Læsetid: 2 min.

Mindst ni dræbt af bomber i Irak

Mindst ni mennesker blev i går dræbt ved tre bombesprængninger i Irak. Ny voldsbølge efter regeringsdannelse ventes at fortsætte
3. maj 2005

Tre bilbomber eksploderede i går i Bagdad, og mindst otte mennesker blev dræbt. Desuden blev et barn dræbt af bomber i Mosul i det nordlige Irak. Det skete som led i en ny voldsbølge efter dannelsen af en irakisk regering forleden.

Bombesprængningerne i hovedstaden var rettet mod en embedsmand fra indenrigsministeriet og et travlt butikskvarter, sagde politiet. Anslagene lagde pres på regeringen, som blev sammensat i torsdags efter tre måneders komplicerede forhandlinger.

I Mosul, som er en højborg for oprørere, sprængte to selvmordsbombemænd sig selv i luften. Et barn blev dræbt, og 15 andre mennesker blev såret, meddelte det amerikanske militær.

Irakerne havde håbet på, at etableringen af en regering ville medføre stabilitet og færre blodsudgydelser efter den seneste voldsbølge op til det skelsættende valg den 30. januar.

100 dræbt på fem dage

Men sådan er det ikke gået. Oprørerne synes ikke at være svækket.

Irakiske embedsmænd anslår, at omkring 100 mennesker er blevet dræbt i angrebene de seneste fem dage, og over 150 er blevet såret.

Den første bombe i Bagdad mandag eksploderede i Huriya-distriktet i den nordvestlige del af byen, da en lille kolonne med køretøjer med general Fuleih Rasheed, chef for en kommandoenhed hos politiet, der har forbindelse til indenrigsministeriet, passerede forbi.

Rasheed og tre af hans livvagter blev såret, sagde politiet. Ingen af kvæstelserne forekom at være livstruende.

Den anden sprængning skete i Karrada, som er et travlt kvarter i den sydlige del af hovedstaden. Politiet sagde, at mindst seks forbipasserende blev dræbt, og 12 andre mennesker blev såret af bomben, som hærgede en række butikker og desuden satte en fem etagers boligejendom i brand.

En tredje bombeeksplosion ramte Zayouna-distriktet i Bagdad. To politibetjente blev dræbt, og 10 andre mennesker blev såret.

Volden har øget spændingerne, efter at shiitterne og kurderne blev de dominerede grupper i Irak efter valget. Sunnierne, som havde magten under Saddam Hussein, blev marginaliseret.

Irakiske repræsentanter og mange menige borgere nedtoner betydningen af volden, men andre iagttagere advarer om risikoen for en egentlig borgerkrig i Irak, som er et vigtigt olieland.

Foruden bombesprængningerne var mandagen kendetegnet ved, at en britisk soldat blev dræbt i kamp i Irak.

Livstegn fra bortførte

Desuden var der mandag livstegn fra tre rumænske journalister, som blev bortført i Irak den 28. marts. Det sagde den rumænske præsident, Traian Basescu. Bortførerne havde truet med at dræbe journalisterne fem dage tidligere, medmindre Rumænien trækker sine 800 soldater ud af Irak.

Australien har modtaget en lignende trussel, men vil ikke trække sine styrker ud af Irak for at redde en australsk statsborger, der er blevet taget som gidsel af militante irakere. Det slog Australiens premierminister, John Howard, i går fast.

En to minutter lang video, der blev afleveret til nyhedsbureauer i Bagdad søndag, viser en rødblod mand, siddende på gulvet, mens to maskerede mænd retter deres geværer mod ham. Manden identificerer sig på videobåndet som Douglas Wood, 63 år, bosat i Californien og gift med en amerikaner.

Wood, der er den første australier, der er taget som gidsel i Irak, opfordrer på båndet de amerikanske, australske og britiske myndigheder til at trække deres styrker ud af Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her