, at styret i Beograd var på vej til at opgive sin hårde linje i forhold til Kosovo.
Men hvad der i første omgang kunne se lovende ud, viste sig snarere at dække over splittelse i den øverste jugoslaviske ledelse. I den sammenhæng er Vuk Draskovic ikke en herr-hvem-som-helst. Den omstridte politiker har før vist fin fornemmelse for opportunisme, og hans fyring kan - i bedste fald - være udtryk for, at Slobodan Milosevic' magtbase er ved at slå revner. I værste fald kan det imidlertid betyde, at han i endnu højere grad vil belave sig på støtte fra nationalistiske ekstremister som den tidligere militsleder og frontfigur for Det Radikale Parti, fascisten Vojislav Seselj.
Denne sidste mulighed er ingenlunde usandsynlig og kan kun bekymre. Ikke mindst i lyset af at de etniske udrensninger i Kosovo fortsætter og igen i går blev ledsaget af nye, men alt for velkendte, beretninger fra flygtende albanere om vold, trusler og forsvindinger.

Udviklingen gør det endnu vigtigere for omverden at vise sammenhold. Beograd må bringes til at forstå, at styret står isoleret, og at det højst er et spørgsmål om tid, inden det må bøje sig. Af samme grund er disse dages diplomatiske og politiske møder i Moskva af største betydning. Vestlige ledere har gennem den seneste tid - og efter at have udvist den diametralt modsatte adfærd - stået i kø for at betone Ruslands betoning, og dette signal bliver yderligere understreget af FN-generalsekretær Kofi Annans besøg i Moskva i dag. Man aner, at Vesten i stigende grad har indset, at freden på Balkan kun kan sikres med Rusland som en positiv medspiller. Ved at vinde Kreml for sin sag vil Milosevic være yderligere svækket - men det kræver naturligvis, at Kreml høres som en ligeværdig partner.
Koblingen til Rusland og FN er så meget desto vigtigere i lyset af weekendens NATO-topmøde i USA, hvor alliancen formelt banede vej for den slags krige, der allerede er sat i værk på Balkan: et militært angreb i humanismens navn, uden for NATO's eget område og uden mandat fra FN. Nok så bemærkelsesværdigt i forbindelse med vedtagelsen af dette nye "strategiske koncept" var nemlig fraværet af klare spilleregler for dets anvendelse, bl.a. i forhold til FN. NATO satte så at sige sig selv over FN og skabte dermed en truende verdensuorden. Den misere må rettes op hurtigst muligt, og situationen på Balkan kunne passende være det, der genetablerede en forbindelse mellem NATO og FN, og herunder en stormagt som Rusland.

Det betyder ikke, at NATO nu må indlede en retræte på Balkan. Der er ganske vist være alle mulige grunde til at genoverveje udformningen af den nuværende aktion, der så sent som i forgårs kostede nye dødsfald blandt civile, herunder flere børn, da et missil ramte forkert. Og der kan være alle mulige grunde til at genoverveje den noget aparte definition af militære mål til nu også at omfatte tv-stationer, ligesom man bør genoverveje konsekvenserne af den olieembargo, som nu vil ramme det ellers pro-vestlige Montenegro. Men når det er sagt, så må det også slås fast, at tiden - uagtet alle hånde fiaskoer og fejlkalkulationer - ikke er inde til retræte: Kosovos albanske indbyggere skal kunne vende tilbage til et liv i tryghed. Derfor er det også fuldstændig uacceptabelt, når folk som den jugoslaviske minister Goran Matic fortsat afviser tilstedeværelsen af en international styrke i Kosovo. En sådan er ganske enkelt forudsætningen for en holdbar løsning i Kosovo, som efter alt at dømme går en fremtid i møde som internationalt protektorat.

En nærliggende løsning er, at FN stiller sig bag et sådant protektorat, og at både NATO og Rusland bidrager med soldater. Modellen er set før, i Bosnien, og vil kunne bygge bro over den dybe kløft, der er blevet skabt mellem NATO og Rusland - først ved NATO's udvidelse mod øst og siden Balkan-krigen.
Med et internationalt protektorat vil der desuden være etableret et grundlag for, at Kosovo på længere sigt forbliver en del af Jugoslavien, som en republik på linje med Serbien og Montenegro. Præcis som NATO oprindelig havde ønsket sig.
Ultimative krav om egentlig løsrivelse vil derimod kun gøre det endnu sværere at skabe opbakning til en langsigtet løsning, også fra de demokratiske kræfter i Serbien. Men det turde også være klart, at Kosovo-albanerne kun kan føle sig trygge i et demokratisk Jugoslavien - langt fra det, Milosevic har stillet sig i spidsen for. Det forpligter også omverden: Svigter man (påny) de demokratiske kræfter, risikerer vi mere blod og mere brand. Nyere Balkan-historie taler sit eget tydelige sprog. -jarl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu