Læsetid: 4 min.

Ministre og ministerier

28. november 2001

Ifølge Anders Fogh Rasmussen selv har han med sin regeringsdannelse gennemført den største politisk-administrative ændring i Danmark siden vedtagelsen af den nuværende grundlov i 1953. Nu er det naturligvis altid svært at lægge en bare nogenlunde objektiv målestok ned over den slags vurderinger. Men så meget skal han medgives, at han i hvert fald har vendt op og ned på en del af de velkendte mønstre, når det gælder ansvarsfordelingen mellem velkendte ministerier.
Dermed har han opfyldt et af sine valgløfter. Med en historisk reference, der nok kunne gøres til genstand for nærmere granskning, hævdede han, at ressortfordelingen mellem de eksisterende ministerier var en arv fra enevældens tid. Den arv ville han gøre op med ved at indrette ministerierne efter opgaver. En sagtmodig indsigelse kunne gå ud på, at det har de vel egentlig været igennem hele Danmarks demokratiske historie. Når der hyppigt er blevet flyttet rundt – og ikke mindst udvidet – et det sket ud fra en blanding af reelle behov og politisk-taktisk nødvendighed.
Nu har den nye statsminister så indrettet sig med en regering, hvor opgavefordelingen på nogle områder er anderledes end tidligere. Om den er mere logisk eller stringent, kan mildt sagt diskuteres. Men i det mindste signalerer han fornyelse – og det har givetvis været et væsentligt motiv. Samtidig sætter han uden tvivl Danmarks-rekord i ministerier med meget lange navne – måske som en kompensation for den fornuftige reduktion af selve antallet af ministerposter.

Den længste titel er uden sammenligning blevet givet til en af de overraskende, men samtidig forfriskende udnævnelser – Bertel Haarder. Han er nu ’minister for flygtninge, indvandrere og integration samt minister uden portefølje (Europaminister)’. Med andre ord bliver der under hans ledelse samlet to af de funktioner, statsministeren har lagt vægt på. Men for hver eneste af de fem titler, inklusive parentesen, rejser der sig spørgsmål om, hvad den erfarne Venstre-politiker egentlig skal foretage sig.
Det ligger klart, at de styrelser, nævn og andre enheder, der direkte arbejder med udlændinges ankomst til samt ophold og integration i Danmark, kommer ind under det nye ministeriums ressort. Men dagligdagen er jo præget af det forhold, at spørgsmålet om ikke mindst integration er spredt over mange af både samfundslivets og privatlivets felter. Og en hel del af dem vil af ren nødvendighed stadig ligge under andre ministerier. Som illustration kan nævnes folkeskolens fortsat udelte placering i Undervisningsministeriet.
Også parentesen er interessant. Hvor skal snittet lægges i forhold til udenrigsminister Per Stig Møller? Og hvorfor har Fogh Rasmussen, der så gerne vil have rene linjer, kaldt Haarder for ’minister uden portefølje’ i denne sammenhæng? Noget kunne tyde på, at der her har været ganske hårde forhandlinger med de konservative, før regeringsdannelsen var på plads. Nok skal Haarder beskæftige sig med dansk Europa-politik, men porteføljen er hos Per Stig Møller.

Andre fornyelser med lange navne er ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling. Den sidste del af denne opremsning skal man dog ikke tage fejl af. Udviklingsministeriet er afskaffet, vel nok i direkte konsekvens af den nye regerings nedskæringslinje på dette felt. Udvikling vil i fremtiden ikke betyde den globale, men den nationale. Og også her var Fogh Rasmussen leveringsdygtig i en overraskelse. Ikke mange havde forventet at se Herning-borgmester Helge Sander som en af de 18 ministre. Men nu er det altså ham, der bl.a. skal tage vare på universiteterne. Det er næppe noget tilfælde, at Fogh til denne post har valgt en ferm politiker med baggrund i den lettere og mere udadvendte del af erhvervslivet.
Den tredje minister med en titel så lang, at den aldrig vil kunne indgå i en avisoverskrift, er den konservative formand selv. Bendt Bendtsen er blevet økonomi- og erhvervsminister samt minister for nordisk samarbejde. Åbenbart har han ikke fundet behag i blot at kopiere modellen fra den tidligere regering, hvor Marianne Jelved kunne klare sig med at være økonomiminister. Afgørende for hende var det selvfølgelig, at hun samtidig var vicestatsminister. Det er Bendtsen også, men øjensynlig har han ikke fundet, at det i sig selv var forbundet med tilstrækkelig prestige.

Resultatet er nu, at den konservative leder bliver minister for et ganske stort ministerium, hvor han tiltræder uden de store forudsætninger, når det gælder sagkundskab. Den risiko, han løber, er, at han bliver trukket ned i 1.001 detaljer, mens statsministeren står for de store linjer og den altafgørende synlighed over for offentligheden.
Den risiko kunne så modvirkes af en højt profileret indsats på andre konservative ministerposter. Den vil uden tvivl komme fra Per Stig Møller, men ellers forekommer partiets ministerhøst at være noget blandet.
Lene Espersen er en djærv kommunikator, men lige præcis Justitsministeriet er måske ikke det bedste udgangspunkt. Og Brian Mikkelsen vil som kulturminister omgående komme i stormvejr om både mediepolitikken og Venstres løfter om at afskaffe råd, nævn og puljer – fænomener der ikke mindst er udbredte på kulturens område.
Og så har Anders Fogh Rasmussen – på linje med de fleste forgængere – ikke kunnet modstå fristelsen til at føre semantisk politik. Derfor har vi nu fået en ’beskæftigelsesminister’ i stedet for en arbejdsminister. Venstres hidtidige partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, har fået tildelt den utaknemmelige opgave at tage det bebudede opgør med fagbevægelsen.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu