Læsetid: 2 min.

Minerydning er også nødhjælp

13. maj 2005

I et læserbrev den 4. maj kritiserer Dorte Valentin Sørensen (DVS) Folkekirkens Nødhjælp for at ville samle ind til rydning af landminer. Krigsherrerne burde selv rydde op efter sig eller i det mindste betale for at få ryddet minerne, mener hun.

I princippet er jeg enig i dette synspunkt, men virkeligheden er en ganske anden for en lang række mineplagede lande i den fattige del af verden.Her er landminerne en direkte trussel mod befolkningen og forhindrer en normal tilværelse. Det forhindrer også genopbygning og udvikling for de fattigste.

I mange tilfælde lægges landminer i forbindelse med borgerkrige. Det gør det endnu vanskeligere at udpege den part, som skal rydde op efter sig.

Jeg har netop besøgt Angola, et af de tættest minerede lande i verden. Her bølgede borgerkrigen frem og tilbage i 27 år. Minefelterne ligger derfor på kryds og tværs, og ingen har rigtig noget overblik over, hvilken part der har lagt miner hvor.

At udpege én skyldig part, som skal betale for minerydningen er ikke blot umuligt, men ville være direkte skadeligt i den genopbygningsproces, som landet er midt i. Netop nu er det vigtigt for landet at bygge op og forsone sig - ikke at udpege skyldige og sende regninger.

Miner og tillid

Der er megen fornuft i, at Folkekirkens Nødhjælp bruger en del af sine ressourcer på at rydde landminer.

Mange af de mest udsatte befolkningsgrupper kæmper ikke kun med fattigdom, sygdom og underudvikling - ofte har de ikke adgang til marker, veje og brønde på grund af minefaren. Minerydning er mange steder i verden en forudsætning for alt andet udviklingsarbejde.

I Angola, Burundi, Sudan og Congo arbejder Folkekirkens Nødhjælps mineryddere således tæt sammen med kirkernes genopbygningsarbejdere og åbner dagligt op for adgang til nye områder. Det første skridt ud i et tidligere minefelt er i høj grad et spørgsmål om tillid. Kan man nu også være helt sikker på, at det er ryddet?

Mistillid til serberne

I Kosovo, hvor serberne lagde mange landminer under krigen, ville den lokale befolkning have sig meget frabedt, at serberne skulle rydde op efter sig. Ingen Kosovo-albaner ville nogensinde tro, at det blev gjort ordentligt. Derfor blev det naturligt en opgave for internationale organisationer, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp.

Angola er så inficeret med landminer, at det vil tage årtier at fjerne dem alle. Som en humanitær minerydningsorganisation prioriterer Folkekirkens Nødhjælp derfor kun de områder, som har betydning for mennesker i deres hverdag. Resten må afmærkes og afvente, at landet selv kan få råd til at klare opgaven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu