Læsetid: 6 min.

Mira Markovic førte Milosevics hånd

Slobodan Milosevics isolation og ensomhed blev kompenseret af hans symbiotiske forhold til sin hustru. Det var Mira Markovic, som afgjorde, om hendes mand skulle spise kaviar. Med sin svage karisma var Milosevic ikke gjort af det stof, som skaber heltemyter. Hos serberne bliver han aldrig igen populær
16. marts 2006

En af mine kvindelige kolleger bød engang Slobodan Milosevic på frokost. Hun var udenrigskorrespondenternes grande dame og faste samlingspunkt i Beograd, og Milosevic havde dengang været ved magten i vel omtrent et halvt år. Alligevel forekom han endnu gådefuldt ukendt. I en by, hvor selv helt ubetydelige politikere sætter en ære i at lade sig se blandt folk i selskabsliv, cafeer og restauranter, var dette mere end besynderligt. Måske følte min veninde sig ligefrem personligt krænket, fordi hun var vant til at komme på fortrolig fod med alle, der var værd at kende.

Før frokosten havde hun fået sine kontakter i Milosevics nærhed til at indse, at det kunne være til hans fordel at møde en indflydelsesrig repræsentant fra journalisternes verden. Det skulle forestille at være en lille, privat frokost - naturligvis ved min venindes stambord i Forfatterklubbens restaurant på Francuska. I køkkenet havde kokken Ivo fået besked på at anrette en portion russisk kaviar, som skulle være forret. Milosevic kom, men med sig bragte han en uindbudt gæst, nemlig sin kone Mira Markovic.

Ikke kun af denne grund blev dette møde ikke helt, som min veninde havde forestillet sig. Under hele frokosten var Milosevic fåmælt, ja næsten bleg. Kun med enstavelsesord svarede han på min venindes spørgsmål. Hans hustru talte så meget desto mere. Kaviaren måtte sendes tilbage i køkkenet, efter at Mira fastslog, at den slags luksus ikke var noget, som hun og hendes mand yndede. Spiste gjorde de knapt nok heller. Frokosten blev afsluttet før tiden. Bagefter kunne min veninde ikke erindre sig, at Milosevic skulle have sagt noget som helst af interesse. Men heller ikke, hvad hans hustru havde sagt.

Hendes dom var hård. En mand, som ikke forstår at sætte pris på russisk kaviar, og som holdes i snor af sin hustru ville aldrig nogensinde kunne blive populær i Serbien. Desuden gik selv Tito langt bedre klædt.

Meget populær

Helt ret fik min kollega jo ikke. Milosevic skulle snart blive endog meget populær. I dag vil serberne meget nødig mindes om dette, men i hvert fald ved tre valg stemte de i stort talt frivilligt og med stor entusiasme på netop ham. Og da populariteten efterhånden forsvandt, havde det mere at gøre med en trælsom hverdag og bomber end med smag for kaviar.

Alligevel siger denne mislykkede frokost en hel del om Slobodan Milosevic - både som menneske og politiker. Jeg kender kun ganske få kolleger, som nogensinde klarede at få et interview eller bare føre en kort samtale med ham. Det var i så fald ganske nøje planlagt til at falde sammen med politisk opportune tidspunkter, eller når det kunne være smigrende for Milosevic. CNN's Larry King og hans talkshow kunne lige gå an. Men en åben samtale med udveksling af synspunkter var ikke Milosevics sag - i al fald ikke uden for den snævre kreds af fortrolige.

Først når det allerede var for sent, søgte han andre at tale med. I Rambouillet - efter at albanere og serbere havde underskrevet en aftale, som aldrig skulle virkeliggøres - gik en lettere bedugget Milosevic omkring med en cigar i munden på jagt efter selskab. Men ingen, ikke engang journalisterne, ville tale med ham. Peter Handke opsøgte ham engang i cellen i Scheveningen, men måtte i stedet for samtale lytte til en timelang monolog.

Milosevic excellerede i at levere monologer og forkyndelser. Det var en slags profan liturgi for ham. Resten var direkte ordregivning til forskellige håndgangne mænd inden for magtapparat og medier. På Milosevics ordre greb nogen et telefonrør, hvorefter en avis' forside næste dag eller den samme aftens tv-program blev bestemt. De ritualiserede massemøder og det strengt overvågede fjernsyn var hans måde at kommunikere med nationen på. Begge dele drog fordel af at være upersonlige og antiseptiske.

I 80'erne rejste jeg og andre kolleger på kryds og tværs gennem Serbien til nøje iscenesatte massemøder, hvortil jublende og ofte fordrukne menneskemængder var blevet transporteret i busser eller tog. Milosevic blev så fløjet ind med helikopter, talte et eller andet sted fra uden at kunne ses og fløj siden bort igen. Vi så ham aldrig. Senere i samme aftens tv-nyheder kunne vi så se, hvad vi ikke havde fået at se i dagens løb.

Diktatorens dystre aura

Denne isolation afspejlede en stor ensomhed. Min veninde anede Milosevics ensomhed under den mislykkede frokost, hvor den blottede sig som fåmælthed. Vi genkender selvfølgelig noget af denne ensomhed. Vi har lært os at opfatte den som diktatorens dystre aura - det uundgåelige resultat af alt for meget uindskrænket magt. Men i Milosevics tilfælde kompenseredes denne magts ensomhed og isolation af det symbiotiske forhold til hustruen Mira. Hendes meninger om verden blev en slags erstatning for alle offentlige samtaler og for den viden, han kunne have fået gennem dialog med udenforstående. Hun blev den eneste fortrolige, den sidste instans. Denne autistiske familieverden bestemte i alt væsentlighed forholdet til omverdenen. I tilfældet Mira Markovic/Slobodan Milosevic syntes dette at have været mønstret fra første færd - allerede fra den tid, da de blev teenagerkærester hjemme i provinsbyen Pozarevac.

Og det var hustruen - som allerede min veninde i Beo-grad kunne notere - som havde bukserne på i det forhold. Sagde hun, at hendes mand ikke spiste kaviar, var det, hvad han måtte holde sig til.

Man kan spekulere længe på, om denne politiske konstellation og koreografi er ren tilfældighed - en slags historiens kaprice - eller om vi har at gøre med et mønster, som er specifikt balkansk og går helt tilbage til den byzantinske arv, ja som måske kan følges så langt tilbage som til det klassiske græske drama. Eller er det altsammen langt mere banalt end som så? Er denne form for magtudøvelse, denne klan-saga, noget typisk for et samfund, som gik direkte fra feudalisme til kommunisme 0g nu kæmper for at finde en ny, moderne modus vivendi.

Men i de europæiske samfund i Centraleuropa, som er opbygget omtrent på samme måde som Serbien, finder vi intet tilsvarende. Ikke i Polen, ikke i Slovakiet, ikke i Ungarn. Men derimod netop på Balkan. Slobodan Milosevic og Mira Markovic modsvaredes i Rumænien af Nicolae og Elena Ceausescu, i Albanien af Enver og Nexhmije Hoxha og i Bulgarien af Todor Sjivkov og hans datter, Ludmilla. Hvad vi ser, er en mand ved magten, men i baggrunden en kvinde, som deler den med ham eller måske endog er den egentlige leder. Blodets bånd er vigtigere end alle andre loyaliteter, hvad enten de gælder mennesker eller ideer. Og dette magtens inderlige fællesskab er farvet af et strejf af galskab med indslag af nepotisme, bizarre og fantastiske projekter, astrologi, okkultisme og - hvis det skulle vise sig nødvendigt - af fanatisme, som ikke viger tilbage for vold. Kun ganske få optages i denne kreds som adopterede familiemedlemmer. Skulle de svigte tilliden, behandles de som forrædere. Milosevic-parrets indblanding i de uopklarede mord på Ivan Stambolic og Slavko Curuvija er noget, man i Beo-grad anser for selvindlysende.

Myter i stedet for historie

"Og, jeg som var som en mor for jer alle," udbrød Elena Ceausescu, da hun efter en skueproces blev dømt til døden og ført ud foran henrettelsespelotonen. Også Mira Markovic opfatter, hvad der lørdag skete i Beograd, fra familiens perspektiv: Det var hendes ægtemage, som domstolen nu havde myrdet.

Sådanne grundløse påstande har på Balkan let ved at blive opfattet som virkelighed. Efterhånden får vi så myter i stedet for historie. Men når det gælder Milosevic, tror jeg alligevel, at min veninde i Beograd vil få ret. Hos serberne bliver han aldrig igen populær. Slobodan Milosevic var ikke gjort af det stof, som myter skabes af. Dertil var han i alt for høj grad en apparatjik uden den karisma og folkloristiske egenskaber, som i denne del af Europa må kræves af en rigtig helt.

For en erfaren udenrigskorrespondent kan en mislykket frokost undertiden være tilstrækkeligt til at opdage noget sådant.

Richard Swartz er forfatter og Østeuropa-korrespondent for Svenska Dagbladet

© Svenska Dagbladet og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu