Læsetid: 5 min.

Missionæren fra Birkerød

Rockgudstjenester og digtoplæsninger skal sælge billetter til de danske kirker, men de har intet med kristendom at gøre, siger Sven Ove Gade. Han frygter kirkens nye magthungrende og politiserende tendenser og styrer i sin nye bog direkte ind i debatten om den danske folkekirke
11. januar 2006

For et par år siden var forfatteren Sven Ove Gade på vej til gudstjeneste i Matthæus-kirken på Vesterbro. Han tænkte, at der nok ventede et par gamle gubber, der sad og mimrede i et halvtomt kirkerum, husker han. Men for en gangs skyld tog han fejl.

"Kirken var fyldt med unge, og jeg forstod hvorfor: præsten var levende og brændte for hvad hun sagde, det kunne man mærke, hun talte direkte til en, og ikke hen over hovedet på folk," fortæller han.

Det er desværre sjældent at opleve i de danske kirker. Sven Ove Gade har besøgt mange af landets kirker de seneste år, bevæget sig ud til gadepræster og væresteder, og de oplevelser ligger til grund for hans nye bog om folkekirken Tag et brækmiddel! Folkekirken og missionsbefalingen, der udkommer i morgen. En bog, der med præsteinitiativets 250 underskrifter mod regeringens flygtningepolitik og Jens Rohdes efterfølgende udmelding af folkekirken er mere aktuel, end Ekstra Bladets tidligere chefredaktør har kunnet forudse.

For kirken står lige nu i et opgør med sig selv. Skal den arrangere rockgudstjenester, opstille badebassiner og hænge svæveflyvere i lofterne, så kirkegængerne kan se det hele lidt 'ovenfra'? Eller skal præsterne prædike fra prædikestolen om den rigtige og forkerte holdning i flygtningespørgsmål?

Begge dele er misforstået: det første er uudholdeligt, ja nærmest latterligt, mens det andet er stærkt bekymrende, mener Sven Ove Gade, der hellere så, at kirken tog missionsbefalingen og sin opgave som formidler af det kristne budskab alvorligt.

"Det er grotesk og et hektisk forsøg på at trække folk til, når en kirker eksempelvis opstiller et badebassin. Det er KFUM i moderne forklædning, det er omklamrende, falsk og ikke til at holde ud. I natkirkerne giver alene musikken et sentimentalt præg af, at nu skal du ind i en bestemt stemning, men det handler ikke om at forholde sig til et budskab," siger han, og fremhæver, at han gerne ser en folkekirke, der løbende er i bevægelse.

Men hvis forandringen glider over i ren æstetik og form, så udgiver kirken sig for noget, den ikke er. Den sælger sig på et forkert grundlag, og for øvrigt går unge hellere til rockkoncert end i kirke, hvis de vil høre rock," lyder Sven Ove Gades kommentar.

Moraliserende magt

Men selv om Sven Ove Gade er stærkt kritisk over for visse kirkers desperate marketingsstrategier og forsøg på at fornye og forynge sig, er han langt mere betænkelig over for de politiske holdningers indtog på prædikestolen.

"Jeg bliver nervøs, når 200 præster finder sammen om en aktion som præsteinitiativet. Baggrunden er jo en forestilling om, at de har bedre forudsætninger end andre mennesker for at udtale sig om flygtningepolitikken. Det er udtryk for et moraliserende magtbegær, og i virkeligheden er 200 præsters holdninger lige så interessante som 200 renovationsarbejderes," siger han.

For hvorfor skulle initiativet nødvendigvis ske kollektivt, når præsterne hver især kan beslutte sig for at tage flygtningespørgsmålet op individuelt i kraft af forkyndelsesfriheden, spørger Sven Ove Gade.

"Ved kollektivt at iføre sig præstekjolen prøver præsterne at give sig selv autoritet. De leger små paver og giver sig selv ex-cathedre-rollen," mener han. På prædikestolen står præsterne uimodsagt, og den kritiserede kan ikke forsvare sig eller bryde ind.

Netop derfor er den eksplicit politiske prædiken en faktor, der ikke hører hjemme i den danske folkekirke. Snarere minder den om katolske tilstande, mener Sven Ove Gade, der ser med kritiske øjne mod øst, hvor svenskerne har skilt kirken fra staten. Det har ført til, at Svenska kyrkan har holdninger til politiske spørgsmål, som eksempelvis enkeltskrogede tankskibe i Øresund.

"Det er fornuftigt at forbyde tanskibene. Men det kan præsten protestere mod som privatperson og borger, ikke qua embedet som præst.

Det er farligt, hvis kirken får en eksplicit politisk mission. Det er vigtigt, at skellet mellem det verdslige og det åndelige består. Som Jesus sagde: Så giv kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er." Sven Ove Gade har derfor opgivet sin tidligere positive holdning til en adskillelse af kirke og stat.

"Der er noget grotesk ved, at præster er offentligt ansatte, men det vil være aktivisterne og de præster, der føler, de har en moralsk forpligtelse og patent på sandheden, der ville rage magten til sig ved en adskillelse."

I stedet for at holde blikket stift rettet mod magten og kirkens institutioner, som det alt for ofte sker, burde den danske folkekirke koncentrere sig om dens egentlige opgave.

Og i formidlingen af evangeliet spiller missionsbefalingen en afgørende rolle, men den har man glemt.

"Ordet mission har en kedelig klang, og de fleste mennesker ser nok Indre Mission marchere frem. Men missionsbefalingen er jo et imperativ, den er ikke til debat i den kristne tro. Det er den, man som barn bliver døbt på. Missionsbefalingen er dog så krævende, at man får fornemmelsen af, at kirken har skudt den til side," mener Sven Ove Gade om Jesu påbud om at udbrede troen til de ikke troende og uddyber, at hvis man tog det krav alvorligt, ville det forbedre mulighederne for at integrere indvandrere og hjælpe dem med at glide ind i det danske samfund.

"Kristendommen har sat sit afgørende præg på det danske samfund. Der er derfor mange ting, man ikke forstår, hvis man ikke har den fornødne viden om evangeliet. Denne viden er også en væsentlig forudsætning for, at man kan få et forhold til kristendommen på et senere tidspunkt," siger han.

Kirken bør være andet end en debatklub med holdninger, der alle er lige gode.

"Tro er sammen med kærlighed de to stærkeste elementer i menneskers liv, og missionsbefalingen er et bærende element i lidenskaben. Hvis man ikke tager den alvorligt, så dør kirken," siger han og knytter hænderne, der bevæger sig i takt med ordene, hvor han sidder i en spinkel læderstol i sit hvide hus i Birkerød.

Det var ikke, fordi Sven Ove Gade som ung rendte i kirke i tide og utide. Da tænker man jo på andre ting, som han siger. Men kristendommen har altid optaget ham, og i dag sidder han ofte på kirkebænken om søndagen.

"Midt i alt det redelige mangler der lidenskab. Man mærker ikke det sitrende, det urolige og det, der rykker i dig. Det er ikke fordi jeg ikke har forståelse for rutinen, men som præst må man bekæmpe den," mener Sven Ove Gade.

Selv tvivler han ikke på, at kristendommen på trods af folkekirkens identitetsproblemer overlever. "Mennesker har prøvet at slå kristendommen ihjel gennem 2.000 år, så den skal nok klare sig, også uden Folkekirken. Vi stiller os op og leger guder, hvis vi tror, at vi kan afskaffe kristendommen. Men man kan spørge sig selv, i hvilken udstrækning kirken giver danskerne mulighed for at få et personligt og eksistentielt forhold til kristendommen. Det er et paradoks, hvis det er folkelkirken selv, der skal være en forhindring", siger Svend Ove Gade.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her