Med Irak-krigen i 2003 blev det klart, hvor hurtigt og uigenkaldeligt et land kan blive rippet for væsentlige dele af sin kulturarv.
De seneste tal, der i denne uge præsenteres ved en konference om kunstkriminalitet af John Curtis fra British Museum anslår, at godt halvdelen af 40 stjålne ikoniske hovedværker fra Iraks Nationalmuseum i Bagdad endnu ikke har kunnet bringes til veje igen. Af i alt 15.000 stjålne kunstgenstande fra museets samlinger mangler man endnu at spore 8.000.
Omkring 4.000 af de kunstgenstande, der blev fjernet fra museet, er dukket op igen i Irak. Men illustrativt for, hvor stor den internationale efterspørgsel efter sådanne antikviteter er, oplyser Curtis, at omkring 1.000 genstande er blevet konfiskeret i USA, 500 i Frankrig, 250 i Schweitz og ca. 200 i Jordan.
Artefakter fra de oldmesopotamiske riger er genfundet i nabolande som Syrien, Kuwait, Iran og Tyrkiet. Ingen af disse er endnu blevet sendt tilbage til Irak.
Yderligere genstande er blevet ødelagt eller stjålet fra uhyre betydningsfulde arkæologiske fundssteder som Nimrud og Babylon. "Nogle af disse områder ligner rene minefelter - så mange huller er der i jorden," siger dr. Curtis.
I flere tilfælde har man også afsløret vestlige soldater, som forsøgte at forlade Irak med mesopotamiske oldtidskunstgenstande i deres besiddelse.
Det fulde omfang af de tab, Iraks kulturav har lidt, er vanskeligt at fastsætte nøjagtigt på grund af den forværrede sikkerhedssituation.
Direktøren for Iraks Nationalmuseum har været tvunget til at holde museets lagre hermetisk lukkede, fordi det aktuelt er for farligt for hans medarbejdere at udfærdige en statusopgørelse over det materiale, der er blevet returneret. En international mission under UNESCO's ledelse er med deltagelse af eksperter fra British Museum har af samme grund været ude af stand til at begynde deres arbejde.
Forsinkelserne gør det kun så meget desto mere sandsynligt, at yderligere materiale vil forsvinde fra landets arkæologiske findesteder, hvoraf flere er blevet uopretteligt ødelagt af krigshandlingerne.
For to år siden antydede BBC-dokumentarist og historiker Dan Cruickshank, at museets egen stab selv havde været involveret i eller i hvert fald set igennem fingre med plyndringerne. Den hypotese afviser dr. Curtis.
"Der herskede dengang forvirring," siger han, "fordi museumsstaben havde tømt flere kasser for indhold og gemt dette i hemmelige lagre, umiddelbart, før krigen brød ud-"