Læsetid: 11 min.

Vi har for meget at miste til at ville indse, at vi kan miste alt

Den britiske forfatter og miljøekspert George Monbiot vil rationere det moderne menneskes ret til CO2-udledning. Vi er nødt til at beskytte de grundlæggende frihedsrettigheder på bekostning af små friheder som for eksempel retten til at flyve, siger han
9. december 2006

Det her er en fadæse. Sidder i afgangshallen i Kastrup og afventer SK503 til London. Skal møde den britiske forfatter og miljøforkæmper George Monbiot til et interview om hans meget omtalte og omdiskuterede ny bog Heat - How to Stop the Planet Burning. Læser på lektien i ventetiden.

På side 188 skriver Monbiot: "Hvis du flyver, ødelægger du andre menneskers liv."

Det er udgangsreplikken i et kapitel om, hvorfor vi er nødt til at opgive flyvning, hvis vi skal gøre os håb om at afværge ukontrollable skader på det globale klima og økosystem. Flyvning er ifølge Monbiot den kilde til CO2-belastning af atmosfæren, der vokser allerstærkest. Over de næste 25 år vil f.eks. antallet af passagerer i britiske lufthavne blive tredoblet og nå 600 mio. pr år.

"Hvis vi har i sinde at stabilisere CO2-koncentrationerne i atmosfæren på 550 ppm - nogenlunde svarende til regeringens mål - og luftfarten fortsætter med at vokse som regeringen forudsiger, så vil den i 2050 være ansvarlig for halvdelen af alle vore CO2-udledninger. Hvis vi forsøgte at stabilisere ved 450 ppm - hvad der er tættere på mit mål - så ville flytrafikken stå for 101 pct. af al den CO2, som samfundet måtte udlede," fastslår Monbiot. 'ppm' betyder parts per million og er enheden, man måler atmosfærens CO2-indhold i.

Problemet med flytrafikken er, at den ikke kan gøres bæredygtig. Man kan ikke flyve på vindenergi, solvarme, pedalkraft eller kosmisk energi, sådan som en af Monbiots læsere har foreslået.

"Der er ikke noget teknisk fix. Væksten i flytrafik og nødvendigheden af at klare klimaudfordringen kan ikke forenes," lyder forfatterens konklusion.

Og her sidder jeg. På vej til at ødelægge andre menneskers liv. Turen til London og tilbage vil opbruge min personlige CO2-kvote for de næste fire måneder, fortæller min lommeregner ud fra Monbiots angivelser af, hvor stor en kvote hvert menneske på kloden kan have ret til, hvis alle skal dele og opvarmningen bremses. Det er en fadæse. Jeg bør aflyse rejsen, ringe til George og gennemføre interviewet pr. telefon. Men nu er billetten jo betalt, SK503 flyver alligevel, og jeg vil gerne møde manden. Som han skriver til en slags trøst:

"De fleste miljøfolk - og jeg medregner mig selv her - er hyklere."

Og videre: "Jeg ville gerne tro, at de forandringer, jeg foreslår, kunne opnås ved at appellere til folk om at begrænse sig selv. Men skønt nogle miljøfolk - uanfægtede af fiaskoen for de seneste 40 års kampagnevirksomhed - nægter at indse det, så er selvpålagt afholdenhed isoleret set spild af tid."

Så jeg flyver. For at høre, hvordan George Monbiot så vil gennemføre de vidtgående forandringer af vor levevis, som de truende klimakatastrofer tilsiger.

Monbiot er selv flyvende. Kommer lidt for sent til mødestedet i det centrale London efter tv-optagelser hos BBC og skal snarest muligt med toget til Oxford, hvor han bor og underviser, og hvor hans datter på otte måneder har ondt for tænder og har brug for fars nærvær.

Flytrafikken går fri

Men Monbiot er fokuseret, parat til at levere, smilende og venlig. Først taler vi om det med flyrejsen.

"Jeg er klar over, at det med at sige stop for de fleste flyrejser ikke er et budskab, der gør mig populær. Det er det skrappeste forlangende i bogen, fordi det forudsætter ændringer i måden, vi lever. Det er heller ikke en konklusion, jeg er kommet til af lyst, men den er uundgåelig. Hvis man ikke kan lide den, må man bevise, at jeg tager fejl," siger han.

Monbiot gør opmærksom på, at der er dyb modstrid mellem den britiske regerings løfte om at reducere landets CO2-udledninger med 60 procent i 2050 og samme regerings prognoser for den britiske luftfarts voldsomme vækst. Begge dele kan ikke lade sig gøre, mener han. Men modstriden skjules af det forhold, at den internationale flytrafiks store CO2-belastning ikke i dag skrives på noget lands CO2-regning. Den er så at sige frit i luften svævende, holdt ude af Kyoto-aftalen og af de forpligtelser, landene hver især har påtaget sig. Men hvor svært kan det være, spørger Monbiot.

"Et barn kan indse, at udledningerne blot skal deles i to: Afrejselandet og ankomstlandet påtager sig hver 50 pct. af ansvaret."

Rationering

Det store projekt i bogen Heat er at eftersøge og anvise løsninger. George Monbiot har lagt et kæmpe arbejde i at vurdere potentialerne for konkret CO2-reduktion i alle samfundssektorer - transport, boliger, industri etc.

Det provokerende ved projektet er, at Monbiot har besluttet ikke at sejle under politisk bekvemmelighedsflag, når det drejer sig om, hvad der skal til for at beskytte det globale klima. Den videnskabelige vurdering er i dag, at der er mere end 50 pct. risiko for, at den globale opvarmning overstiger den 'smertegrænse' på to grader, hvor uafvendelige, selvforstærkende processer som indlandsisens smelten og tundraens optøen tager fart, hvis atmosfærens indhold af drivhusgasser kommer op over, hvad der svarer til 450 ppm CO2. Der er vi næsten i dag, så hvis risikoen for de irreversible skader skal mindskes, skal der dramatiske indgreb til.

"Politikere har ikke megen lyst til at indse, endsige sige højt, hvad der i virkeligheden skal til for at stabilisere atmosfæren. Selv en heroisk person som den britiske regerings chefforsker Sir David King erkender, at han lægger en dæmper på sine anbefalinger for ikke at miste ørenlyd og troværdighed hos politikerne," siger Monbiot.

Selv vil han hverken give op på forhånd eller gå på akkord med den tilgængelige viden, og derfor ender hans gennemgang af videnskaben med den konklusion, at de rige lande må skære deres udledninger af drivhusgasser ned med 90 pct. allerede i 2030.

Det er en dramatisk udfordring, men ikke uden historisk fortilfælde.

"Sidst vi blev stillet over for en udfordring så omfattende som klimaændringerne var, da Anden Verdenskrig brød ud. Dengang blev folk ikke bedt om at ofre deres forretningsrejse eller deres ferietur til Florida, men om at ofre deres liv. I virkeligheden er det er ikke ret meget, vi i dag bliver bedt om for at forhindre en planetarisk krise. Jeg spørger mig selv, om vi virkelig er blevet så selviske og magelige, at vi end ikke kan overveje at opgive vore flyrejser - for de flestes vedkommende helt unødvendige - for at håndtere denne udfordring?"

Anerkender man, at kinesere, indere og afrikanere har samme ret til at bruge energi som folk i Danmark, Storbritannien og USA, og samtidig anerkender de grænser for klimaets bæreevne, Monbiot henviser til, så kan man regne sig frem til, at der er et atmosfærisk råderum til hver enkelt verdensborger på 0,8 ton CO2 udledt pr. år. Det er under 10 pct. af, hvad gennemsnitsdanskeren er ansvarlig for i dag. Men fem gange mere end en etiopier udleder.

George Monbiots udfordrende anbefaling er, at vi indfører et globalt CO2-rationeringssystem, som tildeler hvert menneske en sådan kvote på 0,8 ton om året. Systemet opererer efter samme princip som det EU-kvotesystem for CO2, som allerede er i kraft for store virksomheder og energiselskaber. De pågældende selskaber får tildelt kvoter for maksimal CO2-udledning af de nationale myndigheder, med mulighed for at købe ekstra kvoter af andre, som ikke har brug for deres. Systemet kan hermed i princippet sikre, at de samlede udledninger fra sektoren holdes under det af myndighederne fastsatte på den økonomisk mest optimale måde.

- Men at rationere det enkelte menneskes ret til CO2-udledning lyder som et radikalt indgreb i den personlige frihed?

"Først må man overveje, hvad alternativerne er. De fleste peger på en beskatning af CO2, og det kan gøres på to måder: Som en simpel afgift på CO2-udledning, der imidlertid rammer de fattige hårdest, fordi energi- og andre priser går op, uden at det afskærer de rige fra fortsat at bruge så meget, de vil. Eller som en meget kompliceret ordning, der undgår den sociale slagside. Det findes der modeller for, men sådanne komplicerede modeller fungerer sjældent godt i politik," siger Monbiot.

"CO2-rationering er derimod et enkelt system, som enhver kan forstå, og som er retfærdigt. Hvis de rige fortsat vil have større CO2-udledning end de fattige, så kan de kun gøre det ved at betale, dvs. ved at købe overskydende kvoter af de fattige. Vigtigst er måske, at systemet giver folk et stærkt incitament til at efterspørge CO2-besparende teknologi, fordi de gerne vil have lyset tændt og varmen på i deres boliger under så begrænset træk på deres CO2-kvote som muligt. Folk vil efterspørge energieffektive pærer og el produceret ved vedvarende energi."

"Og friheden: Jovist, det er en begrænsning af friheden, at vi ikke kan udlede så meget CO2, som vi måske har lyst til. Det er en begrænsning af friheden med det formål at forhindre en begrænsning af mere fundamentale frihedsrettigheder, ikke mindst for verdens fattige der kan miste friheden til at have et hjem, til at spise og til at overleve, når klimaet forstyrres. Stillet over for det valg mellem friheder ville enhver af de store filosoffer pege på, at man bør vælge de større friheder frem for de små friheder."

Økofascisme

"Inden for det begrænsede frihedsrum, bestemt af nødvendigheden af at begrænse CO2-udledningerne, bør der være så megen frihed som muligt. Hvis du vil brænde din CO2-kvote af på at drøne op og ned ad motorvejen i Ferrari, så er det i orden, men så må du skaffe dig lys og varme uden CO2-udledning eller betale for ekstra kvoter."

- Nogle ser måske økofascismens spøgelse, som Andre Gorz advarede om i 1970'erne?

"Dette er netop for at hindre, at vi ender i en situation med økofascisme, hvor staten må sende CO2-politiet efter folk, der ikke husker at slukke lyset, når de går i seng."

- Men der er et element af tvang i rationering. Skal vi ikke uddanne og motivere folk til at spare på energien?

"Vi har utrolig kort tid. Hvis vi for at opnå 90 pct. reduktion af CO2-udledningerne i de rige lande i 2030 først vil foranstalte en transformation af den menneskelige bevidsthed eller omstyrte kapitalismen, så vil vi ikke lykkes. Vi kan ikke starte fra, hvor vi gerne vil være. Jeg går ind for miljøundervisning, for ændring af de menneskelige værdier, for at forske i en ligevægtsøkonomi, men her og nu må vi operere i det system, vi har, og søge at få det til at agere hensigtsmæssigt," siger Monbiot.

"Lad mig understrege, at kun et demokrati kan levere de nødvendige, store CO2-reduktioner. Kun i et demokrati kan der opbygges et folkeligt pres, som får politikere til at handle. Kun i et demokrati kan politikerne holdes ansvarlige. Diktaturernes historie fortæller, at de er mere miljøødelæggende end noget andet regeringssystem."

"Men vanskeligheden ved klimaændringerne er, at det er fremtiden, der har interesse i at holde nutiden ansvarlig. Og det er de fattigste og svageste der skal holde de rige ansvarlige. Det er svært i politik. Politikerne skal gøre noget, som på kort og nær sigt skaber problemer for dem selv. Det har demokratier svært ved at håndtere. Diktaturer kan slet ikke."

"Den eneste måde, forandringerne kan realiseres på, er ved at skabe en politisk kampagne, som gør det dyrere for politikere at fortsætte som hidtil end at skabe forandringer. Jeg indrømmer, at det er en stor udfordring. Vi anmoder mennesker om at forlange mindre frem for mere. Kræve mindre frihed frem for mere. Folk har ofte gjort oprør for at få mere, de har aldrig gjort oprør på et krav om mådehold."

Monbiot oplever faktisk den paradoksale situation, at nogle politikere såvel som erhvervsledere i dag går længere end vælgere og forbrugere i deres appeller om at tage klimaforandringerne alvorligt.

"Vi lever i fornægtelse. Vi ved og forstår intellektuelt, hvad der er på spil, men det er som om, det ikke kommer os ved personligt. Vi tror ikke, vi bliver ramt, eller vi tror, at nogen kommer og løser problemerne for os. Den økonomiske vækst har gjort vores tilværelse for komfortabel. Vi har for meget at miste til at ville indse, at vi faktisk kan miste alt."

- Din bog er noget af en udfordring. Hvordan er reaktionerne på den?

"Som du kan forestille dig: Meget blandede. Jeg har lige været på en stor foredragsturne, og der var udsolgt hver aften. Sammenlagt 7.000 mennesker. Det viser, at folk er meget optaget af emnet."

$SUBT_ON$Noget er aktisk muligt

"Nogle anmeldelser har været meget positive, andre meget negative. Jeg havde forventet kritik, der gik på, at disse forbandede grønne ville fratage os alting, vor frihed, vor levestandard, vore biler. Men det centrale udsagn fra højre har faktisk været et udsagn om, at vi er fordømte, og at det ikke nytter at gøre alt det, jeg foreslår. Anmelderen i magasinet The Spectator skrev, 'Monbiot har fuldstændig ret, det er sådan, det bør gøres, men intet af det vil blive gjort. Det er ren utopi.'"

"Det får mig til at indse to ting," siger Monbiot med et glimt i øjet: "For det første, at disse mennesker lever i total fornægtelse. For det andet, at miljøfolk åbenbart aldrig kan vinde. Uanset hvad vi siger, har vi uret."

Og dog. Efter samtalen tager Monbiot toget hjem til Oxford og den lille datter, mens journalisten fra Danmark opsøger sit billige hotelværelse og tænder for et flimrende fjernsyn. Et nyhedsindslag på BBC's Channel 4 fortæller om et netop afsluttet møde i London-forstaden Uttlesford, hvor et fuldstændig enigt byråd med opbakning fra den lokale befolkning og med klima- og miljøbekymring som argument har afvist en plan om at udvide lufthavnen, så passagertallet kunne øges fra 25 til 35 mio. om året.

Under lokale jubelscener interviewer studieværten lufthavnsdirektør Terry Morgan, BBA Aviation, der må se sin og den britiske regerings ekspansionsplan forkastet. Er spillet ude, spørger studieværten.

"Langt fra," siger Morgan, "regeringen har gjort det meget klart, at landet behøver moderne, tidssvarende lufthavne for at kunne konkurrere økonomisk med resten af verden og for at gøre det lettere for folk at rejse i arbejdssammenhæng og på ferie. Den store udfordring er at opnå det, samtidig med at vi minimerer de miljømæssige virkninger ved luftfart."

"Men med Stern-rapporten er alt jo ændret," indvender studieværten. "Alt hvad du lige har sagt om ønskeligheden af øget lufttrafik, er forældet i dag. Det synes alle at erkende, alle undtagen BBA?"

"Stern-rapporten handler faktisk om, hvordan vi opnår økonomisk vækst på en bæredygtig måde. Den handler ikke om at sætte en overgrænse for lufttrafik," replicerer Morgan og siger noget om luftfartens fantastiske teknologiske fremskridt.

"Men det er latterligt, er det ikke?," fortsætter studieværten. "Det kan jo ikke lade sig gøre? Du taler som vejlobbyen for 10-15 år siden, som sagde 'vi kan bygge flere motorveje, vi kan bygge os ud af det, og alt bliver fint.' Det er nonsens.

Sådan taler en moderne britisk studievært. Og sådan træffer et enigt britisk byråd miljøforankrede beslutninger med befolkningens opbakning.

Monbiots radikale dagsorden er måske ikke helt uden for rækkevidde. Måske man skulle spadsere hjem til Danmark.

jsn@information

Informations debatforum Luftskibet arrangerer den 8. januar i samarbejde med miljøgruppen NOAH et offentligt møde om europæisk luftfart og klimaproblemer. Flere oplysninger på www.noah.dk/fly

* George Monbiot: Heat - How to Stop the Planet Burning. Penguin Books, 277 s., 17,99 Pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her