DER ER den klassiske situation, hvor en patient bliver kaldt ind til en læge. Denne har lagt ansigtet i dets alvorligste folder. Han beder patienten tage plads. Patienten får de værste anelser, skramler med stolen, sætter sig, allerede groggy, og ganske rigtigt: Lægen forkynder noget, der meget ligner en dødsdom. »Hvor lang tid har jeg tilbage« spørger den chokerede patient. Det er som en scene fra en dårlig film eller oplæg til en vits, der f.eks. kan slutte med replikken: »Hjertet skal såmænd nok holde Deres tid ud, min gode mand.«
Ude i virkeligheden er situationen om ikke hverdag så jævnligt noget, læger skal tage stilling til, samt en situation mange har tænkt på: Hvordan ville jeg egentlig reagere? Patienten famler sig eller føres ud på gaden, ud i det pulserende liv, hjem til opbakning fra forstående, hjælpsomme omgivelser eller til ensomhed og den udstødelse, der også kan følge med eller føles. Hvis man tror, der står et tværfagligt team parat til at hjælpe, må man tro om igen.
Det nye er, at det danske samfund er ved at ændre signaler. Et af de aflæselige tegn er f.eks. at finde i det nyeste nummer af bladet Helse, der ligger fremme i lægekonsultationer, på apoteker og andre relevante steder. Her beskæftiger man sig med håbet som en afgørende faktor i seriøs sygebehandling eller sundhedspolitik, om man vil. Håbet og miraklet.
Hvadbehar? Man kniber sig i armen og går hjem fra apoteket med sin hostesaft i lommen. (Ikke lige den, man bad om, men en anden, som man ikke bad om, for nu skal apotekerne jo rådgive i prisforskelle for det samme stof.) Nuvel, der har altid været beretninger i diverse ugeblade og Det Bedste om patienter, som læger havde »givet to måneder eller maksimum to år at leve,« i og som mange år efter kan sidde som oldinge og tænke, at det var egentlig mærkeligt. Hvis man fra dette trækker, at historier kan blive bedre med tiden, og at læger måske har sagt »måske«, skal der ikke megen amatørpsykologi til at regne ud, at nedslående oplysninger næppe har opkvikkende virkning. Man kan faktisk blive slået ud af at blive slået ud. Spørg bare Brian Nielsen.
DET VIL være alt for billigt at lægge skylden ensidigt på lægerne den må fordeles og de har selvfølgelig travlt med at operere og forske og skrive medicin ud og hvad læger ellers er direkte uddannet til, for også de er under pres i det meget pressede samfund. Man kan diskutere flere psykologitimer i faget, men hvor og hvordan fejlen placerer sig, hvis man altså accepterer fejlen som en præmis, er det sværere at fastslå med præcision. Formodentlig er den druknet et sted i udviklingen af det samfund, der bygger på ratio eller Ratio med stort, guddommeligt R, altså den skinbarlige, videnskabelige fornuft. Druknet i udviklingen fra den familielæge, der ideelt set kunne tage pragmatiske hensyn ud fra et kendskab til sine patienters konstitutionelle habitus (hvor meget sandhed kan netop dette menneske tåle?), til det effektive hospitalsvæsen, hvor vi jo ikke må lade halen logre med hunden, men hvor patienter ofte føler sig behandlet upersonligt som numre, selv om andre patienter også ofte ikke uvæsentligt er taknemmelige for den indsats, der er gjort.
»I dag oplever vi heldigvis i det danske sygehusvæsen stor forståelse for alvorligt syge patienter, der har lyst og vilje til at overleve,« skriver Helses chefredaktør, Kirsten Engel, på lederplads i dette meget læste blad, der udgives af en fond, hvis bestyrelse udpeges af Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Komiteen for Sundhedsoplysning. Hun fortsætter:
»Desværre også det modsatte. Der mangler stadig ressourcer til at tage sig af de mennesker, der har mistet håbet. Man giver dem den nødtørftige fysiske pleje, men når det gælder deres sjæl og ånd, slår kræfterne ikke til. Håbet slukkes. Håbet, der måske kan udløse miraklet.«
HELSE bringer så en række artikler om og interviews med mennesker, der er kommet sig på overraskende vis efter tilsyneladende håbløse sygdommme under overskrifter som ikke lader ugepressen noget efter: »Adlød ikke lægerne«, »Håbets kraft« og »Bibelen er bedre end en nervepille«.
Hertil vil den seriøst arbejdende læge kunne udbryde et bvadr! eller halleluja, det er præsternes og psykologernes afdeling, eller »fortæl os noget nyt«. I så fald har man ikke forstået pointen, som Helse-redaktøren også pinder ud, at livsviljen »kan være afgørende for en patients evne til at overleve«. Hun er på linje med forfatteren Tor Nørretranders, der ikke regnes for ganske uintellektuel, og som er aktuel med bogen At tro på at tro, som igen står i en eller anden relation til Thorkild Grosbølls trosbekendelse, der ganske vist formelt er sat mat.
Det handler alt sammen om videnskab og tro, men også om praktisk lægegerning, hvor det aldrig kan være lægevidenskabens opgave at tage modet fra syge mennesker. Hvis den da gør det. Men at det opleves sådan, kan man nu læse i det halvofficielle organ på apoteket, hvilket også er en slags indikator for, at problemsættet er rykket højere op på dagsordenen, og godt for det. Så er det ikke helt... håbløst.
