Læsetid: 6 min.

Mindet om en amerikansk helt

Humphrey Bogart, der døde for 50 år siden, var en sand hædersmand - både på film og i virkelighedens verden
13. januar 2007

Det er søndag 50 år siden Humphrey Bogart døde. Den talende overlæbe, det læspende askebæger, det skydende jakkesæt, og hvad man ellers har kaldt den store filmhelt, der satte sit uudslettelige præg på filmen, men kun blev 58 år. Et ikon som Marilyn Monroe, Clark Gable eller Greta Garbo, en stjerne i særklasse. Næppe en betydelig skuespiller som sådan. Snarere en personlighed med ubegribelig filmisk udstråling, en figur, en type, en rollemodel, en amerikansk arketype, en moderne helt, en myte.

Spille gjorde han knap: som en Gary Cooper var han, klædte sig ikke ud eller stillede op og var en anden. Hver gang han var, var han den samme med minimale varianter. Det i en grad at han også i sit private liv fremstod som sin egen figur, røg og drak og blev nasty og sagde om sine venner: "Who needs these bums, get the bastards out of here!"

"Fejlen ved Bogart," sagde instruktøren John Huston, "er, at han tror, han er Bo-gart."

Det er ikke sådan at skulle leve op til sin egen levende legende, hvis hårdkogthed er varemærket, og hvis ryge- og drikkeadfærd er ét med personen og uforeneligt med et mindre robust helbred.

"Jeg stoler ikke på folk, der ikke drikker," sagde han og døde af dét og sit utrøsteligt store cigaretforbrug, mens det stadig var chikt, at rigtige mænd drak whisky og tændte cigaretter med cigaretter, så tit som andre trækker vejret.

En tvetydig helt

Humphrey Bogarts rollefag var i begyndelsen den utvetydige skurk, men udviklede sig, som legenden efterhånden foldede sig ud, til den tvetydige helt. Den første slags roller var et galleri af ussel-rygge, parate til at forråde deres egen bedstemor for en nævefuld dollars. I de første år lagde ingen rigtigt mærke til den i øvrigt meget lille mand med den læderede overlæbe, en skavank som siden blev en del af myten. Det var en fejloperation af læben med efterfølgende varige lammelser efter en kvæstelse i hans tid i flåden. Skaden skabte ham den særegne stemme og den endnu mere særegne snerren.

1936 var gennembruds-året, hvor Bogart for første gang viste sin hensynsløse, smertefulde, neurotiske råhed i The Petrified Forrest med Leslie Howard og Bette Davis. Som durk igennem en led karl fremstillede han et par år efter gangsteren Jim Frazier i Angels with Dirty Faces, hvor overgangsteren James Cagney som Rocky Sullivan omsider får nok af skiderikken og skyder ham ude i baglokalet. Bogarts udtryk for dødsangst var den allerede da velkendte snerren, og uforglemmelig.

Humphrey Bogart blev så at sige fra begyndelsen udstyret med denne tragiske dimension, at han både som helt og skurk var dødelig og ikke lagde sine kronisk bedrøvede ansigtstræk til nødvendigvis lykkelige slutninger.

Det fulde navn var af klasse: Humphrey De Forest Bo-gart. Som søn af en velhavende kirurg - hans mor var en højt anerkendt illustrator - voksede han op på solsiden i det amerikanske storbysamfund på Manhattan og hyldede trods farens republikanske sympatier de liberale ideer i det amerikanske samfund. Dette viste sig til fulde, da Bogart i det virkelige liv udfyldte en sand helterolle og i 1947 stillede sig som leder af en delegation af skuespillere til støtte for The Hollywood Ten, de 10 filmfolk med Edward Dmytryk og Dalton Trumbo i spidsen, der da var indklaget for Komiteen for Uamerikansk Virksomhed. Delegationen drog modigt fra filmbyen den lange vej til Washington og tog kampen op mod den hæslige heksejagt på indbildte kommunister, ikke mindst i filmbranchen. Rigmanden Howard Hughes havde stillet et fly til rådighed for Bogart og følge, men Hughes, der var fanatisk antikommunist, havde en pointe, idet han uden delegationens vidende havde kaldt flyet: Star of the Red Sea. Mens andre filmfolk som Cooper, Adolphe Menjou, Ronald Reagan og Robert Taylor hyttede deres skind og spillede med på modbydelighederne i komiteen, der blandt andre havde den unge Richard Nixon som aktivt medlem - komiteens formand Parnell Thomas kom siden i fængsel for bedrageri - sagde Bogart og hans kone Lauren Bacall altså fra. De fulgtes af prominente navne som blandt andre Gregory Peck, Danny Kaye, William Wyler, John Huston, Jane Wyatt, Spencer Tracy, Katharine Hepburn, James Stewart, Ava Gardner, Rita Hayworth, Gene Kelly, Judy Garland og måske lidt overraskende Frank Sinatra med de mere lyssky forbindelser.

Modige demonstranter

Der findes et berømt pressebillede af Bogart og et udvalg af disse modige folk på gaden i Washington på vej mod Capitol. Ved siden af Bogart med cigaret går den elegante langbenede - væsentligt højere end husbonden - Lauren Bacall determineret, men også synligt nervøs ved situationen. I følget ses Paul Henreid, der få år før spillede frihedshelten Victor Laszlo i Casablanca, filmen der sendte Bogart over i udødeligheden. At det var farligt, hvad Bogart og meddemonstranter havde begivet sig ud i, viste årene der fulgte, hvor McCarthy huserede endnu vildere end Nixon og hans slæng, og en lang række udmærkede mennesker blev ramt på deres brød: Zero Mostel, Pete Seeger og Kim Hunter - eller nogen ligefrem havnede i spjældet. Bogarts og delegationens reaktion skete ikke udelukkende i sympati for The Hollywood Ten; nogle af disse folks uomtvistelige politiske virksomhed bød af mere eller mindre rimelig grund de overvejende stærkt patriotiske Hollywood-stjerner imod. De reagerede først og sidst mod truslerne mod ytrings- og bevægelsesfrihed samt den frie næring. Endog Ronald Reagan, der i disse år var agent eller stikker for FBI under dækkodenavnet T-10, indrømmede over 40 senere, at man var gået for vidt, skønt han selv "ikke havde haft noget imod at sparke kommunister ud af Hollywood".

Berømmelsen og snobberiet beskyttede de protesterende stjerner. Mere upåagtede folk, men nok så vægtige, var de forfattere i det panikslagne og paranoide USA, der skrev noget så farligt som bøger. Navne som Sinclair Lewis, Pearl S. Buck, William Faulkner, Hemingway, Steinbeck, Thomas Mann, som da stadig boede i USA, Robert Frost og Truman Capote var under konstant FBI-overvågning og fik oprettet omfattende sagsmapper i J. Edgar Hoovers dystre arkiver.

En pudsig detalje: Den store økonom, senere Kennedy-rådgiver og ambassadør i Indien, John Kenneth Galbraith, blev af en stikker til FBI kaldt doctrinaire, hvilket en FBI-bureaukrat misforstod som doctorware, som igen blev oversat til Dr. Ware. Galbraith blev med andre ord i efterforskningen til Dr. Ware.

Humphrey Bogart var urørlig, men kunne sådan set ikke vide det med sikkerhed, før han protesterede.

En klassisk konflikt

Der er som antydet næppe tvivl om, at Michael Curtiz' Casablanca bibragte Bogart, hvad han selv forstod som sand berømmelse: at der næppe fandtes den indfødte i nogen flække i verden, der ikke kunne stave hans navn. Rollen som Rick Blaine, den illusionsløse kærlighedstraumatiserede restauratør i Casablanca, der får sit livs chance for at gøre det indlysende rigtige og gode med sin egen lykke som tabt indsats, er takket være Bogart uopslidelig. En klassisk konflikt i et klassisk drama i tidens, stedets og handlingens enhed og med en modspillerske i skikkelse af Ingrid Bergman, hvis beåndede skønhed gør smerten så dyb som Bogarts stemme.

Det er sagt, at Casablanca er verdens bedste film, og det er for meget sagt. Men at den dén dag i dag kan presse tårer af sten, er ikke for meget. Bogart formår desuden i denne rolle, som nærmest er kongruent med personligheden, at fremstille en kyniker ind til det misantropiske og vel at mærke få skikkelsen hevet i land, da hans handling beviser det modsatte: at Rick Blaine er en hædersmand, der ikke forfalder til kreativ bogføring og halve og hele usandheder, men svarer hver sit og mere til og er parat til at yde det store, ja det største offer, da det gælder. Blaine dementerer dermed også en anden side af sin påtagede kynisme, da han bryder alle principper om ikke at blande sig, men i højeste grad gør det og handler - til fremme af en ide, én der er større end det umiddelbart nærværende, og som handler om at bekæmpe ondskaben og tyranniet både nært og fjernt.

Æret være Humphrey Bogart!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu