Læsetid: 4 min.

Miseren bag Versailles

7. januar 1998

Danmark og Frankrig følger ikke parallelle veje, men der er momentvis påfaldende lighedspunkter mellem de forhindringer, der dukker op i de to lande på vejen mod europæisk integration. Begge lande vogter over den nationale suverænitet, og begge har en grundlov.
Står man over for en suverænitetsafgivelse, der strider imod grundloven? Det er et standardspørgsmål i Danmark, hvor man er hurtig til at tale om folkeafstemning i relation til EU. I Frankrig er det samme spørgsmål blevet besvaret bekræftende af Forfatningsrådet, der den 31. januar 1997 har erklæret Amsterdam-traktaten for uforenelig med forfatningen på visse punkter. Næste spørgsmål i Frankrig: Skal forfatningen ændres? Fra visse sider kræves folkeafstemning.
Det var i 1992, at Frankrig første gang - pludselig og uventet - stod i en situation à la danoise, med en massiv folkelig modstand mod integrationsprocessen. Umiddelbart efter den danske folkeafstemning om Maastricht-traktaten besluttede præsident Mitterrand at udskrive folkeafstemning i Frankrig. Hvad han ikke forestillede sig var, at resultatet ville blive næsten identisk med det danske i Frankrig et marginalt ja, i Danmark et marginalt nej, i begge tilfælde på ca. 50 pct. Forfatningsændringerne til fordel for Maastricht var lige blevet vedtaget af parlamentets to kamre forsamlet i Versailles - med to trediedeles flertal! Det kom som et chok for regeringen og det store tværpolitiske ja-flertal i parlamentet, at der var så udbredt modstand i folket mod EU-politikken. "Det danske eksempel" var blevet fremhævet stærkt af nej-tilhængerne under kampagnen.

Siden da har intet været som før i den franske EU-debat. Man ved nu, at nationen er splittet i to store blokke på tværs af venstre og højre, og at nej-blokken er et potentielt flertal. Nejsigerne udgør det overvældende flertal af Kommunistpartiet og Front National, halvdelen af det neo-gaullistiske parti Rassemblement (tidligere RPR, Chiracs parti) og store mindretal af Socialistpartiet og den liberale partigruppe UDF. Men de skiftende regeringer, højre- som venstre-, fastholder ja-linjen med en fælles politik, der af modstanderne foragteligt betegnes som "la pensée unique", d.v.s. den politik, der giver sig ud for at være "den eneste mulige", og som indebærer stram monetær og budgetmæssig disciplin, stadig nye ofre og afsavn. Det ligger i luften, at denne politik udformes af eliten uden folkets tilslutning, og at den lader hånt om sociale hensyn. Den forbindes også med den i mange år voksende og efterhånden massive arbejdsløshed.
Dette er baggrunden for, at både den konservative præsident Chirac og den socialistiske premierminister Jospin frygter en folkeafstemning som pesten. For at demonstrere deres enighed i EU-politikken henvendte de sig i fællesskab til Forfatningsrådet for at få en udtalelse om Amsterdam-traktatens forenelighed eller uforenelighed med forfatningen - og dermed komme modstanderne i forkøbet. Kendelsen fra rådet lød på, at Amsterdam-traktaten strider mod den franske forfatning, fordi den åbner mulighed for flertalsafgørelse om indvandringsspørgsmål. Konkret betyder det, at Frankrig mister sin vetoret - og dermed sin nationale suverænitet - på dette område. Ergo må forfatningen laves om på visse punkter.
En grundlovsændring kan enten vedtages ved folkeafstemning med simpelt flertal eller ved fælles afstemning med tre femtedeles flertal i parlamentets to kamre, forsamlet i Versailles. Præsidenten og regeringen går ind for den sidstnævnte løsning, men både inden for regeringskoalitionen og i Chiracs gamle parti er
der åbenlys splittelse: Den kommunistiske partileder, Robert Hue, og en af de ledende gaullister, Charles Pasqua, har begge krævet folkeafstemning. Det var Pasqua, der i 1992 tordnede løs i spidsen for nej-kampagnen - side om side med Philippe Séguin, der i dag er leder af Chiracs gamle parti!

Selv uden folkeafstemning kommer EU til debat påny. Debatten kommer ikke bare til at handle
om grundlovsændringen, men nødvendigvis også om Amsterdam-traktaten, om valutaunionen (ØMU) - og om noget endnu mere eksplosivt: Da det er suveræniteten over indvandringspolitikken, der i centrum for Forfatningsrådets kendelse, kan det betyde, at hele debatten om indvandring, flygtninge, asylret osv. sætter sig i bevægelse - med sin uhyggelige kortege af racistiske og demagogiske argumenter. I tilfælde af folkeafstemning kunne det betyde, at den gamle anti-Maastricht lejr stemmer nej i (u)skøn forening med den indvandrerfjendtlige lejr. I så fald ville grundlovsændringen - og dermed ratificeringen af Amsterdam-traktaten - falde med et brag.
Det får ikke lov at ske, hvis sagen køres igennem i Versailles. Men EU-debatten genopvarmes under alle omstændigheder i en betændt situation. Tilfældigvis sker det samtidig med, at ØMU'en endnu engang er blevet anfægtet i Tyskland, hvor fire professorer vil søge at få den underkendt ved forfatningsdomstolen i Karlsruhe. Men i Frankrig er der en hel række sociale urosignaler, der minder om, at regeringen Jospin har andre forpligtelser end dem, der blev skrevet ned i Maastricht og Amsterdam. Forpligtelser i Strasbourg, Nantes, Lyon, Saint Etienne og diverse slumforstæder - alle de steder, hvor man på det sidste har oplevet arbejds(og subsistens)løses protestaktioner, unge desperadoers afsindige voldskampagner - med en epidemi af bilafbrændinger - og politiets drab på to unge. Sådan har menuen været omkring nytår. En lidet ønskværdig baggrund for en grundlovsdebat, der bringer to oplagte syndebukke ind i billedet - indvandring og EU.
Hvad det sidste angår, er den manglende popularitet prisen for, at den ene franske regering efter den anden har givet EU-politikken topprioritet og samtidig opvist så dårlige resultater på det beskæftigelsesmæssige og sociale område.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu