Læsetid: 5 min.

Det mindste af to onder

Storbritannien er blevet et mere lige og velfungerende samfund i årene under Blair
3. maj 2005

Når briterne går til stemmeboksene den 5. maj, står de over for er kedeligt dilemma:

det i politik så velkendte valg mellem to onder. Skal de genvælge Tony Blairs Labour, der førte britiske soldater på et liberalt korstog til Irak, eller skal de sætte deres kryds ved de Konservative og Michael Howard, der ikke har meget andet at byde på end frygt og populistisk usammenhængende politik? Endelig er der også de Liberale Demokrater, men disse får under alle omstændigheder ikke regeringsmagten på grund af spidsfindighederne i det britiske valgsystem. Af disse grunde opfattes valget af flere iagttagere som uinteressant. Med urette, for faktisk er der igen tale om et afgørende valg mellem Labours forsøg på at gøre Storbritannien til et mere lige og velfungerende samfund og de Konservatives sociale uansvarlighed.

Da Margaret Thatcher kom til magten i 1979, var Storbritannien velfærdsmæssigt og socialt på niveau med flere af de europæiske lande, men økonomien var i krise. Thatcher forsøgte at rette op på økonomien med velkendte temaer om incitament til arbejde gennem lavere skatter, svagere fagforeninger, lavere overførselsindkomster osv. Skattesystemet blev ændret, så det reelt var regressivt: jo mere folk tjente, desto mindre betalte de samlet i skat. Desuden fik de arbejdende klasser - i modsætning til de velhavende der altid har nydt godt af verdens bedste eliteuniversiteter - dårlige uddannelser. Dette resulterede i, at England blev et af de mest ulige samfund i Vesten og præget af massiv fattigdom. Blair slog Thatchers efterfølger, John Major, ved valget i 1997 på et løfte om at rette op på denne voldsomme sociale polarisering.

Hvilke politiske resultater er det så vælgerne skal tage stilling til efter otte år med Labour og Blair ved magten? Storbritannien er stadig et land, hvor de rige bliver rigere og forholdsmæssigt ikke betaler meget i skat i forhold til deres mindre velbeslåede medborgere. Blair har, formentlig af taktiske grunde, ikke ønsket at fremmedgøre spydspidserne i det britiske samfund med højere topskat. Til gengæld har han indført Storbritanniens første mindsteløn, om end den ikke er imponerende høj. Desuden har Blair-regeringen, ifølge den førende engelske samfunds- og skatteøkonom John Hills, introduceret meget store forandringer med et skatte- og belønningsystem, der har hævet fattige familiers indkomster væsentligt. Især børnefamiliers.

En del af den arv Thatcher og de Konservative efterlod, var nemlig Europas højeste niveau af børnefattigdom, og et af Blairs mål har været at gøre Storbritannien til et af de lande med mindst børnefattigdom inden 2020. Allerede nu er den blevet formindsket med ca. en fjerdedel. Den samlede effekt af Blairs socialpolitik har været, at de fattigste er blevet mindre fattige, og den økonomiske kløft mellem de nederste og mellemste samfundslag er blevet mindre, mens de meget velhavende fortsætter deres himmelflugt. Blairs største problem er således også hans personlige troværdighed i forbindelse med invasionen af Irak.

Krigen i Irak

Blair sluttede sig helhjertet til Bush juniors neo-konservativt inspirerede demokratiseringseksperiment i Irak (en kristen-liberal eskatologisk vrangforestilling om at hvis blot Mellemøsten skabes i USA's billede gennem krig, vil fred og samhørighed herske).

Hér havde Blair en mission og han troede så meget på sine egne overtalelsesevner og politiske snilde, at han kunne få amerikanerne til at gå gennem FN og europæerne til at slutte om projektet. Begge dele mislykkedes, og i processen kom det til at se ud som om, Blair havde løjet. Hvis han da ikke, i lighed med så mange af de andre deltagere i det utopiske projekt, rent faktisk havde.

Krigen i Irak kunne være blevet Blairs politiske akilleshæl, men han klarer sandsynligvis skærene, selv om hans politiske eftermæle kommer til at lide under den. På trods af at briterne har mistet deres tro på, at Blair taler sandt, føler mange, at samfundet bevæger sig i den rigtige retning, og at det er dét, Blair skal vurderes på. I hvert tilfælde har Irak fyldt overraskende lidt i valgkampen.

Måske netop derfor har Michael Howard valgt at føre en klassisk skræmmekampagne uden reelt politisk indhold. De Konservative har hentet den australske valgstrateg Lynton Crosby til London. Han var manden, der for mere end 10 år siden bragte en konservativ sejr i hus i Australien mod det indtil da usårlige socialdemokrati. Dengang var Crosbys mestertræk en historie om bådflygtninge fra Irak, der smed deres børn over bord, så den australske flåde måtte samle dem op, og regeringen give dem asyl. Det viste sig efter valgkampen at være - løgn.

Med Crosby som rådgiver fører Howard og de Konservative en kampagne, der ikke handler om politiske alternativer eller administrering af økonomien, men om frygt. Frygt for de fremmede, frygt for kriminaliteten (der ifølge statistikkerne rent faktisk er faldende) og frygt for terrorisme. Labour er ifølge valgplakaterne så blødsødne, at de lader kriminelle, indvandrere og terrorister gå frit om i gaderne, mens de udpønser deres misgerninger og voldtager de britiske døtre.

Det er tvivlsomt, at størstedelen af vælgerne køber denne taktik, men som en engelsk kommentator for The Guardian bemærkede:

"Den slags kampagner fører til, at flere bliver hjemme på valgdagen, og jo lavere valgdeltagelse desto bedre for de Konservative. De rige stemmer altid. De konservative ved præcis, hvad de gør."

Det er måske sat på spidsen, men under alle omstændigheder vil det være lykkedes for de Konservative at forpeste den politiske debat, sprede ubegrundet frygt og sænke niveauet af lødighed og saglighed i valgkampen. Det taler ikke til ære for et parti, der i tidligere tider repræsenterede meget af det bedste, britisk kultur og tradition havde at byde på.

På torsdag skal de britiske vælgere beslutte sig for, hvem der skal stå bag roret de næste fem år. Det er ikke noget let valg, men vælgere er ikke dumme, og i modsætning til Blair og Bush ved de, at politik ikke handler om valget mellem rigtigt og forkert, godt og ondt, men desværre ofte er valget mellem to onder. Lad os håbe, at de synes, Tony Blair og Labour et det mindste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu