Læsetid: 4 min.

Missionæren Blair

19. juli 2003

Kongresmedlemmer! Jeg føler, jeg har en personlig og presserende mission i dagens verden.
Storbritanniens premierminister, Tony Blair, i tale til USA’s kongres 17. juli

SLANGEMENNESKET«, der kan »blæse og have mel i munden«, kaldte en britisk avis i går landets premierminister. I Washington var velkomsten anderledes positiv. Byens politikere bukkede og nejede, som var selve dronning Elizabeth eller en reinkarnation af Winston Churchill på statsvisit. Begejstringen for den venstreorienterede leder af Storbritanniens arbejderparti – der anser sig selv for at være Bill Clintons nære medrejsende på den tredje vej mellem kapitalisme og socialdemokratisme – ville ingen ende tage.
19 stående ovationer – næsten ligeså mange, som der reserveres for amerikanske præsidenter, når de hvert år i slutningen af januar aflægger rapport om ’nationens tilstand’. Flot var Blairs præstation og på en måde pinlig for amerikanerne, når man erindrer, at den britiske leder er udelt bedre end George W. Bush til at artikulere USA’s rette rolle i verden.
Blair talte dels som en visionær og dels som en missionær, og nok med mest vægt på det sidste. Den evangeliske tone var umiskendelig fra en mand, der har næsten lige så svært som Bush ved at skelne mellem sin religiøse tro og sit regeringsansvar. Begge ledere hævder at have set en åbenbaring 11. september 2001, da USA blev angrebet af al-Qaeda. Den bestod i en sprængfarlig kombination af terrorisme og masseødelæggelsesvåben. Selv om disse to trusler muligvis aldrig smelter sammen i en højere enhed og anretter enorme ødelæggelser, vil historien trods det tilgive Blair og Bush for at have handlet, sagde den britiske premierminister til Kongressen. På et senere pressemøde i Det Hvide Hus gentog han det uden at blive spurgt direkte. »Det udgør truslen mod vores sikkerhed i dag. Jeg er aldrig hørt op med at tænke på det. Jeg tænker på det lige nu,« sagde Blair.

DET ER utvivlsomt korrekt, at en statsmands pligt er at forestille sig det værste scenarie. Men hvor langt kan en leder gå for at beskytte sit folk og i denne sammenhæng en fri og demokratisk verden mod den kombinerede trussel af terror/masseødelæggelsesvåben?
Skønt Blair ikke direkte henviste til krigen mod Irak og omstyrtelsen af Saddam-regimet, faldt det let for britisk presse at tolke denne hans tese som et forsøg på at fritage sig for ansvaret, dersom masseødelæggelsesvåben aldrig bliver fundet i Irak. Det er muligt. Her er, hvad Blair ordret sagde:
»Kan vi være sikre på, at terrorisme og masseødelæggelsesvåben vil finde sammen? Lad mig konstatere en ting: Hvis vi har uret, har vi i det mindste fjernet en trussel, som er ansvarlig for umenneskelige massakrer og lidelser. Det er jeg sikker på, at historien vil tilgive.«
»Men hvis vores kritikere har uret, og vi har ret, som jeg ifølge mine instinkter og egen overbevisning mener vi er, så vil vi fremstå som tøvende overfor denne trussel på et tidspunkt, hvor vi burde have vist lederskab. Det er noget, historien ikke vil kunne tilgive os.«
Men som den opmærksomme læser vil bemærke, har krigen mod terror to mål: Terrorister og stater, som bistår dem. De ansvarlige for »massakrer og lidelser« kan lige så godt være al-Qaeda som Irak. Kernen i sagen er truslen, som opstår, når de to størrelser finder sammen. Trods Bushs gentagne påstande skete dette for alle tilfældes skyld ikke under Saddam Husseins regime i Irak. Kunne det være sket? Måske. Det er her, Blairs logik kortslutter. Kan det virkelig passe, at USA og Storbritannien er villige til starte forebyggende krige mod stater, som man på et eller andet tidspunkt kan forestille sig vil sælge et masseødelæggelsesvåben til en terroristgruppe?

DET LYDER ikke særligt sandsynligt. Spørgsmålet er derfor, hvorfor Blair og Bush ikke har modet til at sige sandheden om krigen mod Irak. Enten er de blevet narret til at tro, at Saddam-styret stadig havde biologiske og kemiske våben og aktivt bestræbte sig på at genopstarte sit atomvåbenprogram eller også var Saddam blevet dem en sådan torn i øjet i kraft af 12 års ulydighed mod FN’s resolutioner og et endnu længere forbryderisk generalieblad, at han skulle tvinges fra embedet.
Det er her, Blair blæser og har mel i munden. Hans og Bushs insisteren på, at Irak skulle være den næste sikkerhedstrussel efter Afghanistan (der var langt mere sandsynlig) har knækket deres troværdighed i krigen mod terrorismen. Som vi ved i dag, stoppede Saddam-styret efter alt at dømme produktionen af ulovlige våben engang i midten af 1990’erne. At han kunne have startet op påny, så snart FN’s sanktioner blev ophævet, er korrekt. Men den trussel kunne Sikkerhedsrådet have håndteret, hvis det engang blev aktuelt. Ingen kan bestride, at irakerne på langt sigt står sig bedre uden det morderiske Ba’ath-regime. Men det var jo ikke pointen i Blairs tale.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu