Læsetid: 4 min.

Minimalstatsministeren

2. september 2002

I GÅR ankom statsminister Anders Fogh Rasmussen til topmødet i Johannesburg. I de kommende dage skal han, som formand for EU, spille en afgørende rolle i forhandlingerne. Desværre er der ikke noget tegn på, at verden bagefter vil huske ham som manden, der gav et afgørende bidrag til at vende verdens skæve udvikling. Det er ikke særlig synd for EU og Danmark og den danske statsminister, for de ligger som de har redt. Men det er synd for verden. For de kunne godt have forbedt sig bedre. Hvis Anders Fogh Rasmussen inderst inde mener det samme, som han mente om minimalstaten før han deponerede sine meninger hos meningsmålingsinstitutterne, så har han et problem. Så er han nemlig mere enig med USA end med EU, som han skal repræsentere.
Hvis han derimod mener det samme som resten af EU – og det gør han jo nok, når det nu er ham, der er formanden – så har han også et problem. EU arbejder officielt for en stærk og forpligtende global aftale med klare mål og tidsfrister. En Global Deal, selv om man bruger ordet mindre og mindre. I forhandlingerne om en aftale kan man ikke få noget, hvis ikke man har noget at tilbyde. Og EU og Anders Fogh Rasmussen har ikke noget nyt at tilbyde. Så skulle han i hvert fald have skjult sine kort meget langt oppe i ærmet.

USA har en ren og klar holdning. Den går ud på, at regeringerne i alle verdens lande skal sørge for lov og orden og demokrati og gode vilkår for det frie marked og det private initiativ. Så skal investeringerne nok komme, hjulpet af partnerskaber mellem virksomhederne, regeringerne og de lokale og private organisationer. Internationale konferencer som verdenstopmødet om bæredygtig udvikling skal ikke lægge snærende bånd på det frie globale initiativ.
Udviklingslandene har mange forskellige holdninger, men de fleste af deres regeringer – lige fra olieproducerende lande til de allerfattigste og ressourcesvage – kan blive enige om at de ikke vil skrive under på nye internationale forpligtelser, f. eks. til at beskytte miljøet, uden at få noget til gengæld. Selv om de 130 lande i u-landenes gruppe er meget forskellige, taler de ved topmødet næsten med én stemmer, som regel den laveste fællesnævners stemme.
EU har som grundholdning, at markedet – både det indre marked i Europa og det store verdensmarked – skal reguleres for at virke bedre. »Verdens økonomi har ikke brug for mindre styring, men mere styring,« som EU’s udviklingskommissær, Poul Nielson, ynder at sige det. En aftale i Johannesburg skal sikre, at verden faktisk bevæger sig i retning af en mere bæredygtig udvikling i kraft af en mere fair samhandel og mere forpligtende aftaler om instrumenter til at styre den økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling.

I SIN FØRSTE tale på topmødet, henvendt til repræsentanter for de store verdensfirmaer, der bekender sig til bæredygtig udvikling, lagde Anders Fogh Rasmussen sig et sted midt imellem sin egen ungdoms ultraliberalisme og EU’s filosofi om det styrede marked.
Om det frie marked og den økonomiske vækst sagde han blandt andet:
»Vi skal åbne vores markeder og afvikle de forvridende subsidier. De rige lande bør åbne deres markeder for de varer, som mange fattige lande er bedst egnede til at producere, nemlig mad og tekstil... Økonomisk vækst er både nøglen til at udrydde fattigdommen og til at få et bedre miljø... Markedsadgang er nøglen. Vi må give dem adgang til vore markeder.«
Det er sød musik i ørerne på langt de fleste regeringer uden for de rige landes klub, OECD. Derfor lyttede man nøje efter, hvad EU’s formand så havde at tilbyde i sin tale og på pressemødet bagefter. Han havde ingenting. Ikke noget, som EU ikke har lovet 100 gange tidligere. Han lovede en landbrugsreform i EU, men ikke hvordan og hvornår. Faktisk sagde han endda, at EU ikke kan indfri løftet om at skære landbrugsstøtten ned før USA også gør det, som led i en ny global handelsaftale.
Han kunne vel i det mindste have givet en dato, hvor EU’s ubehagelige dumping af sukker med eksportstøtte til kunstigt lave priser på verdensmarkedet får en ende. En støtte der ødelægger mange menneskers muligheder for at ernære sig selv i de områder af verden hvor man dyrker sukkerrør – selv om sukkerrør i sig selv er mere effektive og billigere end sukkerroer.
Eller han kunne have givet andre løfter om markedsadgang, gældslettelse og bistand til at give fattige mennesker bedre adgang til ren og vedvarende energi, så de ikke behøver at ødelægge naturen omkring sig.

SELVFØLGELIG sagde EU’s formand en masse pæne ord om pligten til at forøge udviklingsbistanden (som han selv har skåret ned i sit hjemland) og kæmpe en brav kamp imod hiv og aids og skaffe ikke blot rent vand, men også ordentlig sanitet og spildevandsafløb og renseanlæg til alle mennesker, så man kan undgå to-tre millioner dødsfald og endnu flere lidelser på grund af sygdomme, der smitter gennem forurenet vand.
Men ikke noget, der kan holde til hans eget succeskriterium: »Konkret handling er bedre end gode intentioner.«
Endnu en gang har EU undladt at træde i karakter og spille den rolle i verdenspolitikken, der svarer vil Europas velstand og økonomiske styrke. Denne gang med en dansk statsminister i spidsen.
Man må håbe, at Anders Fogh Rasmussen har det hemmelige kort i baghånden og gør alt, hvad der her er skrevet, til skamme i løbet af de næste tre dage. Men man må frygte, at han stiller sig op og fremstiller et minimalt resultat som ’det bedst opnåelige’, ja nærmest en succes, når topmødet er slut på torsdag.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu