Læsetid: 3 min.

Mindre koncentration

12. juni 2003

DEN AVIS, du sidder med nu, er efterhånden en af de få rigtigt uafhængige i dette land. Det, der står i denne avis, er udelukkende bestemt af den redaktion, der netop nu er ansat. Vi er et aktieselskab, hvis hovedaktionærer har investeret i os, fordi de støtter avisens ide – ikke for at skovle penge ind til sig selv eller for at præge samfundsdebatten i den retning, som passer deres politiske eller økonomiske interesser. Dagbladet Information står frit på det danske mediemarked. Denne frihed er selve fundamentet for, at den siddende redaktion kan passe sit ansvar. Information er en fri stemme, som man kan holde af eller afsky eller være ligeglad med – men når man læser den, kan man være sikker på et afgørende forhold, nemlig at den er politisk og økonomisk uafhængig.

I DANMARK og den øvrige verden er tendensen modsat: Der bliver stadigt færre dagblade – og de ejes af stadigt færre mennesker. Herhjemme dominerer to dagbladskoncerner suverænt det danske marked. Berlingske-koncernen, som tidligere var ejet af A.P. Møller, er nu ejet af den norske industrigruppe Orkla (en af deres succeser er dessertproduktet Risifrutti). De udgiver Berlingske Tidende, B.T. og Weekendavisen og besidder dominerende aktieposter i blandt andre JyskeVestkysten, Århus Stiftstidende, Kristeligt Dagblad og en række mindre provinsaviser. Fusionen mellem Politikens Hus og Jyllands-Posten er den anden store mediekoncentration, hvis hovedprodukter er Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet – og som sammen med underholdningsproduktet Egmont er favorit til at overtage TV 2. På regionalt plan udgør Nordjyske Stiftstidende en næsten total mediekoncentration i Nordjylland, hvor den fra sensommeren bliver den dominerende avis, gratisavis, distriktsblad, radio, tv, internet og sms-udbyder af nyheder. Den danske mediekoncentration er med andre ord kolossal – med færre uafhængige stemmer som naturlig og uheldig konsekvens.

DANMARKS RADIO er landets største medie – halvoffentligt finansieret gennem tvangslicensen, hvis størrelse bestemmes af Folketinget. DR’s bestyrelse har et flertal, der svarer til det politiske flertal på Christiansborg. I dag er formanden fra Venstre – før valget var han fra Socialdemokraterne. Det nye flertal i bestyrelsen har nu besluttet, at der skal laves om på den nyhedsstruktur, som den tidligere bestyrelse gennemførte – nemlig DR Nyheder, der under nyhedsdirektør Lisbeth Knudsens ledelse skal udgøre en stor fælles redaktion, der laver Radioavis, TV-Avis med mere. Det er en dramatisk beslutning fra den nye bestyrelse at gøre op med den såkaldte multimediale nyhedsredaktion – en beslutning, som er stik modsat den siddende direktions ønsker. Der er imidlertid ingen tvivl om, at bestyrelsen har ret til at træffe beslutningen, som helt klart er inden for dens beføjelser. Det argument, som bestyrelsesformand Jørgen Kleener har benyttet, nemlig at han ønsker at sikre mere pluralitet i nyhedsudbuddet ved at give Radioavisen og TV-Avisen hver sin redaktionelle chef og opbygning, er fornuftig. Den mediekoncentration, som DR Nyheder har været udtryk for, er præcis lige så skadelig som den, vi ser på dagbladsområdet.

MAN MÅ nu håbe, at kæften er lukket på de to sekundapolitikere i DR’s bestyrelse – den fallerede chefredaktør Karsten Madsen, som er kandidat til hvad-som-helst for Venstre, og Søren Espersen, den ved flere valg vragede pressechef for Dansk Folkeparti. Den kritik, de har fremført af venstredrejning, anti-amerikanisme og pro-arabiske holdninger blandt DR Nyheders medarbejdere, har været så underlødig, at det i virkeligheden har været til at dø af grin over. Det er fornuftigt, at flertallet i bestyrelsen har besluttet at gå op mod mediekoncentrationen i DR Nyheder, men det er fuldstændig uholdbart, hvis typer som Madsen og Espersen bliver ved med at benytte deres bestyrelsesposter som platform for den politiske karriere, de så gerne vil have. De to herrer misforstår så åbenlyst deres position til at tro, at de skal kæmpe for, at DR Nyheder skal være regeringens talerør. Hvis de bliver ved med at forsøge at presse eksempelvis Lisbeth Knudsen af banen – i håbet om at placere en eller anden borgerlig redaktør (hvad med Claes Kastholm Hansen?) som kommissær, så har de spillet fallit. Knudsen er en strålende redaktør, som også ville blive en fornem chef for enten Radioavisen eller TV-Avisen.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu