"Does the body rule the mind, / or does the mind rule the body?/ I dunno -"
'Still Ill', The Smiths, 1983
"I fucking hate Morrissey - he's a cunt - but the music is great. I do like Morrissey's words; who wouldn't? He's a tortured genius, but that still makes him a genius -"
Peter Hook, bassist i Joy Division/ New Order
I midten af 1970'erne var den nordengelske by Manchester ikke stort set andet end et forhenværende industricenter på skideren. Præget af forfald, arbejdsløshed, druk, vold, indvandring og dysfunktionelle familier kunne byen ikke stort andet end at pege tilbage på fordums storhed og ellers kun håbe på det bedste. I byens storhedstid grundlagdes således et af det britiske imperiums største og mest prestigiøse universiteter, og da forfaldet satte ind, blev en masse forladte bygninger ledige til andre formål, som unge mennesker med masser af tid, men ingen penge, ikke var længe om at få øje på. Og derfor enten besatte eller lejede for symbolske beløb. Det var næppe gode tider for børnefamilier, men til gengæld glimrende for en småsimrende rockscene, der nu kun havde brug for en retning og et mål.
Det bød sig til, da det stadig relativt ukendte London-band Sex Pistols spillede en koncert på det lille spillested Lesser Free Trade Hall den 4. juni 1976, en dato i rockhistorien på linje med Elvis' entre i Sun Studios eller mødet mellem en purung John Lennon og en ditto Paul McCartney. Gruppen gentog succesen - efter sigende var der max. mellem 30 og 40 mennesker tilstede - den 20. juli samme år, og alle, der de følgende år skulle være med til at sætte Manchester på det musikalske landkort, var blandt det diminutive publikum til enten den ene, den anden eller begge koncerter; dvs. medlemmer af kommende ikonoklaster som The Buzzcocks/ Magazine, Joy Division/ New Order, The Fall, den senere så indflydelsesrige leder af Factory Records, Tony Wilson, samt en 17-årig knægt ved navn Steven Patrick Morrissey. Som mange år senere om den første koncert med typisk skepsis udtalte: "Being Northern, we didn't know how to react. People were very rigid [-] I liked them, but they seemed like a clued-in singer and three patched musicians".
Denne Steven Patrick var nu også en sær snegl. En ensom skikkelse, der kun følte væmmelse og ubehag ved hele hippietanken om det store favnende fællesskab. Som Greta Garbo var hans motto "I vant to be alone". Ikke desto mindre drømte han om at blive sanger i et band, et af de mange paradokser, der blev udslagsgivende for hans kurs gennem livet. Senere skulle han bruge meget tid på at forklare journalister om sin tilsyneladende forfærdelige pubertet, hvor han efter egne udsagn blev latterliggjort af 'rigtige' musikere (en art, Morrissey stadig nærer den største mistænksomhed overfor), afvist af redaktører på diverse publikationer og ydmyget af eksistenser indenfor den stedlige musikbranche. Han er selv af den faste overbevisning, at de mange afvisninger, han oplevede i de sårbare ungdomsår, motiverede ham til yderligere at forfølge sine mål:
"Berømmelse er en slags hævn [-] Den er som et våben, der får dine fjender til at skære tænder. Ellers vil de folk altid have overtaget i forhold til dig. Altid."
Så selvom han i nogle måneder i slut-halvfjerdserne var med i det lokale punkband Slaughter and the Dogs og senere i The Nosebleeds, havde han rigelig tid til at hengive sig til sine særlige interesser, rock, litteratur og film. Alt sammen helst fra 1960'erne.
Samt pleje sin migræne, sin misantropi og den der særlige blanding af skyld, lede, fortvivlelse og begær, strikt opdragne katolikker gør til en livsstil, når kønsmodningen sætter ind med sit sansebombardement af krop og sjæl. Med sin gennemborende intelligens og bizarre eklekticisme skabte han dermed konturerne af den persona, verden siden skulle lære at kende som Morrissey. For Steven Patrick valgte at hengive sig nidkært til studiet af en række nøje udvalgte, lidet fashionable og helst ærkebritiske ikoner, hvoraf mange senere skulle dukke op som cover-stjerner på diverse Smiths-udgivelser. Oscar Wilde og Sandie Shaw, W.H. Auden og New York Dolls (hvis britiske fanklub han bestyrede), Philip Larkin og Billy Fury, Patric Doonan og Elisabeth Smart m.fl. Denne introspektive rugen udmøntede sig i bogen James Dean Is Not Dead, som Morrissey udgav i 1983.
Men først mødet med den efter sigende totalt uneurotiske og rigtig skrappe guitarist Johnny Marr i maj 1982 rev Steven Patrick ud af hans selvvalgte isolation, hvorefter han lynhurtigt transformeredes til Morrissey, forsanger i bandet The Smiths, som de to gentlemen dannede sammen med en bassist og en trommeslager. Stilen var guitarorienteret i en tid domineret af synth pop og new romantics og åbenlyst inspireret af tresserikoner som Beatles, Byrds og Kinks; cluet var Marrs fængende melodier i tandem med Morrisseys ærkebritiske, ætsende og skarpsindige tekster, fulde af lede, misantropi, traumer og en udtalt lede ved kødspisere (manden er militant vegetar), som en hel generation søgende (især) ungersvende øjeblikkeligt kunne identificere sig med. I interviews fremstod manden kritisk, sansefornægtende, paranoid, stokkonservativ, respektløs, skeptisk, asketisk, seksuelt afholdende og udgjorde på alle måder antitesen til såvel punk som post-punk og new romantics. En rockstjerne, der åbenlyst ikke var til rock'n'roll! På noget niveau.
For fra det øjeblik The Smiths gjorde deres entre på musikscenen i maj 1983 med singlen "Hand In Glove", blev gruppen betragtet som det store dyr i åbenbaringen og noget nær rockens frelser. Sammen med amerikanske R.E.M. - hvis debutalbum, Murmur, udsendtes måneden før og som på alle måder udgjorde et amerikansk modstykke til The Smiths: visionær og kontrær forsanger vs. traditionsbundet guitarist - skabte bandet såvel fundamentet for den såkaldt alternative rock, som det foregreb britpoppen; alle gruppens plader blev da også behørigt udsendt af det uafhængige Rough Trade. Gruppen dyrkedes med ukritisk fanatisme af sine primært mandlige fans, men forsøget på at erobre USA af to omgange knækkede ryggen på enheden, der i august 1987 smed håndklædet i ringen efter et hav af strålende singler, fire studiealbums plus det løse. Morrissey har til dato ikke været i stand til at finde en helt lige så kongenial samarbejdspartner som Marr, der skrev al musikken til The Smiths, men de to herrer har ikke formået at bevare kontakten endsige den gensidige sympati, der gjorde dem til noget nær rockens svar på Dupont & Dupont i deres storhedstid.
Morrissey kastede sig næsten øjeblikkeligt ud i en solokarriere, hvis kunstneriske succes altid har været betinget af hvilke samarbejdspartnere han valgte sig, såvel musikalsk som i studiet. Som med The Smiths er Morrisseys singler næsten altid værd at samle på, hvor-imod det er gået voldsomt op og ned med de tilhørende fuldlængde-albums. Ofte lød Morrissey decideret uoplagt og mange af hans dispositioner kunne for den udenforstående - som ikke forstår sande Morrissey-fans' næsten afsindige hengivenhed og ditto trofasthed overfor deres idol - lyde som kommercielt selvmord.
Ikke mindst modviljen overfor nogen form for fornyelse - Morrissey hadede af et ærligt hjerte intenst den hedonistiske rave-kultur og i øvrigt alt, der bare lugter af elektronisk musik; allerede i sommeren 1986 fremsatte han på singlen "Panic" følgende kompromisløse udsagn: "Burn down the disco/ Hang the blessed DJ/ Because the music that they constantly play/ IT SAYS NOTHING TO ME ABOUT MY LIFE" - samt en uheldig flirt med en firkantet form for rockabilly, der martrede en udgivelse som den gumpetunge Kill Uncle fra 1991. Til gengæld fejrede han så karrierens største triumf i 1994 med det diskret glampåvirkede Vauxhall And I, som mange - inklusive denne signatur, såmænd - opfatter som den mest homogene og tilfredsstillende satsning fra denne del af karrieren.
Det dystre og undervurderede Maladjusted-album fra 1995 skulle blive Morrisseys sidste i lang, lang tid. På innersleevet stod følgende at læse: "There's too many people planning your downfall/ When your spirit's on trial [-] so you stand by the board/ full of fear and intention/ if you think that they're listening/ well you've got to be joking -" Disse ord skulle vise sig at have næsten profetisk vægt, idet det store knæk kom året efter, hvor de tidligere Smiths-medlemmer Mike Joyce og Andy Rourke lagde sag an mod Marr og Morrissey for at få en bid af den anseelige Smiths-kage. Det passede ikke herren! Bedre blev det ikke, da de sagsøgte tabte sagen og beordredes til at betale Joyce og Rourke et beløb på 1,25 millioner engelske pund. Dog også en slags penge.
Efter en stribe grimme migræneanfald gik Morrissey direkte i et indre eksil, han dog jævnligt afbrød for at turnere, hvilket holdt den hellige ild i live hos hans anseelige skare af kernefans, ikke mindst i USA, hvor han har en pæn stor menighed af ligesindede med hang til overfrakker så store, at de kunne huse en indvandrerfamilie, en rodfæstet pessimisme og udelt lede ved alle kroppens funktioner, især de seksuelle. Efter syv års askese i syndens by, Los Angeles hvem andre end Morrissey ville vælge den moderne ækvivalent til Sodoma og Gomorra til en periode præget af indadvendt kontemplation? vendte han endog meget stærkt tilbage i 2004 med det splendidt bitre You Are The Quarry, hans bedste siden Vauxhall And I. Her fik han luft for sin harme over retssagens udfald og hvad der ellers sådan lige nagede ham; hvad der i Morrisseys tilfælde selvfølgelig ikke er så helt lidt.
På samme års Roskilde Festival kunne man opleve en Morrissey, der åbenlyst nød rollen som en af rockens ældre, men yderst noble statsmænd. Da der ikke var mere at bevise, viste han sig pludselig bedre, end nogen havde turde have håbet på. Grundlæggende uden at ændre sig en tøddel. Hvilket så også ville have været et chok. Det kom så ikke så meget i form af dette års fremragende Ringleader Of The Tormentors fra denne Artist Formerly Known As Unhappy, selvom de åbenlyse (homo)seksuelle referencer i tekstuniverset var temmelig overraskende. Man havde nok sin mistanke, men alligevel. Det gør sgu altid indtryk, når det er en (frafalden) katolik, der kommer hoppende ud af skabet. Næ, chokket var at han i de obligatoriske interview, der følger et sådant udspil, højlydt talte om at være både lykkelig og tilfreds. Nu beder jeg Dem, fru Heilbunth. Hvad bliver det næste ikke? At han laver en børneplade? Køber sig en sampler? Gifter sig og adopterer en hel stribe afrikanske børn? Kaster sig frådende over kød?
Oh well selv manden, der engang sang »its my life/ to wreck my own way«, har åbenbart godt af lidt blindt begær og noget hed sex i ny og næ. As do we all! Det skal dog stadig blive interessant at høre, hvad der sker, når leden, skylden og angeren sætter ind. Det bliver sikkert et mesterværk. Hvis ikke, er det helt sikkert Englands skyld!
