Læsetid: 5 min.

Mindefest som aldrig før

Hvorfor er mindehøjtidelighederne i anledning af 60-året for befrielsen mere massive end fejringen af 50-året, spørger Jean Baudrillard, imens svaret går på omgang
14. maj 2005

60-året for befrielsen er en en begivenhed, der rydder forsider og indtager fjernsynsskærme i primetime verden over. Statsledere rejser kloden rundt for at ryste hinanden i hænderne. 8. maj 1945 styrter Det Tredje Rige sammen og små fire måneder senere kapitulerer Japan. Der er nok at fejre. Men hvorfor mere end tidligere:

"Det er et paradoks. Denne overdrevne mindefest er en nyhed sammenlignet med fejringen af 50-året. Som om begivenheden gjorde sit indtog i den universelle bevidsthed for første gang."

Det er filosoffen Jean Baudrillard, der i en artikel optrykt 17. februar i dagbladet Libération, undrer sig. Det er han ikke længere ene om. Bag paradokset gemmer sig et andet, fremturer filmentusiast-blevet-mediekritiker, Ignacio Ramonet, i denne måneds Le Monde Diplomatique:

"Selve mindehøjtidelighedernes ceremoniel undertrykker og begraver begivenhedens betydning. Paradokset lyder som følger: Medierne mindes... for at få os til at glemme."

Historien har stadig større interesse idag, fordi nogen har interesse i den, lader Ramonet forstå med henvisning til historikeren Eric Hobsbawn. Fortiden tilpasses nutidens interesser.

"Vores epoke er en storslået historisk mytologi," har Hobsbawn konkluderet.

Det, der ikke passer ind, ryger ud. Nogle af udfaldene er blevet samlet op i Le Monde Diplomatiques tillæg, Anden Verdenskrigs skjulte sider.

De officielt benævnte 'uroligheder' eller 'begivenheder' i den franske koloni, Algeriet, er et eksempel. Imens man i hjemlandet fejrede befrielsen, gengældte franskmændene andetsteds et oprør med massakrer på tusindsvis af algierere.

Historiestriden om Japans krigsforbrydelser i Asien er et andet eksempel. Dels har man i Japan slettet sporene efter landets beskidte og biologiske krigsførelse mod Kina i skolens pensum, dels har man i Vesten ignoreret, at Storbritannien som Japan kæmpede mod i Asien selv var ildeset koloniherre og i visse lande hovedfjenden.

Helende virkning

Medierne tildækker en del af historien, imens de afdækker en anden. Men ifølge den tyske tænker Jürgen Habermas er de mange mindehøjtideligheder imidlertid mere end et mediekomplot og propaganda. 60-året er en anledning, mener Habermas, der i 2003 skrev et manifest med den nu afdøde filosof Jacques Derrida for en europæisk selvforståelse. Målet er fredens EU som alternativ til et "krigerisk" USA. Forudsætningen er en "europæisk patriotisme".

Det kræver, at Europa bearbejder sin fortid, nærmere bestemt Holocaust. Til at begynde med på nationalt niveau:

"Hver nation må komme på det rene med sin egen historie. Det involverer også forholdet til andre nationer, som har forvoldt dem nød og uret... En europæisk historiebevidsthed og en gensidig overtagelse af hinandens perspektiver følger i anden ombæring," forklarer Habermas i et interview i Die Welt.

"Kun således kan erindringens svage kraft måske stadig have en helende virkning og bibringe efterkommerne forsoning," fortsætter Habermas, der ser Den Internationale Straffedomstol i Haag som et skridt i den rigtige retning.

Ifølge Baudrillard er de aktuelle mindehøjtideligheder imidlertid alt andet end nationale:

"En slags virtualitet har bemægtiget sig begivenheden for at forvandle den til en virtuel myte. Det er det værste: for at blive global, må den blive virtuel."

Mindefesten tjener ikke længere erindringen eller minderne:

"Mindefesten står i modsætning til minderne: Mindehøjtideligheden udspiller sig i real time, og med ét bliver begivenheden mindre og mindre reel og historisk og mere og mere irreel og mytisk."

En oprindelig forbrydelse

Baudrillard mener, at fejringen tjener et nyt formål. De store fortællinger - fremskridtet, teknovidenskaben og historien - har spillet fallit. Efter 11. september sætter terroren og antiterroren global dagsorden.

Det er ikke et løfte om en strålende fremtid. I mangel af bedre - for at give globaliseringen en retning - søges nu for enhver pris en oprindelsesmyte:

"Noget der kan give det menneskelige fællesskab sammenhængskraft."

Holocaust spiller hovedrollen. Mindefesten ophæver begivenhedens historiske dimension for at forvandle historie til myte. Myten er ikke funderet i historien, men i en "næsten tidløs fortid". Med Holocaust fikseres det Onde som absolut. Holocaust er med Baudrillards ord "en oprindelig forbrydelse". Hermed fikseres også det Gode.

Forestillingen om en oprindelig forbrydelse er bekvem, "fordi den allerede har fundet sted. Det værste har allerede fundet sted og skåner os således fra angsten for den fremtidige apokalypse, som vi ubønhørlig aner forude," skriver Baudrillard.

Det Godes uddrivelse af det Onde leder os akkompagneret af George W. Bush imidlertid mod en anden apokalypse. Såfremt det Gode kommer i stand som en konstruktion af det Onde gennem en stadig mere omfattende bekæmpelse af det Onde, står vi over for et endnu værre scenarium:

"Det Godes undergang."

En doven menneskehed

En anden fransk tænker, Marcel Gauchet, ser også, hvad han kalder "disse mere og mere højrøstede og mere og mere tvangsmæssige fejringer" som udtryk for et nyt forhold til fortiden. Ligesom Baudrillard mener han, at vi er ved at danne os en ny forestilling om vores oprindelse. Faren er, at vi forvandler "1945 til historiens begyndelse ved at henvise alt det, der går forud, til en slags barbarisk forhistorie." Hvad Gauchet frygter, der hermed går tabt, er "den historiske objektivitet," forklarer han i et interview i avisen Le Monde.

Truslen lurer i vores stadig mere glubende appetit på minder. Som Baudrillard kræver vi stadig flere vidner. Minderne trænger historien i baggrunden.

Ifølge Gauchet er vores opgave derfor ikke et såkaldt "mindearbejde," som filosoffen Paul Ricoeur har foreslået det:

"Der er mindepligt, men et historiearbejde at udføre. Arbejdet er altid ildeset, fordi menneskeheden per definition er doven. Det er lettere at tilfredsstille mindepligten."

Gauchet mener, at vi afskærer os adgang til fortiden. Den omsiggribende musealisering af hvert et spor historien synes at efterlade os, hjælper os ikke med at gennembryde barrieren. Vi ved snart ikke længere, hvorfra verden af i dag udspringer:

"Vi har mistet det levende bånd til det, der gik forud for os. Historikernes videnskab spiller ingen rolle i vores spontane forhold til fortiden. Vi lever i en nutid, hvis selvforståelse undsiger sig fortiden. Vi bevarer den mindste ruin. Men disse monumenter fortæller os intet om, hvem vi er."

Aldrig mere dette' foran os

Ifølge Gauchet er det således ikke kun medierne, heller ikke kun de pågående mindehøjtideligheder, der foranlediger hukommelsestabet. Men glemsel er der. Hvad der går tabt, er ikke kun som Ramonet fremfører, historiens skjulte sider:

"Det er os selv vi glemmer."

I marts, efter mindehøjtideligheden for befrielsen af de sidste fanger i Auschwitz den 27. januar, noterede en anden af Le Monde Diplomatiques skribenter, Dominique Vidal, hvorledes kommentatorerne sidder fast i tillægsord som "ubegribelig", "uforståelig" og "vanvittig." Ifølge Vidal er det et eksempel på, at moral erstatter refleksion. Fortiden tænkes ikke ind i samtiden. Holocaust er en unik historisk begivenhed, men dermed ikke sagt, at verden af i dag ikke længere kan rammes af lignende grusomheder.

Ifølge Vidal burde befrielsen fejres som Jacques Derrida formulerede det; som om 'dette' i 'aldrig mere dette' ikke blot var tæt på os, men foran os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu