Læsetid: 4 min.

Minister på skovhugst

11. februar 2002

SKOVE ER IKKE bare noget, man går tur i, men også noget, der findes en politik for og dermed en debat om. Som der står i Den Store Danske Encyklopædi: »Debatten er til tider stærkt polariseret«. Det bliver den nok endnu mere i den kommende tid, for mens Svend Aukens miljøpolitik nu ligger tilbage, udstødt, fornedret, i dåseøllernes pyt, har den nye, dynamiske miljøminister, Hans Christian Schmidt, præsenteret sin vision om en ny politik for statsskove: Der skal sælges ud af dem, og det skal være tilladt at bo i dem – ikke bare for dyr, men også for mennesker.
Og visionen lyder tilforladelig, for hvorfor skal folk ikke havde den glæde at kunne bo midt i skoven? Alle de byer, der hedder noget med »rød« – Allerød, Birkerød, Blovstrød, osv. – er jo opstået som en rydning i skoven. Og skal staten absolut bruge tid og kræfter på at administrere nogle nåleskove i Jylland, når private lige så godt kan? Og når salg af statsskove kan skæppe med milliarder af kroner i statskassen?
Miljøministeren forsøger bravt på forhånd at tage luften af kritikken ved at love klausuler for de private, som måtte købe skoven, så det ikke ender i ren, rå vandalisme. Han vil kræve af kommunerne, at der for hver rydning til boligområde, skal plantes træer på to-tre gange så stort et område. Altså mere skov. Miljøministeren bakkes op af formanden for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo, der frejdigt mener, at de penge, der kommer ind, vil »kunne bruges til at løse andre opgaver på miljøområdet«.

DET LYDER jo som et eventyr, Hans og Grethe, det hyggelige, lille skovløberhus osv., men det vi (de) taler om, er nok snarere parcelhuskvarterer, hvis det skal batte – med deraf følgende affald, grillstegning i sommernatten, asfaltveje og andre tegn på civilisation, som vil sende dyrene længere ind i reservatet. Det, miljøfolket frygter, er, at der med skovbeboelse og privatiseringer ødelægges noget, som det har taget generationer, for ikke at sige århundreder, at bygge op – løvtræer har lang løbetid – og at der snart vil gå salami-metode i udsalget.
På den anden side – som der også frejdigt står i Encyklopædien – har »en række miljøinteressegrupper fokuseret på skovenes økologiske betydning og udvist stor pessimisme, der senere har vist sig at være overdreven.« En leksikonartikel, som rummer en værdiladning.

MILJØMINISTERENS udmelding kan ikke siges at være egentlig overraskende. Den falder jo i tråd med en hel masse andre privatiseringer fra rengøring til togdrift, som også socialdemokraterne, omend trevent, har båret ved til.
Men hvor går egentlig grænsen?
Engang gik den ved Dannevirke, vores forsvarsmur mod fjenden i syd, men det gør den ikke mere, for ingen kan vide sig sikker for, at ikke også Dannevirke bliver sat til salg, hvis nogen da vil købe de gamle rester fra Harald Blåtands tid og længere tilbage. De er ganske vist tyske, men alligevel.
Det, som nu er ved at ske, det forbløffende nye, er nemlig, at man også vil sælge ud af de nationale klenodier. Som det hed for nylig i en artikel i dette blad, kan der blive tale om »et stykvist frasalg af danmarkshistorien.« Den handlede om salget af Flakfortet og Middelgrunden. Der er ikke tale om en practical joke... ligesom den gang en mand købte Eiffeltårnet.

BEVARES, der er er sikkert mange ejendomsmæglere, spekulanter, entreprenører eller økonomiske desperadoer, der lige står og mangler en ø. Peter Brixtofte f.eks. Men det relevante spørgsmål er: Hvad bliver det næste?
At man indhegner Den lille Havfrue og forlanger entréindtægt, så man kan få nogle flere yen i kassen? At man opkræver entré pr. løbende meter af folk, der begiver sig op i Rundetårn? Prins Henrik på anparter? Hvad med en lille, lækker lejlighed øverst i Eremitageslottet, Rosenborg Slot eller Kronborg?
Det er der ikke tale om – endnu da – men privatiseringer er blevet et kodeord, et Sesam-Luk-Dig-Op, som udtalt af en politiker mest fortæller, at han er medlem af
klubben. Imens grænsen flyttes længere og længere ud i ævred.

DET ER MED statsskovene som med fodboldlandskampene. De er vores alle sammens, og det skulle de gerne blive ved at være. Men hvis det går med miljøministerens forsikringer, som det er gået med andre af de nye ministres (eksempelvis kulturministerens), så vil de ikke være det papir værd, de bliver skrevet på.
Det kan godt være, at Schmidt som vision har en Paradisets Have, men i den praktiske udformning ender det snarere med, at Dyrehaven også privatiseres og hver eneste rådyr og kronhjort løber rundt med et sponsorskilt på rumpen. Så er vi for alvor ude i
Hakkebakkeskoven. Eller bare Hakkeskoven.
Overdreven pessimisme? Jamen, så hellere for tidligt end for sent.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her