Læsetid: 3 min.

Ministeriel modvilje

Uvidenhed og dårlig information fritager ikke for ministeransvar. Men der er meget, der tyder på, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) er blevet taget på sengen i sagen om Ny Carlsberg Glyptotekets opkøb af arkæologiske tyvekoster. Det er muligt, han har handlet i god tro i sin vildledning af Folketinget, fordi han har lyttet for meget til Glyptoteket og ikke har iværksat en uvildig undersøgelse.
9. december 2006

"Der er opstået en uklarhed."

Kulturministeriet i brev til kulturordførerne

Men som Information har kunnet afsløre tidligere i denne uge, holder det ikke, når Kultur- og Justitsministeriet siden 2001 har nægtet at bidrage til opklaringen af verdens største sag om kulturarvssmugling med den begrundelse, at de italienske efterforskere har krævet genstandene udleveret. Som den italienske undersøgelsesdommers anmodninger til de danske myndigheder viser, er det ikke tilfældet. Derfor var afsløringen i denne uge kun den foreløbige kulmination på årelange danske forhalinger og juridiske bortforklaringer, der har placeret Danmark i en temmelig kedelig både moralsk og juridisk gråzone, som ikke harmonerer særlig godt med de løfterige og idealistiske forestillinger om udbredelse af demokrati og retfærdighed, som den danske udenrigspolitik ellers er præget af i disse år. Det er muligt, det ville have været helt i den gamle bryggers ånd. Der blev ikke hævet øjenbryn i de gode, gamle kolonidage, når skibsladning efter skibsladning vendte hjem fra Afrikas og Grækenlands kyster fyldt med "indsamlet materiale", som blev op- og udstillet på de mange nybyggede museer, så det bedre borgerskab i ro og mag og med fremskridtsoptimismen intakt kunne iagttage, hvordan civilisationen havde bevæget sig fra sin vugge til sin foreløbige kulmination. Men den går ikke i 2006.

Information har siden i sommer i en artikelserie afdækket, hvordan den illegale handel med kunstskatte er blevet en industri med en årlig omsætning på omkring 35 mia. dollar. Der tjenes milliarder hvert år i auktionshuse og blandt mellemhandlere på at videresælge kunstskatte til samlere og museer i Vesten. Og afsætningen lader ikke til at være noget problem, i hvert fald har artikelserien bl.a. afsløret, hvor let det er at sælge stjålen kulturarv til højtestimerede danske auktionshuse, der så sælger videre til dels samlere verden over, men også i stor stil til museer, hvoraf mange som i tilfældet Glyptoteket er mindst halvoffentlige og derfor også finansieres via offentlige tilskud. Med andre ord er danske skatteydere uvidende med til at finansiere kriminalitet, der så kan betragtes under slentreturen gennem de hellige haller søndag eftermiddag.

Taberne i det spil er hovedsageligt lande i den tredje verden, der på grund af enten fattigdom eller krig eller begge dele ikke er i stand til at beskytte sig selv, og som bliver ofre for de kriminelle miljøer, der vokser frem omkring den organiserede smugling af deres kulturarv.

Glyptoteket og med det andre danske museer står ikke alene i verden. Især i den vestlige verden er museer, udstillingsbygninger og auktionshuse som sagt fyldt med stjålne kulturarvsgenstande, men Glyptoteket og det danske Kultur- og Justitsministerium har stået temmelig alene med sin modstand mod at bidrage til opklaringsarbejdet, og det kan ikke alene bortforklares som misforståelser, medmindre man har benyttet sig af ufatteligt dårlige oversættere fra italiensk til dansk i de kredse.

I mere end tre år har sagen været til sagsbehandling i Danmark, og mindst to gange er der blevet givet helt forkerte oplysninger. Brian Mikkelsen har i Folketinget sagt, at Danmark ikke kunne imødekomme den italienske anmodning, fordi man krævede genstandene udleveret. Det er ikke rigtigt, fremgår det af den italienske undersøgelsesdommer Paolo Ferri og hans dokumentation. Glyptotekets direktør Flemming Friborg har tilsvarende hævdet, at italienerne krævede genstandene konfiskeret som bevismateriale. Men ifølge Paolo Ferri og hans brevveksling med danskerne er det eneste, man har krævet, at få dokumentation til brug i bevisførelsen. Så endnu en forbier.

Det er nu så småt ved at gå op for selv Glyptoteket og Kulturministeriet, og derfor sendte man i forgårs brevet til kulturordførerne og slog fast, at "der er opstået en uklarhed".

Det kan man selvfølgelig godt vælge at kalde det. Man kunne også kalde det i bedste fald syltning og i værste fald arrogant modarbejdelse af en efterforskning, der for Glyptotekets vedkommende trækker spor helt tilbage til 1970'erne, hvor museet første gang købte genstande af de to kunstsmuglere Giacomo Medici og Robert Hecht.

Det er ikke for tidligt, det danske museum retter op på det blakkede renommé og viser sin samarbejdsvilje. Og et minimumkrav må være, at Danmark ved samme lejlighed ratificerer den såkaldte UNIDROIT-konvention, som i forlængelse af UNESCO-konventionen om handel med kunstgenstande, som pålægger aftagerne bevisbyrden, så de ikke fungerer som institutionelle hælere. Det kunne fjerne en del uklarheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu